Brug AI til at spare på stressen
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Hvad skal AI bruges til? Besparelser eller en bedre velfærd og arbejdsliv? AI bliver i disse år fremstillet som nøglen til massive effektiviseringer i den offentlige sektor med titusindvis af frigjorte årsværk. Samtidig koster stress 55 mia. kr. om året. Så hvorfor gå på jagt efter årsværk, hvis vi i stedet kan styrke velfærden, øge trivslen og bekæmpe stressen? Når det kommer til de politiske ambitioner kontra den faktiske brug af AI på arbejdspladsen, er der et kæmpe vakuum. Det er medarbejderne i den offentlige sektor, der er hele forudsætningen for at udvikle og implementere de løsninger, der giver mening, tæt på borgerne. Det er helt afgørende, at medarbejderne har mulighed for og tid til kompetenceudvikling og samtidig har reel indflydelse på at definere og udforme fremtidens AI-løsninger. Med AI er der mulighed for bedre balance mellem krav og ressourcer. Det mindsker stressbelastningen. Når stress koster samfundet 55 mia. kr. om året i velstandstab, skal vi bruge AI til både at skabe sundere arbejdsliv og bedre velfærd. Vi skal gøre det klogt og spare på stressen og ikke på mennesker.
Børsen
31-03-26
Vi skal huske at investere i velfærd
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal. Mit håb er, at Danmark får en regering, der vil prioritere og videreudvikle velfærden. Jeg er oprigtigt bekymret for, når der snart skal forhandles kommune- og regionsaftaler, om det bliver muligt at gentage de seneste to års flotte aftaler. Det er helt afgørende, at vi fortsætter dette kursskifte. Den store tidsel i de aftaler er, at man fastholder det meningsløse krav om administrative besparelser. Der er nemlig oparbejdet et betydeligt serviceefterslæb siden 2010. Hvis borgerne skal opleve den samme kvalitet i de offentlige servicetilbud over tid, er det nødvendigt, at servicen følger den generelle velstandsudvikling. Vi lever desværre i en utryg og uforudsigelig verden. Efter min mening vil noget af modsvaret på den stigende utryghed være at fortsætte med at styrke og investere i velfærden. Min anbefaling til den nye regering og Folketinget er, at de ikke genfremsætter lovforslaget om afgiftslettelser på kaffe, sukkervarer og chokolade. Hvis afgiftslettelserne droppes, vil det give et varigt provenu på 2,5 milliarder kroner, som kan bruges på velfærden og sikre, at der kan laves gode kommune- og regionsaftaler. Der er formentlig også en lille sidegevinst i forhold til folkesundheden ved at droppe afgiftslettelserne.
Politiken
28-03-26
Fagforeningsmand siger farvel til toppost
Hans-Henrik Hansen stopper som fællesformand for HK Østjylland. Ifølge Hans-Henrik Hansen har afskeden med hvervet som fællesformand intet at gøre med to betændte sager. - Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle stoppe som fungerende fællesformand. Jeg ser frem til at kunne hellige mig arbejdet i HK Kommunal Østjylland. Det er temmelig krævende at have en dobbeltpost, understreger Hans-Henrik Hansen. Han blev fungerende fællesformand, da Jesper Thorup i 2023 trak sig fra posten. Hans-Henrik Hansen fik for alvor sin sag for i 2025, da sektorformand Cliff Præstegaard blev omdrejningspunkt for en sag om dårligt arbejdsmiljø. Den førte til interne stridigheder, og dem skulle Hans-Henrik Hansen bidrage til at løse. - Vi arbejder altid for at være en troværdig samarbejdspartner. I forlængelse af sagen om arbejdsmiljøet skal vi gøre os ekstra umage, sagde Hans-Henrik Hansen i september. På nuværende tidspunkt har Bent Klim Johansen meldt sig som formandskandidat. Han er formand for HK Stat Østjylland.
Århus Stiftstidende
27-03-26
Nedsat arbejdsevne: Reformer reformen
Debatindlæg af Hans-Henrik Hansen, formand HK Kommunal Østjylland m.fl. De vil arbejde. De vil bidrage. De vil være en del af arbejdsfællesskabet. Alligevel oplever mange ansatte i fleksjob, at systemet omkring dem gør det unødigt svært. Regler, der er uigennemskuelige. Modregning, der straffer ekstra indsats. Og praktikforløb uden udsigt til job. Det er ikke rimeligt. Modregningsreglerne betyder for eksempel, at det ikke kan betale sig at yde en ekstra indsats. Et andet stort problem er de mange, lange praktikforløb. Derudover frygter mange at ende som fattige pensionister. Det er ikke værdigt. Udfordringerne hænger tæt sammen med fleksjobreformen fra 2013, der ikke fungerer efter hensigten. Tiden er inde til en gennemgribende revision af reformen: Vi har en 10-punktsplan med forslag til forbedringer. Vores budskab er enkelt: Ret op på fleksjobordningen. Skab regler, der giver mening i virkeligheden. Sikr rimelige vilkår for mennesker, der gerne vil arbejde. Og sørg for, at nedsat arbejdsevne ikke bliver til nedsat værdighed. Der er blevet talt om problemerne længe nok. Kære politikere, nu er det tid til handling.
