Derfor sad de stolte som to riddere på den samme hvide hest, da de forleden holdt pressemøde og præsenterede deres alternative sparekatalog, hvor de store besparelser er flyttet til det administrative lag.
Susanne Crawley talte om at flytte besparelserne fra det, hun kaldte de ”børnenære” områder. TV2/Fyn citerer hende for at have sagt, at ”…hele øvelsen har gået ud på at tage besparelser væk fra de børnenære områder. Der hvor børn færdes til daglig; skoler, børnehaver, sundhedspleje og så videre. Det fyldte meget i det første forslag. Og så lægge besparelserne over nogle steder, hvor børnene ikke færdes til daglig”.
En anden øvelse har tydeligvis været at købe tid ved at udskyde de ubehagelige beslutninger og besparelser – eller rettere flytte dem til ledelse og administration.
På den måde bliver problemet da også flyttet væk fra den hverdag med børn og forældre, hvor besparelserne vil være allermest tydelige – og koste flest stemmer. Til gengæld overser mange den kobling mellem drift, hverdag og administration, der gør, at også det nye sparekatalog har den samme taber som det første: Børnene!
...når der er færre administrative medarbejdere, så er der kun endnu flere administrative opgaver, der skal udføres lokalt, ude på arbejdspladsen og af de medarbejdere, der ellers burde hellige sig deres primære opgave, nemlig børnene.
For jo mere, man stækker, svækker og stresser de såkaldte ”kolde hænder”, desto mere påvirker det også de ”varme hænders” mulighed for at være effektive og være der mest for børnene. For når der er færre administrative medarbejdere, så er der kun endnu flere administrative opgaver, der skal udføres lokalt, ude på arbejdspladsen og af de medarbejdere, der ellers burde hellige sig deres primære opgave, nemlig børnene.
Så selvom besparelserne nu har fået en tur mere i rundkørslen, så er resultatet i sidste ende stadig det samme: Vi rammer vores institutioner hårdt og tvinger dem til at bruge deres ressourcer forkert, nemlig på administrative opgaver, som andre ellers er mere dedikerede og i øvrigt uddannede til.
Jeg siger: Bevar de ”kolde” hænder, så de ”varme” hænder kan forblive varme.
Børn- og ungeområdet er desværre ikke det eneste sted, hvor vi ser politikerne negligere betydningen af det dygtige administrative arbejde, der udføres i det kommunale system – og som bl.a. er med til at sikre både politikere og kolleger i en lang række funktioner mulighed for at udføre deres egne opgaver bedst muligt.
Jeg siger: Bevar de ”kolde” hænder, så de ”varme” hænder kan forblive varme.