Fra uge 33 til og med uge 38 åbner HK Kommunal igen den digitale platform, der tidligere blev brugt i forbindelse med OK26. Denne gang skal platformen bruges til at samle erfaringer og skabe dialog om AI i hverdagen på kommunale og regionale arbejdspladser.

Derfor søger HK Kommunal tillidsvalgte, der har lyst til at være AI-ambassadører i projektperioden.

Del erfaringer fra hverdagen

Formålet med projektet er at skabe et trygt og anerkendende fællesskab, hvor medlemmer og tillidsvalgte kan dele erfaringer med AI. Det kan både handle om det, der fungerer godt, det, der er svært, og de dilemmaer, der kan opstå, når AI bliver en del af arbejdsdagen.

Som AI-ambassadør er din opgave at bidrage til aktivitet og dialog på platformen. Det kan du gøre ved at dele egne erfaringer, refleksioner eller eksempler fra hverdagen.

Du må også gerne hjælpe med at sprede kendskabet til platformen blandt kolleger og andre tillidsvalgte.

Du behøver ikke være AI-ekspert

Det kræver ikke særlige tekniske forudsætninger eller ekspertviden om AI at være med. Det vigtigste er, at du har lyst til at deltage i dialogen og dele erfaringer fra praksis.

HK Kommunal følger med på platformen undervejs, og fagpersoner fra HK svarer efter bedste evne på de spørgsmål, der kommer ind. Derudover er platformen åben for debat mellem medlemmer og tillidsvalgte om AI i arbejdslivet.

Vil du være med?

Hvis du vil høre mere om projektet eller gerne vil deltage som AI-ambassadør, kan du sende en mail til:

Lisbeth Eriksen Storm: Lisbeth.Eriksen.Storm@hk.dk

Lisbeth Barkholt Hansen: Lisbeth.Barkholt.Hansen@hk.dk

Güler Celik: Guler.Celik@hk.dk