Århus Stiftstidende
24-03-26
HK: LA må sætte navn på fyresedlerne
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden og Peter Jacques Jensen, forperson HK Hovedstaden. LA vil lette skatten med 40 milliarder kroner. En del af regningen skal betales af kommunerne gennem 7,8 milliarder kroner i såkaldte ’administrative besparelser’. Det kan næsten lyde, som om nogen forestiller sig, at der går mennesker på arbejde hver dag uden at lave noget væsentligt. Det er faktisk en hån. LA bør tage deres egen medicin og fortælle, hvilke konkrete stillinger og jobfunktioner der skal nedlægges. Er det medarbejderen i borgerservice, der skal fyres? Er det de fagpersoner, der hjælper mennesker med ondt i livet? Eller er det skolesekretæren, der hjælper elever, forældre og lærere? Vi har før set, hvad der kan ske, når man tror, at der findes et stort fedtlag i den offentlige administration. Tænk bare på Skat. Der findes ikke pengetræer i den offentlige sektor. Hvis LA vil spare 7,8 milliarder kroner i kommunerne, må de også sætte navn og adresse på de mere end 10.000 fyresedler.
Altinget
23-03-26
Velfærden trænger til en stemme i valgkampens larm
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal. Skat, pension, oprustning, svin og drikkevand. Alle er det vigtige temaer i valgkampen. Jeg savner imidlertid en mere samlet og helt afgørende debat om, hvordan vi fremtidssikrer og udvikler danskernes velfærd. For uden en velfungerende, kommunal velfærd bliver fundamentet under vores samfundsmodel svækket. Debatten om fremtidens velfærd er ellers ganske presserende. Råderummet er stort set blevet spist op. Jeg har bange anelser om udfaldet af økonomiaftalen med kommunerne. Hvis ikke man får italesat behovet for velfærdsinvesteringer og får fundet den nødvendige finansiering hertil, bliver det godt nok en pauver omgang. Velfærden kræver investeringer. Det gælder også investeringer i de medarbejdere, der får velfærden til at fungere i praksis. Som for eksempel de HK’ere, der hver eneste dag trimmer de mange enkeltdele i velfærdens maskinrum. Netop i en tid med stigende utryghed er det også afgørende at styrke det, der på mange måder binder os sammen som samfund, nemlig vores fælles velfærd. Kære partier i valgkamp: Løft fra tid til anden blikket fra skænderierne og fokuser på vores samlede velfærd. Ikke kun på dens problemer, men også på løsninger for fremtiden.
Magasinet Kommunen
22-03-26
Formand genvalgt
Dorthe Vestergaard Willumsen blev genvalgt som formand i HK Kommunal Sydjylland, der tæller omkring 5.500 medlemmer fra kommuner og regioner. Dorthe Vestergaard Willumsen, blev genvalgt uden modkandidat for en ny toårig periode. I sin beretning fremhævede hun den nye SAK-uddannelse, som er kommet godt fra start og spiller en vigtig rolle i udbredelsen af sundheds- og ældrereformen. Til gengæld oplever uddannelsen til administrationsbachelor ikke samme fremgang. Formanden pegede også på den store udfordring med at skaffe elevpladser, især inden for kontor- og tandklinikassistentuddannelserne. Dorthe V. Willumsen har indledt møder med borgmestre, kommunaldirektører og ledelser på lokale sygehuse og Region Syddanmark om emner som arbejdsrelateret stress, arbejdsmiljø, rekruttering og trivsel. Dialogen har været konstruktiv, og møderne vil fortsætte, fortalte formanden.
Kolding Avis m.fl.
18-03-26
HK Kommunal: Skal dine data afgøre, hvilken hjælp du får fra kommunen?
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal. Skal AI bestemme, om du får tilkendt hjælp fra kommunen? Nej, vel? Vi skal værne om borgernes retssikkerhed. Op til Folketingsvalget savner vi en debat om, hvordan AI skal anvendes konkret i den offentlige sektor – og hvilken offentlig velfærd og service ønsker vi egentlig, at teknologien skal understøtte? Har borgeren reelt mulighed for at få indsigt i afgørelsen? Kan medarbejderen udfordre systemets vurdering? Og hvem har ansvaret, hvis systemet tager fejl? Den politiske debat er startet forkert. Man taler om effektiviseringer og færre administrative medarbejdere, før man har en defineret, hvilke problemer teknologien skal løse. Algoritmer arbejder ikke med forståelse for det enkelte menneske. Politikerne skylder klare svar på: Hvordan skal AI bruges i den offentlige sektor? Hvordan beskytter vi borgernes data? Og hvordan sikrer vi, at teknologien understøtter medarbejdernes faglighed i stedet for at erstatte den? Men i sidste ende er spørgsmålet bredere: Hvilken offentlig velfærd og service ønsker vi i fremtiden? Det er et spørgsmål om at starte en demokratisk samtale om teknologien – før vi sætter både kvaliteten i velfærden og borgernes tillid over styr.
A4 Medier
17-03-2026
At skære ned på administrative medarbejdere er som en ulv i fåreklæder
Debatindlæg af Katharina Hauge Antonsen, formand HK Kommunal Nordjylland. Politikere taler ofte om at skære i administrationen for at frigøre penge til den ’rigtige’ velfærd. Men den fortælling bygger på en misforståelse. Administration er ikke et lag oven på velfærden. Det er en del af den. Tusindvis af HK-ansatte får hver dag velfærden til at fungere i praksis. Den borgerrettede velfærd er nemlig ikke kun den, man møder i uniform. Den findes hos dem, der skaber struktur, overblik og sammenhæng i hverdagen. Opgaverne forsvinder jo ikke, fordi man fjerner de medarbejdere, der løser dem. De lander bare et andet sted – hos læreren eller sygeplejersken. Det er en forringelse af velfærden forklædt som sund fornuft – som en ulv i fåreklæder. Mange opdager først betydningen af de administrative medarbejdere, når noget går galt: Når sagsgange bryder sammen, eller når ingen kan forklare en afgørelse. Sandheden er egentlig ret enkel: Man kan ikke spare sig til bedre velfærd ved at skære i administrationen. For uden de mennesker, der får strukturen og sammenhængen til at fungere, begynder velfærden stille og roligt at falde fra hinanden.
