Arbejdsmiljø

Krænkelser og corona

To emner fyldte for alvor på arbejdsmiljødagsordenen i 2020. Det ene var hjemmearbejde, som mange blev opfordret til eller direkte pålagt på grund af coronasituationen. Det andet var, at der med en genopblusset metoo-debat for alvor blev sat fokus på sexisme og seksuelle krænkelser.

"Det er en kulturændring, vi er gået i gang med, og det stopper ikke her. Vi VIL have en tryg arbejds­plads," fortæller Charlotte Thusholt, tillidsrepræsentant på Børsen. Foto: Carsten Snejbjerg.

Tillidsrepræsentant Charlotte Thusholt var i slutningen af 2020 med til at udforme Børsens første chikanepolitik. Over otte punkter fastslås det nu sort på hvidt, at Børsen skal være en tryg arbejdsplads for alle. 

Ingen skal udsættes for seksuel chikane. Hvis nogen bliver krænket, er der flere steder, de kan henvende sig. Seksuel chikane kan medføre alvorlige konsekvenser for krænkeren.

Sofie Linde-effekten

Charlotte Thusholt er tillidsrepræsentant for de kommercielle medarbejdere og chefkonsulent i annonceafdelingen, og hun fortæller her, hvordan seksuel chikane kom på dagsordenen på Børsen:

- Vi startede samme sted som mange andre, nemlig med Sofie Lindes tale, fortæller hun med henvisning til Lindes famøse tale ved Zulu Awards i august 2020 om en ”stor tv-kanon” i DR, som under en julefrokost havde truet med at smadre Lindes karriere, med mindre hun fulgte med ham ud på toilettet for at ”sutte pik”.

- Det blev hurtigt ret tydeligt, at det stod slemt til i mediebranchen, og hos os var Bjarne Corydon (Børsens adm. direktør og chefredaktør) selv med til at tage de her initiativer. Han indkaldte arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og vores personaledirektør til et debatmøde, hvor vi drøftede, hvordan vi håndterer situationen, og hvad vi rent praktisk skal sætte i værk, fortæller Charlotte.

Trygt hos tillidsrepræsentanten

Det første håndgribelige resultat af flere drøftelser hen over efteråret er chikanepolitikken, som landede i medarbejdernes indbakke kort før jul. Den følger mediebranchens nylige kodeks mod seksuelle krænkelser og har været grundigt debatteret mellem tillidsvalgte og ledere på Børsen.

- Vi diskuterede blandt andet, om vi kunne definere, hvor grænsen går. Men det er utrolig svært at lave en præcis liste over, hvad der kan være krænkende. Det afhænger af mange faktorer. Det er debatten, der er det vigtigste, siger Charlotte.

Chikanepolitikken er kun første skridt i kampen mod krænkelser. "Det er en kulturændring, vi er gået i gang med," siger Charlotte.

Hun er nu selv blevet officiel kontaktperson for kollegaer, der ønsker at tale om seksuel chikane eller sexisme (man kan også vælge at gå direkte til personaledirektøren). En rolle, Charlotte som tillidsrepræsentant finder helt naturlig:

- Jeg oplever, at vi i forvejen havde fået skabt det her fortrolige rum, hvor man kan komme til sin tillidsrepræsentant med fortrolige ting. Nogle gange bare for at tale om dem, andre gange fordi vi skal tage den videre. Jeg kan ikke rigtig forestille mig, hvor man kan gå hen på samme måde. Det er jo fuldstændig konsekvensløst at gå ind til sin tillidsrepræsentant, mens det godt kan føles lidt anderledes med en leder, siger hun og tilføjer, at muligheden naturligvis omfatter alle kollegaer og parter:

- Det gælder bestemt også den, der bliver anklaget for at krænke nogen. Den vinkel synes jeg er vigtig at have med, hvis vi skal have en tryg arbejdsplads.

Synligt i hverdagen

Charlotte har allerede flere næste skridt i tankerne: 

- Jeg er nyvalgt formand for vores personaleforening. På vores næste bestyrelsesmøde skal vi drøfte, hvordan vi kan sætte fokus på at synliggøre de nye tiltag. Jeg har også tænkt mig at tale med vores arbejdsmiljørepræsentant om, hvordan vi kan få mere fokus på det og gøre det synligt i hverdagen, siger hun.

- Desuden har både lederne og de tillidsvalgte forpligtet sig til løbende at opdatere vores viden på området. Det er en kulturændring, vi er gået i gang med, og det stopper ikke her. Vi VIL have en tryg arbejdsplads. 

VIL DU VIDE MERE?

 
Tryk HER for at læse IMI-bladets metoo-interview med HK Privat-næstformand Anja C Jensen.

Et andet emne, der prægede arbejdsmiljødebatten i 2020, er hjemmearbejde. Rent lavpraktisk døjede mange med dårlige fysiske rammer, når hævesænkeborde og 24" dobbeltskærme blev udskiftet med en bærbar computer på spisebordet. Men der var også en mere overordnet problematik på spil - en problematik som vi langt fra er færdige med endnu.

Afdelingsformand Peter Jacques Jensen berørte hjemmearbejdslivets potentielt dyrekøbte frihedsdimension med følgende ord i IMI-bladet:

"Sagen er den, at den større indflydelse på arbejdsdagen og den bedre balance i arbejdslivet kan blive erstattet af en virkelighed, hvor det hele bare flyder sammen. Hvilket bærer frisk brænde til et bål, vi har set på længe, nemlig de manglende rammer om arbejdstiden for privatansatte funktionærer.

Fører øget brug af hjemmearbejdspladserne til en de facto indførelse af jobløn for alle? Bliver presset for at løse stadig flere opgaver større, når din chef ikke kan se, hvis du er presset?

Lægger man de spørgsmål til nogle kolossale huller i forhold til indretningen af hjemmearbejdspladser, til fraværet af den kreativitet, innovation og udvikling, som fællesskaber er forudsætningen for, og til det store sociale hul, vi alle får i vores hverdag, så er der grund til at stille flere og større krav i forbindelse med at arbejde hjemme.

I vores fagforening vil vi derfor i den kommende tid arbejde for, at der hurtigt bliver udviklet nogle svar på mange af de spørgsmål, vi går rundt med. For det at arbejde hjemme går ikke væk igen, når vaccinen mod COVID-19 er klar."