Brikker på bord med tegning af medarbejdere, hvoraf nogle er ramt af rødt lyn som et billede på stress

 

Stress udgør et stigende problem for folkesundheden, og det ser ud til, at endnu flere danskere i 2024 vil blive ramt af stress.

 

Det forudser de store pensionsselskaber, som har registreret en stigning i antallet af danskere, som er stressede og overbelastede, og som gør brug af forsikringer for tabt erhvervsevne.

 

I HK MidtVest møder vi mange medlemmer, der bliver ramt af stress med store konsekvenser. Der er tale om medlemmer i alle sektorer af HK, både Kommunal, Stat, Handel og Privat.

 

Jeg husker blandt andet Peter, der som produktionsleder i en stor privat virksomhed fik stress.

 

Stressen kunne ses som pletter i hans hjerne. Og han fik diagnosen præsenil dement og blev først fleksjobber og som kun 57-årig førtidspensionist, fordi han på grund af eftervirkningerne af stressforløbet ikke kunne arbejde mere.

 

Stress koster ufatteligt dyrt – både i menneskelige omkostninger for de stressramte og deres nærmeste men også samfundsøkonomisk.

 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har regnet ud, at stress koster danske arbejdspladser mindst 16,4 mia. kroner årligt i tabt produktion. Dertil kommer en regning til samfundet i form af udgifter til sundhedsvæsenet og udbetaling af overførselsindkomster som førtidspension og sygedagpenge.

 

Skal vi gøre op med stressen – ja, så kræver det samarbejde.

 

I HK mener vi, det er nødvendigt med en national handlingsplan, der sætter stress og det bæredygtige arbejdsliv på dagsordenen.

 

Indsatsen skal være med til at sikre et bedre samarbejde på tværs af blandt andet arbejdsgivere, fagbevægelsen, sundhedsvæsen og politikere – både før, under og efter et stressforløb.

 

Planen skal blandt andet indeholde krav om, at alle arbejdspladser har en stresspolitik, så alle medarbejdere ved, hvordan de kan få hjælp, når de oplever tegn på stress. Lederne skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø, så de kan forebygge stress og tage hånd om deres medarbejdere, når det brænder på. Der skal være bedre muligheder for kompensation for psykisk arbejdsskade. Og der skal flere penge til de arbejdsmedicinske klinikker.

Lad os sætte det bæredygtige arbejdsliv højt på dagsordenen og som en prioriteret indsats på finansloven, så stresskurven kan knækkes.

 

Mød Peter, der fik stress og blev førtidspensionist

Artiklen er opdateret 29. januar 2024

Du får gode råd og faglig hjælp – når du er i job

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.