Nordsø Posten
12-03-26
HK: Indret arbejdsmarkedet, så overgangsalder ikke bliver en ulempe
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden. 97 procent af danske kvinder oplever symptomer i overgangsalderen så som kramper, søvnløshed og hjernetåge. Det viser et nyt studie. Symptomerne påvirker det naturligvis arbejdsevnen. Men vi ved også, at viden, åbenhed og støtte fra ledere og kolleger kan gøre en reel forskel. Det styrker både trivsel og tilknytning til arbejdspladsen. Cyklus og overgangsalder er ikke kun et privat anliggende. For det er et samfundsproblem, når halvdelen af den voksne befolkning oplever gener i hverdagen og samtidig forventes at gå på arbejde og fungere, også på de dage hvor kroppen ikke spiller med. Sandheden er, at vores arbejdsliv mange steder stadig er indrettet, som om mennesker er ens. Arbejdsmarkedet blev skabt i en tid, hvor man ikke tog højde for kvinders livsfaser. Den virkelighed findes ikke længere. Derfor er det tid til næste skridt, så cyklus og overgangsalder ikke bliver en ulempe. Det handler om moderne og attraktive arbejdspladser, der afspejler virkeligheden. Arbejdspladser, hvor mennesker kan være professionelle uden at skulle skjule deres krop eller deres livsfaser.
A4 Medier
09-03-26
Forlig er et skulderklap til HK’erne
- HK’erne knokler ude i regionerne – og det er ikke altid, at deres indsats er synlig for alle. Forliget er et meget velfortjent skulderklap til vores medlemmer, der hver dag kæmper for velfærden. Sådan er meldingen fra formand for HK Kommunal og næstformand i Forhandlingsfællesskabet Lene Roed efter indgåelse af forliget mellem Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet. Den økonomiske ramme er på 9,2 procent i det nye forlig. Lene Roed fremhæver også, at forliget betyder, at den enkelte HK’er får mulighed for selv at vælge, hvad der passer bedst ind i eget arbejdsliv. Der indføres en fritvalgsordning fra 1. januar 2028 til hver enkelt medarbejder. Derudover er der en ny fritvalgsdag til dem, som ikke har omsorgsdage eller seniordage. - Det er en ny måde at gøre tingene på, som giver den enkelte flere valgmuligheder. Vi har lagt de første sten, og det er noget, som vi vil bygge videre på i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at det er den vej, som vores medlemmer vil, siger Lene Roed.
Ritzau, DKNyt
01-03-26
Ny overenskomst på plads
Der er landet et nyt overenskomstforlig for 500.000 ansatte i kommunerne. Forliget om overenskomsten for de kommunalt ansatte giver mærkbar reallønsfremgang og mere fleksibilitet for den enkelte. - Dermed er der grundlag for, at HK’erne fortsat kan levere ydelser af høj kvalitet i velfærdens maskinrum, siger HK Kommunals formand, Lene Roed. Formanden peger på, at løn og fleksibilitet var de helt store prioriteter blandt de tusinder af HK’ere, der i efteråret bidrog med deres ønsker til en ny overenskomst. - De ønsker er det langt hen ad vejen lykkedes os at honorere. Det glæder mig i den grad og er en vigtig sejr for HK Kommunal, siger hun. Noget af det bedste aftalen er ifølge Lene Roed, at det er lykkedes dem at få lavet en fritvalgskonto. - Det har vi arbejdet for ved mange overenskomster i HK Kommunal, og det ved vi, vores medlemmer er meget optaget af. Med forliget har vi banet vejen for en fremtid med større frihed for den enkelte medarbejder, lyder det fra Lene Roed. Den økonomiske ramme er på 9,2 procent. Oveni kommer en teknisk korrektion på 0,2 procent. De generelle lønstigninger i perioden er på 6,27 procent. Det giver ifølge Lene Roed forbedringer af reallønnen.
TV2 News, DR.dk, Ritzau, Radioavisen m.fl.
25-02-26
- Jeg kan se dig, og jeg har et gevær
Trusler, verbale overfusninger og chikanerier på de sociale medier er blevet en fast del af hverdagen for mange ansatte i den offentlige sektor. Det får nu konsekvenser. Som en del af en ny strafreform bliver straffene skærpet med 50 procent i sager om vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte. Samtidig vil straffene i videre omfang end i dag omfatte opslag på sociale medier. I fagforbundet HK Kommunal bliver de nye, skærpede straffe modtaget med stor tilfredshed. Der er alt for mange sager om vold, trusler og chikane, lyder meldingen fra Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal. - Det er svært at forestille sig, at man kan være den samme person, når man har oplevet at blive truet på livet, fordi man passer sit arbejde. Vi ser desværre en del medlemmer, der vælger at finde et andet arbejde, fortæller han. Det er Kasper Ejlertsens fornemmelse, at der har indfundet sig en mere rå og brutal tone i kommunikationen med offentligt ansatte. En tendens, der gør sig særligt bemærket på de sociale medier, hvor vrede mennesker har fået en megafon for filterløse grovheder, mener han. I en større medlemsundersøgelse fra 2024 svarer mere end hvert fjerde medlem af HK Kommunal, at de enten har været udsat for trusler eller er blevet hængt ud på et socialt medie på grund af deres arbejde.
Politiken
11-02-26
Fagforeninger vil rejse økonomiske krav efter dom
Flere fagforeninger forventer at rejse krav om efterbetaling på vegne af deres medlemmer. Det sker, efter fagforeningerne i Forhandlingsfællesskabet har fået medhold i en voldgiftssag om deltidsansattes merarbejde.
