To dygtige elever er blevet hædret med Fagprøveprisen 2026. Prisen går til elever, der har afsluttet deres uddannelse med en særlig flot fagprøve.

I år gik førstepladserne til Magnus Strøm Pedersen fra Magasin du Nord på Kgs. Nytorv på detailhandelsuddannelsen og Line Marie Abildskou Jensen fra REMA Distribution Danmark A/S på handelsuddannelsen.

HK Handels formand, Mette Høgh, var med til at overrække priserne:

- Det har været fantastisk at være med til at hylde så talentfulde og hårdtarbejdende elever. Dem kan vi i Danmark og i handelsbranchen være meget stolte af, siger Mette Høgh.

Danmark er en stærk handelsnation

Fagprøveprisen uddeles af Dansk Erhverv, HK Handel og HK Privat og sætter fokus på betydningen af erhvervsuddannelserne inden for detail og handel – og på det store arbejde og engagement, eleverne lægger i deres fagprøver.

For Danmark er en stærk handelsnation, og derfor er der også brug for dygtige faglærte, der kan være med til at udvikle branchen.

- Vi har brug for dem, der vælger en faglært vej inden for handel, og som kommer med nye idéer, engagement og lysten til at være med til at udvikle vores branche. Det er Line og Magnus rigtig gode eksempler på, siger Mette Høgh.

Stort tillykke til Magnus og Line – og til alle årets nominerede!