Vi er gået ind i november, og den mørke tid er tilbage. Også Corona er vendt tilbage med ny styrke i vores hverdag og bevidsthed. Ikke mindst efter sidste fredag, hvor vi var mange, der sad og fulgte med ude i stuerne, da landets statsminister havde indkaldt til pressemøde.

Efter forårets nedlukning af Danmark og en coronakrise, som vi i Danmark klarede os fornuftigt igennem, var vi nok en del, der havde fortrængt Corona lidt og fået en mere fri og let tilgang under sommeren. Måske lidt for let?

Fredag ramte virkeligheden os igen, og vi kunne lytte til de nye tiltag. Nye tiltag, der blandt andet betyder, at alle skal bruge mundbind eller visir i det offentlige rum, herunder også i detailhandlen. Det gælder både ansatte og kunder.

De foreløbige meldinger fra en del af vores medlemmer, der arbejder i detailhandlen, er, at de fleste kunder husker det og efterlever det. Så der er ikke de helt store konflikter på det område.

De fortæller dog også, at der stadig er folk, der handler ind flere sammen. Det til trods for, at der opfordres til, at man kun handler ind én person pr. husstand.

Det kan vi alle gøre bedre. Vi skal huske på, at størsteparten af HK Handels medlemmer har fra dag ét af coronakrisen gået trofast og loyalt på arbejde hver dag, hvad enten de har arbejde i detailhandlen, på kontorerne eller på ét af de mange lagere, der leverer varerne til butikkerne. Så de er hverdagens helte, der er med til at sikre, at du og jeg har kunne købe det, vi behøver. Vi skal passe på dem og hinanden.

Sommeren er slut, situationen er alvorlig, og vi må alle tage os selv i nakken igen.

I HK Handel har vi på vores hjemmeside en helt særlig side, der omhandler mange af de spørgsmål, som medlemmer har om Corona. Tjek den ud lige her! Lige som du skal huske på, at har du spørgsmål eller problemer, så er vi stadig blot et telefonopkald væk. Vi er altid klar til, at hjælpe dig og dine kollegaer i jeres arbejdsliv