Dommen underkender årtiers lønpraksis og kan betyde, at tusindvis af offentligt deltidsansatte kan gøre krav på efterbetaling med tilbagevirkende kraft. HK Kommunal oplyser, at 1.074 af organisationens medlemmer har registreret sig og mener at have penge til gode fra deres offentlige arbejdsgivere som følge af dommen. Forhandlingsfællesskabets formand, Mona Striib, forventer, at dommen åbner for, at offentligt deltidsansatte kan have penge til gode med flere års tilbagevirkende kraft. Dommen vil også påvirke de igangværende overenskomstforhandlinger. Ifølge KL har 40.000 deltidsansatte inden for kommunerne rejst krav om efterbetaling.
Ritzau, NB Medier
05-02-26
Velfærden kører ikke rundt uden vores hjælp
Kronik af Lene Roed, formand HK Kommunal. Ofte er det først, når tingene ikke fungerer, at HK’ernes arbejde bliver synligt. Når den rigtige vejledning ikke er der. Når sagsgange knækker. Når mennesker ikke kan få forklaret en afgørelse. Når den ene hånd ikke længere ved, hvad den anden gør. Vi binder Danmark sammen. Det er vrøvl at skelne mellem kolde og varme hænder! I et højt specialiseret velfærdssamfund er hver eneste faggruppe hinandens forudsætninger. Vi er velfærdsstatens maskinrum – og Danmarks røde tråd. HK’erne sikrer, at vi bevarer og til stadighed udvikler et samfund, hvor borgerne har tiltro til, at myndigheder handler upartisk og retfærdigt. Når HK’ernes kompetencer ikke anerkendes risikerer vi noget, ingen har råd til: Flere fejl, længere ventetider, ringere retssikkerhed – og en hverdag, hvor sammenhængen smuldrer. Derfor handler OK26 ikke kun om tal og procenter. OK26 handler også om at værdsætte det vigtige arbejde, HK’erne gør. Og ingen – ingen – politiker vil nogensinde acceptere det kaos, der bliver resultatet, hvis ikke vi har ansvarsfulde, fagprofessionelle HK’ere. Vores medlemmer er tandhjulene, der får velfærden til at dreje rundt. Så selvom du ikke altid ser os, så er det HK’erne, der løfter velfærden. Hver eneste dag.
Avisen Danmark, Helsingør Dagblad, Stiftstidende m.fl.
30-01-26
Hvorfor skal elever og lærlinge snydes for fødevarechecken?
Debatindlæg af Michael Rosenberg, formand HK Kommunal Sjælland m.fl. Regeringen vil give en fødevarecheck til de danskere, der er hårdest ramt, lyder det. Alligevel har man valgt at overse en hel gruppe: Elever og lærlinge. Det er bemærkelsesværdigt. For at være elev eller lærling er et fuldtidsarbejde med faste arbejdstider og begrænsede muligheder for at tage ekstra vagter. Tag en butikselev, der får cirka 15.373 kroner før skat om måneden. Ingen fødevarecheck. Ingen kompensation. Når politikerne taler om personer i uddannelse, mener de reelt kun SU-modtagere. Elever og lærlinge passer åbenbart ikke ind i regnearket. Men de stigende fødevarepriser rammer også elever og lærlinge, som allerede lever med små økonomiske marginer. Hvis regeringen mener alvor med at hjælpe dem, der er hårdest ramt, må de stoppe med at overse elever og lærlinge. Ellers er fødevarechecken ikke målrettet de svageste men de politisk mest bekvemme. Elever og lærlinge bør have ret til en fødevarecheck. Alt andet er urimeligt.
Lolland-Falsters Folketidende
30-01-26
Hvem har magten i beskæftigelsesindsatsen?
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK-tillidsrepræsentant på Jobcenter Viborg. I jobcentrene oplever vi ikke, at magten ligger hos os – men hos Folketinget. Spørgsmålet er, om løftet om at lukke jobcentrene bliver indfriet. Svaret er nej. I praksis fastholder mange kommuner både organiseringen og jobcenter-navnet. Virksomhederne er generelt tilfredse med samarbejdet, og også mange borgere giver udtryk for tilfredshed. Jobcentrene er ganske enkelt ikke det karikerede system, de ofte fremstilles som. Den nye lovgivning betyder ikke, at magten flytter til kommunerne. Folketinget fastholder en lang række proceskrav. Tilliden er fortsat begrænset. En anden væsentlig barriere er økonomien. Kommunerne får fortsat stramme rammer for, hvad de må bruge på indsatser. Magtesløse er vi ikke. Men vi vil fortsat møde borgere, der føler sig magtesløse – især blandt de mest udsatte. Min konklusion er klar: Der er stadig ikke skabt klarhed over, hvem der har magten i beskæftigelsesindsatsen. Folketinget har hverken givet kommunerne det fulde ansvar eller fastholdt en ensartet national styring. Derfor vil magtspørgsmålet også fremover være til debat.
NB Medier
22-01-26
AI kan bruges til at få ledige i arbejde: - Vi er stærkt bekymrede
En ny lov udvider kommunernes og STAR’s magt til at bruge kunstig intelligens som værktøj til at forbedre sagsbehandlingen. Eksperter og HK Kommunal advarer om risiko for, at tiltaget bliver en spareøvelse. Ifølge HK Kommunal er sagsbehandlerne ikke blevet klædt tilstrækkeligt på til at tage teknologien i brug. - Vi er stærkt bekymrede for borgernes retssikkerhed og medarbejdernes ansvar ved kommende afgørelser, siger formand for HK Kommunal, Lene Roed. - Hvis man som medarbejder ikke har tilstrækkelig viden eller tid til at forstå systemernes logikker og begrænsninger, kan algoritmiske anbefalinger i praksis komme til at få større vægt i sagsbehandlingen, end de bør, siger hun. Fagforeningens bekymring deles af blandt andre lektor og ph.d. ved Juridisk Fakultet hos SDU, Jøren Ullits. Han fremhæver, at kommunerne heller ikke har fælles retningslinjer for, hvordan den kunstige intelligens skal tages i brug. I HK Kommunal frygter man, at udrulningen af AI bliver en ’spareøvelse’. - I al den tid, jeg har været i den offentlige sektor, har ny teknologi lagt op til effektiviseringer. Men der dukker altid nye arbejdsopgaver op med at få vedligeholdt den nye teknologi, siger Lene Roed.
