Bevares, vi er nået langt, og der er heller ingen tvivl om, at kvinder og mænd er forskellige, men vi mangler stadig at gå nogle skridt, før vi har reel ligestilling, hvor vi behandles ens og har de samme rettigheder. Uanset køn. For det er naturligvis dér, vi skal hen!

Det gav en ganske symbolsk status på ligestillingen i Danmark, da der for nylig var debat og især tvivl om, hvorvidt en kvindelig fodbolddommer kunne ”gøre det lige så godt som en mandlig fodbolddommer”. Den slags krummer jeg tæer over, men debatten gjorde mig naturligvis nysgerrig. Derfor så jeg, hvad jeg ellers ikke plejer, en fodboldkamp på TV, så jeg kunne se, hvad al virakken gik ud på. Og lur mig: Man kunne hurtigt og ved selvsyn konstatere, at den kvindelige dommer både havde to arme, to ben, var iklædt fodbolddommertøj (bukser i øvrigt!) og selvfølgelig passede sit arbejde som dommer.

Og lur mig: Man kunne hurtigt og ved selvsyn konstatere, at den kvindelige dommer både havde to arme, to ben, var iklædt fodbolddommertøj (bukser i øvrigt!) og selvfølgelig passede sit arbejde som dommer.

På den lange bane: Udhulet pension

For at blive i sportssymbolikken, så har manglende ligestilling ikke kun betydning her og nu i forhold til løn, karriere og arbejdsmiljø. Det har også betydning på den lange bane. For eksempel i forhold til pension. For lønforskellen mellem kvinder og mænd vil udmønte sig i færre pensionskroner til kvinder end til mænd, selvom de har ret til at trække sig tilbage på samme tid. Kvinder vil ganske enkelt have færre pensionskroner til alderdommen.

En anden udfordring er, at så mange kvinder arbejder på halv- eller deltid. Det er også med til at udhule deres seniorøkonomi. Vi er nødt til at spørge os selv, hvornår halv- og deltid er et positivt tilvalg for kvinder, og hvornår det er et strukturproblem omkring de klassiske ”kvindefag”.

Er det blevet en dårlig vane for arbejdsgivere i disse fag at udbyde de små jobs, så mange kvinder i dag skal jagte rundt mellem to eller sågar tre jobs for at få det til at hænge økonomisk sammen? Hvorfor har vi stadig et kønsrollemønster, der holder kvinder mere ved hjemmeopgaverne, mens mænd trækker i de omtalte bukser og drager ud i verden til fuldtidsjobs med gode pensioner?

Hvorfor har vi stadig et kønsrollemønster, der holder kvinder mere ved hjemmeopgaverne, mens mænd trækker i de omtalte bukser og drager ud i verden til fuldtidsjobs med gode pensioner?

Ligestilling handler ikke kun om næste lønseddel

Jeg vil gerne understrege, at beslutningen om, hvorvidt man vil arbejde på deltid naturligvis ligger hos den enkelte – medmindre der er strukturer i samfundet, der hindrer et reelt frit valg? Det er dog mit håb, at vi får øjnene op for, at der heller ikke er ligestilling, når det gælder vores pensionsøkonomi, og kan vores velfærdssamfund være den forskel bekendt? For ligestilling handler ikke kun om her og nu – og om tallene på den næste lønseddel. Det handler også om en sikker senior-økonomi.

Statistisk set bliver der samtidig flere ældre kvinder end mænd, da den gennemsnitlige levealder for kvinder er højere, og det vil kun gøre de økonomiske pensionsudfordringer endnu større.

 

Working smarter – også i fremtiden

På overfladen har vi (noget, der ligner) ligestilling i Danmark, hvor kvinder også sagtens kan have magt-bukserne på. Kigger vi dog nærmere på tal og tendenser, så er der stadig et gender gap i Danmark på en række faktorer. Den forskel vil jeg gerne være med til at udligne, også når det gælder din og vores fremtidige (pensions)økonomi.

Kigger vi dog nærmere på tal og tendenser, så er der stadig et gender gap i Danmark på en række faktorer. Den forskel vil jeg gerne være med til at udligne, også når det gælder din og vores fremtidige (pensions)økonomi.

Vi skal samtidig som samfund passe på, at velfærds-filmen ikke knækker, når vi kigger lidt længere frem end 2019. For hvem har ikke hørt om det såkaldte ”demografiske træk” – med en stigning af børn, unge og ældre i de kommende år og årtier?

Her får vi brug for alle hænder for at få det hele til at hænge sammen. Ingen kan undværes, og flere bør have fuldtidsjobs, hvis de ønsker det. Uanset alder, køn og faggruppe. Det kræver, at vores politikere trækker i arbejdsbukserne og kigger på de livsfasepolitikker/strukturer, der stadig skaber (og fastholder) forskelle mellem kønnene.