Seks procent færre elever fra grundskolen har søgt ind på en erhvervsuddannelse sammenlignet med sidste år. Dermed er det nu under hver femte fra grundskolen, som vælger en faglært uddannelse.
Tallet burde give anledning til, at de personer i samfundet, der har stor indflydelse på de unges valg af uddannelse – nemlig mor, læreren i grundskolen og politikerne – alvorligt begynder at overveje, om gymnasiet nu også er det rigtige valg for lille Ella og William.
En tilbagegang i søgningen til erhvervsuddannelserne er det sidste, vi har brug for.
Dygtige faglærte er essentielle for dansk erhvervsliv og vækst og ikke mindst den grønne omstilling.
De unges valg af uddannelse får en helt afgørende betydning for, at vi når de ambitiøse mål, vi har sat os i Danmark – og her spiller både håndværkere og HK'ere en helt central rolle.
Men det kræver, at vi har et attraktivt uddannelsestilbud til dem. Og, at vi får gjort op med vanetænkningen omkring gymnasie og universitet, som de mest ”naturlige” valg.
For er de nu også det?
Der er en talemåde, der hedder: Vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden – den, skulle vi, måske tænke lidt over. Vælger vi alle at gå i samme retning, når det gælder uddannelsesvalg, så kommer der i fremtiden til at mangle medarbejdere inden for en række vigtige fag.
Måske der er et alternativ til gymnasiet – og måske vi skulle begynde at tale det alternativ op – kære mor, lærer og politiker.