NB Medier
15-01-26
Hjemmearbejde virker, men lederne mangler redskaberne
Klumme af Lene Roed, formand HK Kommunal. Debatten om hjemmearbejde har i årevis været præget af synsninger. Men nu har et stort forskningsprojekt fra HK Kommunal og DTU vist, at fleksibilitet ikke blot er et gode for medarbejderne. Udover at øge medarbejdernes trivsel markant gør fleksibiliteten dem også bedre i stand til at løse deres opgaver. Resultaterne tyder på, at fleksibilitet giver lavere stressniveau, højere motivation og mere energi i arbejdet. Projektet viser også, at mange ledere står alene med ansvaret for at få hybridarbejdet til at fungere, samtidig med at kravene til driften og fra politikere ikke er blevet færre. Lederne skal håndtere teams, der arbejder forskelligt. Og de skal skabe klare forventninger i en forandret hverdag. Derfor har HK Kommunal og DTU udviklet otte konkrete værktøjer, der giver lederne noget at navigere efter. Men lederne skal have tid, uddannelse og opbakning til at lede i den nye virkelighed. Alternativet er, at vi mister de gevinster, som både medarbejdere og arbejdspladser ellers får glæde af. Spørgsmålet er, om vi vil sikre, at lederne har redskaberne til at få fleksibiliteten til at blive en styrke for fællesskabet – og ikke en trussel mod det.
Kommunen
11-01-26
I mange år sad Benedikte Kiær tungt på magten
Når Benedikte Kiær taler om sin tilgang til magt, vender hun igen og igen tilbage til ordene ordentlighed og pålidelighed. Men den, hun møder i spejlet, stemmer ikke altid overens med den person, andre ser. I september 2022 modtog Helsingør Kommunes whistleblower-enhed en anonym e-mail med skarp kritik af Benedikte Kiærs ledelsesstil og arbejdsmiljøet under hende. Ifølge fagforeningerne HK og Djøf udviste borgmesteren herefter ’grænseoverskridende adfærd’ og fremsatte ’trusler om repressalier’ mod tre ledende medarbejdere, som skulle håndtere henvendelsen. Som følge heraf blev de tre medarbejdere sygemeldt. Benedikte Kiær afviste alle anklager og blev frikendt i to eksterne advokatundersøgelser. Fagforeningerne kritiserede dog habiliteten hos advokatfirmaet. Trods frikendelsen kritiserede alle partier i kommunens økonomi- og erhvervsudvalg efterfølgende borgmesterens ’uhensigtsmæssige kommunikation’ over for medarbejderne i whistleblower-enheden. Ved sagens afslutning udtrykte hun håb for, at de berørte medarbejdere ville genoptage arbejdet. De endte dog med at forlade kommunen.
Berlingske
02-01-26
Kontrolgruppe henter rekordstort beløb hjem til fælleskassen
Kontrolgruppen i Skive Kommune har haft et indbringende 2025. Kontrolgruppens arbejde består i at hente penge hjem til de offentlige kasser, som borgere har modtaget uberettiget i overførselsindkomster. - Vi har lavet 8,7 millioner, siger Britta Thomsen fra Kontrolgruppen. Arbejdet i Kontrolgruppen løftes af 2,5 fuldtidsansatte. - Vi har haft travlt, fordi vi har haft mange sager - og tunge sager, lyder status fra Britta Thomsen, der tilføjer: - Folk skal have det, de er berettiget til. Kontrolgruppen er alle pengene værd. Og det bekræfter Britta Thomsen: - Vi er bare ganske almindelige HK-ansatte med en almindelig løn. Vi er ikke juristuddannede, siger hun og fastslår: - Vi tjener bestemt vores løn. Udover Britta Thomsen arbejder Sara Frederiksen på fuld tid i Kontrolgruppen, mens den senest tilkomne, Michelle Brøns, er i Kontrolgruppen halvdelen af sin arbejdstid og i Borgerservice den anden halvdel. De tre medarbejdere har forskellig alder, erfaring og kompetencer at bidrage med i Kontrolgruppen: - Vi er en gruppe, der supplerer hinanden godt med forskellige baggrunde. Vi holder hinanden skarpe, konkluderer Britta Thomsen.
Skive Folkeblad m.fl.
30-12-25
Sigrid fra Grenaa er årets elev
HK Kommunal Østjylland har kåret Sigrid Sjørup Rydahl som Årets Elev 2025 på tandklinikassistentområdet. Sigrid er elev i Norddjurs Kommunale Tandpleje, hvor hun i snart tre år har gjort en markant forskel for både patienter, kollegaer og arbejdsmiljø – og hvor hun er kendt for sit store engagement og altid gode humør. Det fortæller fagforeningen HK Kommunal Østjylland. Sigrid blev indstillet af sin kollega Merete Nielsen, som beskriver hende som en elev, der brænder for sit fag og bidrager positivt til arbejdsdagen. Formand for HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen, glæder sig over at kunne hædre en elev, der mestrer omstillingsparathed som en helt central kompetence i et arbejde, hvor hverdagen kan ændre sig hurtigt, og hvor man ofte arbejder på tværs af klinikker, opgaver og teams. - Sigrid har vist, at hun både fagligt og menneskeligt kan navigere i den virkelighed – og samtidig bevare roen, overblikket og arbejdsglæden. Det gør hende til en meget værdig modtager af prisen som Årets Kommunale Elev, siger Hans-Henrik Hansen.
