HK Privat-næstformand Anja C. Jensen synes, HK selv skal blive bedre til at føre sager i stedet for at indgå forlig. Foto: Lisbeth Holten

En af de mest markante stemmer i de seneste måneders debat om seksuel chikane og sexisme tilhører Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat. I en lang række medier og i stor stil på sociale medier har hun kommenteret og kvalificeret debatten, som for alvor blussede op i Danmark i sensommeren 2020.

IMI-bladet mødte Anja i december for at blive klogere på, hvordan hun ser på den rolle, HK Privats tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter spiller. Men inden vi kommer til spørgsmålene, er det vigtigt med en understregning:

Det er alles opgave, men ledelsens ansvar at stoppe seksuel chikane på arbejdspladserne.

Faktisk mener HK Privat, det bør være obligatorisk med nedskrevne retningslinjer ift. seksuel chikane. Og at det bør få konsekvenser for arbejdsgivere, som forsømmer deres lovbestemte forebyggelsespligt og ikke varetager deres ansvar. 

Lad os få nogle snakke

Med det på plads spurgte vi Anja:

Hvordan ser du tillidsrepræsentanternes og arbejdsmiljørepræsentanternes rolle i denne debat?
Deres fornemste rolle er at være mellemmand, så de er en adgangsvej fra medarbejder til ledelse. Det er en opgave, vi ved, de behandler varsomt. Opad mod ledelsen skal de medvirke til og lægge pres på, for at der laves retningslinjer. De skal også åbne ledelsens øjne for, hvad der foregår i de enkelte afdelinger eller i de hjørner, hvor ledelsen ikke nødvendigvis kigger. Så de skal være bærere af viden. 

Hvordan så i forhold til kollegaerne?
De skal være dem, der passer på deres kollegaer. Både dem, der risikerer at blive udsat for noget uønsket, og dem, der ikke helt ved, hvordan de skal opføre sig. Som måske bliver forvirrede og tænker, ”nu tør jeg aldrig sige noget mere, for det må vi jo ikke”. Lad os få nogle snakke!

Hvordan griber man det an?
Helt lavpraktisk kan man for eksempel aftale at bruge de dialogkort, HK har været med til at udvikle. Så står der for eksempel: ”En kollega giver konsekvent personer på arbejdspladsen elevatorblikket. Hvad vil du tænke/sige/gøre?”. Der er jo stor forskel på, hvordan man ser på tingene, og hvad man vil acceptere. Derfor er det et rigtig godt udgangspunkt at få nogle snakke på arbejdspladsen, hvor man får øjnene op for, at vores grænser er forskellige. Og hvor man kan tale om, hvordan der bliver plads til os alle sammen. 

Vigtigt at betrygge

HK’s tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter spiller en vigtig rolle i forhold til at få de snakke?
Ja, helt vildt! Der er simpelthen så meget tabu og skam og skyld i det her, og min påstand er, at disse ting simpelthen skal tales i stykker. Jo mere vi taler om det, jo større er chancen for, at vi faktisk kommer et sted hen, hvor vi kan tale fra tilnærmelsesvis samme udgangspunkt og få gjort op med tanker og fordomme.

Du har før nævnt, at forebyggelse er det vigtigste. Er det sådan noget her, du tænker på?
Ja, forebyggelse i form af dialog. Men det første, man skal gøre, er at lave nogle retningslinjer. Det hjælper at skrive noget ned. I alle de sager, jeg har kigget på – alle som én – siger den krænkede: ”Hvis bare der havde stået et eller andet sted, at det her ikke var i orden. Så havde jeg noget opbakning. Så vidste jeg, personen havde gjort noget forkert.”

Man skal kunne blive betrygget i, at noget er galt, i stedet for blot at føle det?
Præcis! Man skal i hvert fald vide, at det ikke kun er dig selv, der synes det. Det giver en tryghed og måske også et mod til at gå videre med det.

Færre forlig fremover

Hvordan ville du selv tage fat på problematikken ude på en arbejdsplads?
Hvis jeg var tillidsrepræsentant, ville jeg sørge for, at mine kollegaer vidste, at det her var noget, jeg var med til at tage mig af, og at de altid kunne komme til mig. Jeg ville følge op, så det ikke bare er en ”min dør er altid åben”. Jeg ville sørge for at komme omkring på arbejdspladsen og tale med mine kollegaer. Derudover for eksempel sige, at jeg har åbent kontor hver torsdag morgen, og der sidder jeg klar til at diskutere med jer. Både jer, der synes, det er noget pjat, og jer, der har noget, de gerne vil tale om. I denne tid, hvor det er et hot issue, og alle taler om det, synes jeg, man er nødt til at gribe momentum. Meget af det her ligger under overfladen. Og der bliver det liggende, indtil nogen piller det op.

Hvordan ser du på ansvaret hos alle os helt almindelige kollegaer? 
Jeg tror, der ligger et stort ansvar hos os alle. De passive tilskuere, som ved, at noget ikke er helt, som det burde være. Og selv man ikke er tillidsvalgt, kan man jo godt være meningsdanner i virksomheden. Har man den rolle, ved man det også selv, og det synes jeg, man skal tage meget alvorligt. Og så skal man, hvis man oplever noget, sige fra på kollegaens vegne. For den, som oplever noget, kan have svært ved selv at sige fra. Husk, at du også har et ansvar for det, der foregår for næsen af dig.

Hvis vi ser på HK’s ansvar, så har vi historisk set været med til at lave en del lukkede forlig i chikanesager. Typisk af hensyn til den krænkede part, som ikke orker mere og vil have sagen lukket. Hvad tænker du om det?
Der skal være rigtig gode grunde til at lave et forlig. Jeg kunne godt tænke mig, at vi førte flere sager og indgik færre forlig. Vi skal indgå et forlig, hvis det er det helt rigtige for medlemmet. Særligt hvis man får penge nok, kan det i nogle sager være den bedste løsning, når medlemmet er meget kraftigt berørt. For selv om det overhovedet ikke handler om penge, så bliver pengene et symbol på anerkendelsen af det, du har været udsat for. 

Hvorfor er det historisk set ofte endt med forlig? 
Jeg tror, at vi nogle gange indgår forlig af misforstået hensyntagen til medlemmet. Vi skal altid passe på vores medlemmer, det er vores vigtigste opgave. Men nogle gange kan det også være at passe på medlemmet at sige: ” Kom, jeg har dig, jeg tager dig i hånden, og jeg følger dig hele vejen. For jeg synes, vi skal føre den her sag. Jeg synes ikke, de skal slippe af sted med det her.” Endelig vil jeg sige, at når der indgås forlig, så skal man måske lave klausuler om anonymitet i stedet for fortrolighed. For det er utrolig vigtigt, at medlemmet bærer retten til sin egen historie.