Grenå Avis m.fl.
29-12-25
Efter 24 år siger Gitte farvel
Tiden er som penge. Man kan kun bruge den en gang. Sådan tænker 61-årige Gitte Kondrup i disse dage. Efter 24 år og en fornem lokalpolitisk karriere siger hun nu farvel til Helsingør Byråd. Den socialdemokratiske politiker mente efter seks valgperioder på hver fire år, at nu var det på tide at sige stop. Vælgerne har igennem alle årene været vilde med Gitte Kondrup. Kondrup arbejder i Helsingør Kommune og har gjort det siden 1981, hvor hun blev ansat som elev. I dag er hun fællestillidsmand for de kommunalt ansatte HK’ere. I løbet af de 24 år i politik har Gitte Kondrup været med i mange byrådsbeslutninger, som har betydet nedskæringer og besparelser blandt andet i kommunen. - Jeg lærte ret hurtigt, at jeg lige så godt kunne stå på mål for alle de beslutninger, jeg havde været med til at træffe, både de gode og de mindre gode. Og dem har der også været mange af. Men jeg er heldigvis sådan indrettet, at jeg er god til at knokle videre, selvom der er ting, der har gjort ondt. Jeg giver ikke op, siger hun.
Helsingør Dagblad
26-12-25
Velfærdsreformer kræver et velsmurt maskinrum
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal. Tillykke til alle jer ny- og genvalgte kommunalpolitikere. At skabe fremtidens velfærd tæt på borgerne kræver blik for, hvad der får velfærdens maskinrum til at køre smidigt og effektivt. Og lad mig indledningsvist være helt tydelig: I får ikke bedre velfærd ved at skære på dem, der løfter de politiske visioner ud over tegnebrættet og får velfærden til at fungere i praksis. De kommende år bliver kendetegnet af reformer, kunstig intelligens, cybersikkerhed og meget andet. Samtidig skal I sikre, at borgerne fortsat oplever en kommune, der løser sine opgaver trygt, korrekt og smidigt. Alt det kræver stærke og smidige HK-kompetencer. Flere kommuner som for eksempel Roskilde har indset det i tide. For reformer bliver ikke til virkelighed af sig selv. De kræver styring, struktur og medarbejdere med specialiseret indsigt. Derfor er mit budskab til jer ret enkelt: En veldrevet kommune kræver stærke HK-muskler. Ikke færre. Til jer, der nu sætter jer ved forhandlingsbordene: Se reformerne i øjnene. Vær opmærksom på behovet for styring, stabilitet og kvalitet. Se værdien i dem, der får systemerne til at fungere og beslutninger til at blive til virkelighed. I er blevet valgt til at sikre en kommune, der fungerer. Det kan I ikke uden HK'erne.
Avisen Danmark, Århus Stiftstidende, Helsingør Dagblad m.fl.
25-12-25
HK: Det psykiske arbejdsmiljø er ledelsens ansvar
- En medarbejder, der kommer med en bekymring, skal man altid tage seriøst. Alt andet vil jeg kalde dårlig ledelse. Sådan lyder det fra Karin Dinsen, faglig konsulent i HK Kommunal Hovedstaden. Hun og hendes kollegaer ser flere og flere sager på kommunale arbejdspladser, der handler om stress og belastningssymptomer. Sager, der ender i sygemeldinger, mistrivsel og i værste konsekvens opsigelser eller fyringer. De kan handle om alt fra, at man ikke er godt nok klædt på til sine opgaver, at der er alt for mange opgaver på ens bord, uden at der er en leder til at hjælpe med at prioritere dem, til at man ikke oplever en synlig ledelse og ikke føler sig set eller hørt. Mange sygemeldinger og konflikter kan forebygges, hvis man bliver bedre til at tale sammen i organisationen, lyder det fra Karin Dinsen. Det starter hos ledelsen. - Det er selvfølgelig ledelsens ansvar, at medarbejderne ikke bliver syge af at gå på arbejde. De skal hele tiden have en løbende dialog med medarbejderne. Vise, at deres dør står åben. Tale højt om det, hvis der er arbejdspres, organisationsændringer eller en ny reform, forklarer Karin Dinsen.
Dragør Nyt m.fl.
23-12-25
Her er årets mest læste debatindlæg på Altinget Arbejdsmarked
Beskæftigelsesreform, førtidspension og den danske model. Det er nogle af de emner, der har trukket allerflest læsere det forgangne år på Altinget Arbejdsmarked. Læs eller genlæs de fem mest læste indlæg her. KL, HK og Socialrådgiverforening om forsinket jobreform: Politikerne må udskyde deadline for besparelser. - Det vil især gå ud over den indsats, vi kan give til de mest udsatte borgere, når vi eksempelvis skal spare på indsatser til udsatte unge, mentorstøtte og håndholdt hjælp. Det betyder også, at vi skal sige farvel til rigtig mange kolleger, skriver Kasper Ejlertsen, Signe Færch og Steen Christiansen, der er henholdsvis næstformand HK Kommunal, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening og formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg
Altinget
19-12-25
Opgaven med førtidspension kræver penge til kommunerne
Det bliver en kæmpe opgave for de kommunale jobcentre at skulle genåbne 5.000 sager om førtidspension. Den opgave bliver pålagt kommuner og jobcentre, mens hele beskæftigelsesområdet er midt i en gigantisk sparerunde. Næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen siger, at det kan være meget fornuftigt at se på visse tilkendelser af førtidspension, men en så stor opgave kræver resurser. - Jeg har meget svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen uden tilførsel af økonomiske midler. Vi oplever lige nu massive fyringsrunder i jobcentrene, hvor opgaven med førtidspension hører under. Hvordan forestiller man sig, at der lige pludselig kan findes eller frigøres medarbejdere til at klare den nye opgave. Derfor er det nødvendigt, at regeringen tilfører tilstrækkeligt med resurser til opgaven, understreger Kasper Ejlertsen, of fortsætter: - Hvis implementeringen af den nye beskæftigelsesreform skal lykkes og komme bare nogenlunde i mål, må jobcentrene ikke presses yderligere. Medarbejderne er i forvejen ekstremt presset, så derfor bliver regeringen nødt til at sikre tilstrækkeligt med resurser til opgaven. Også, så vi sikrer medarbejdernes arbejdsmiljø.
Ritzau
18-12-25
HK Kommunal advarer mod AI som spareøvelse
Når sagsbehandlere og sundhedspersonale næste år møder nye AI-assistenter i deres arbejde, bliver det ikke nødvendigvis med mere tid og bedre service til borgerne. Det frygter HK Kommunal, der kritiserer regeringens nye AI-satsning for at være hastigt gennemført og økonomisk forfejlet. – Det her ligner en spareøvelse, og det er præcis sådan, man ikke må bruge kunstig intelligens. Vi risikerer, at man tager besparelsen før en eventuel gevinst er høstet, og før vi overhovedet har et system for, hvordan AI skal bruges ansvarligt, siger Lene Roed, formand for HK Kommunal. Regeringen, KL og Danske Regioner har besluttet at udrulle tre typer AI-løsninger, og samtidig skal der finansieres 266 millioner kroner allerede i 2026, og ambitionen er på sigt at spare op mod 30.000 årsværk. AI skal give borgerne bedre service og sikre deres retssikkerhed, men det kræver, at de ansatte, der skal bruge teknologien, bliver taget med fra begyndelsen. – Det tager tid at spare tid, og derfor er vi bekymrede for en for hastig udrulning, hvor medarbejderne ikke involveres i tilstrækkelig grad. Der er risiko for fejl og dårligere service for borgerne. Det kan ende med en bristet drøm, understreger Lene Roed.
Ritzau, Nordjyske, Sjællandske m.fl.
16-12-24
Kommunale HK’ere ønsker fleksibilitet og mere løn
- Vi skal tilrettelægge arbejdet mere smidigt, så det passer til den enkeltes livssituation. Den fleksibilitet og bedre muligheder for individuelle valg er en forudsætning for, at ikke mindst HK’erne fortsat kan levere ydelser af høj kvalitet i velfærdens maskinrum. Sådan lyder det fra Lene Roed, formand for HK Kommunal, på dagen, hvor der udveksles overenskomstkrav med arbejdsgiverne i KL og Danske Regioner. Højt arbejdspres kombineret med fortsatte nedskæringer gør det ifølge HK Kommunals formand bydende nødvendigt, at medarbejderne opnår bedre balance mellem arbejde og fritid. En fritvalgsordning er ifølge Lene Roed en væsentlig del af den fleksibilitet. En fortsat genopretning af reallønnen er det andet hovedkrav fra HK Kommunal. - Vi skal have forbedret reallønnen for alle. Ikke mindst set i lyset af de stigende fødevarepriser, siger Lene Roed. HK Kommunals formand er ikke i tvivl om, at HK’erne skal anerkendes med synlige resultater for deres helt afgørende bidrag til den kommunale velfærd. - Jeg vil gøre mit yderste for, at HK’ernes betydning og værdi for den kommunale og regionale velfærd bliver afspejlet i nogle håndfaste forbedringer på flere niveauer, siger hun.
Ritzau m.fl.
16-12-25
Mød topforhandlerne, der skal lægge arm ved OK26
Der er flere førstegangsforhandlere ved overenskomstforhandlingerne denne gang, og de står hver især med flere udfordringer - både med deres egne medlemsorganisationer og med deres politiske arbejdsgivere i staten, regionerne og kommunerne. Lene Roed, formand for HK Kommunal og næstformand i FF: I HK kæmper formanden for at få mest muligt ud til lokal lønforhandling og vil argumentere for, at der ikke skal være yderligere "skævdeling" og særpuljer i lønkronerne på det centrale forhandlingsbord. Her risikerer HK'erne nemlig at blive overset til fordel for SOSU'er, som i kommunernes statistikker er dem, der er mest mangel på.
Altinget
12-12-25
Kun to stemmer sikrede Mie Albrecht plads i byrådet
Det var tæt på. Kun to stemmer gjorde forskellen, da 43-årige Mie Albrecht fra Liberal Alliance sikrede sig en plads i kommunalbestyrelsen. Mie Albrecht arbejder til daglig som HK’er i Holbæk Kommunes jobcenter og kender dermed det kommunale system på nært hold. Hun bor i Svinninge og har i flere år været aktiv i baglandet i Liberal Alliance Holbæk/Odsherred. Med baggrund i beskæftigelsesområdet er det ikke tilfældigt, at Mie Albrecht allerede har én mærkesag klar. Jobcentrene i Danmark står nemlig foran en større forandring, når beskæftigelsesreformen træder i kraft i 2026, og i Holbæk har man allerede sparet 22 millioner kroner ved at afskedige medarbejdere. Mie Albrecht mener, at processen i jobcentret kræver omtanke og at noget skal gøres anderledes, end man gør nu. - Der burde være bedre tid til sagsbehandlingen. Det er et område, jeg vil grave mig mere ned i, siger hun. Hun mener, at hendes erfaring fra den virkelige verden i kommunen giver hende en realistisk forståelse af, hvor skoen trykker.
Sjællandske m.fl.
08-12-25
Stop besparelserne på administration – de rammer patienterne
Debatindlæg af Nathali Degn, formand SAL & Gitte Jul Gilbert, FTR for HK Kommunal Østjylland på Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital m.fl. Region Midtjylland står midt i en historisk omstilling af sundhedsvæsenet. Det kræver udvikling, nye metoder og nye kompetencer - ikke færre hænder. Alligevel er der igen lagt op til at spare på administrationen. Vi risikerer, at de gode intentioner bliver sat over styr. Administration er fundamentet i et velfungerende sundhedsvæsen. Når der skæres i de administrative funktioner, forsvinder opgaverne ikke. De lander bare hos andre. Og så er det pludselig en læge, der må bruge aftenen på at booke operationer eller koordinere scanningssvar. For blot to år siden forsvandt 15-20 procent af de administrative medarbejdere i hospitalsstabene. Det har haft konsekvenser for både kvaliteten, tempoet og arbejdsmiljøet. Vi opfordrer derfor de nyvalgte politikere i Region Midtjylland til at prioritere de administrative funktioner, som får hele maskinen til at køre. Hver gang man sparer en administrativ medarbejder væk, bliver der mindre tid til patienterne, større risiko for fejl og et dårligere arbejdsmiljø for alle. Det er ikke udvikling. Det er afvikling. Og det har ingen af os fortjent.
Århus Stiftstidende
01-12-25
AI er et redskab for mennesker – ikke en mirakelløsning
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal. Hvordan påvirker AI borgerne? Hvad betyder AI for de medarbejdere, der skal bruge den nye teknologi til gavn for rigtige mennesker og virksomheder? Sandheden er: AI er ikke en mirakelløsning. Det er et redskab. Og et redskab virker kun, hvis vi sætter mennesket først. Hurtige løsninger skaber fejl, ekstraarbejde og utryghed. HK Kommunal har vedtaget fem pejlemærker for ansvarlig brug af AI. De handler om gennemsigtighed, kvalitet, tillid, kompetencer og inddragelse. Helt centralt står borgernes retssikkerhed. Skal vi sammen lykkes med at anvende AI på en værdiskabende måde kræver det, at ledelsen sætter en tydelig ramme, og at medarbejdere bliver tæt involveret. Århus Kommune er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan sætte mennesket og de menneskelige værdier sættes i centrum. Hvis AI skal skabe værdi, kræver det medarbejdere, der er klædt ordentligt på. Det kræver tid til at lære, drøfte etik og indarbejde nye arbejdsgange. AI kan blive en stor gevinst for både borgere og medarbejdere. Men kun hvis vi insisterer på, at teknologien skal tjene mennesket og ikke omvendt. Vores velfærd er bygget på tillid, faglighed og nærvær. Det kan ingen algoritme erstatte.
Avisen Danmark, Helsingør Dagblad, Aarhus Stiftstidende m.fl.
29-11-25
Fyringsrunden er overstået - kun seks fyret i jobcenter
Fyringsrunden i Holbæk Kommunes jobcenter er nu gennemført. Seks medarbejdere har modtaget en fyreseddel, mens otte andre enten har indgået frivillige fratrædelsesordninger. Desuden er seks vakante stillinger nedlagt. Fyringsrunden er led i kommunens plan om at spare 22 millioner kroner forud for den beskæftigelsesreform. Michael Rosenberg, formand for HK Kommunal Sjælland, kritiserede tidligere kommunens beslutning om at gennemføre fyringer allerede nu. Michael Rosenberg har nu ros til kommunen for den måde fyringsrunden blev gennemført på. - Man har formået at gøre det på en ordentlig måde og har haft tillidsrepræsentanterne fuldt inddraget. De afskedigede medarbejdere skal nu igennem en partshøring, og vi er med i hele den proces, siger han og tilføjer, at der også er opmærksomhed omkring, at det har været en hård proces. - Der er stadig opgaver, der skal løses, men en fyringsrunde sætter sine spor også blandt de tilbageværende medarbejdere, siger han. At den politiske behandling af sagen går i gang efter årsskiftet, mener Michael Rosenberg er positivt, både for borgere og medarbejdere, som skal vide i hvilken retning, man vil gå. - Jeg er glad for at de har lyttet til kritikken, siger han.
Sjællandske m.fl.
28-11-25
Hver 4. ung bliver væk fra tandbehandling
HK Kommunals tal fra en række kommunale tandklinikker viser, at cirka hver fjerde ung mellem 18 og 21 år udebliver fra deres aftale i tandplejen. HK Kommunal vil derfor have undersøgt, hvorfor det er tilfældet. - Udeblivelser er et stort problem. Det er spild af resurser, giver et øget pres på tider, ekstra arbejde og ikke mindst går det ud over tandsundheden hos en gruppe, som Folketinget netop skulle sikres gratis tandbehandling, siger Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal. De tre års erfaringer tyder på, at det ikke primært handler om økonomi hos den unge, men glemsomhed, information og at få kontakt til den unge. Kasper Ejlertsen peger på tre nødvendige initiativer. For det første bør myndigheder have lovmæssig mulighed for at kontakte forældre som påmindelse eller for at sikre, at sms-/kontaktoplysningerne er korrekte. For det andet er der brug for at indsamle viden om de unges adfærd, motivation og barrierer. For det tredje vil skal der sammen med de unge skabes en fælles forståelse af årsager og løsninger. HK Kommunal afholder konference for cirka 600 tandklinikassistenter d. 27.-28. november på Nyborg Strand.
Ritzau, Randers i Dag m.fl.
27-11-25