Sammen om fremtiden

HK'erne varetager mange opgaver og bidrager på vidt forskellige måder til velfærden i Danmark. Her kan du møde 9 kolleger fra arbejdspladser rundt omkring i Danmark.

Dorrit er IT-konsulent i Region Nordjylland

"Jeg er nødvendig for velfærden for at sikre data, så vi er sikre på, at de data, der bliver sendt fra regionen, er valide og til gavn for borgere og regionen."

Karina er beskæftigelsesfaglig medarbejder i Viborg

"De unge mennesker, jeg forsøger at hjælpe i mit arbejde, er tit meget langt væk fra arbejdsmarkedet, når jeg møder dem første gang."

Louisa er lægesekretær på skadestuen på Sygehus Lillebælt

"Hvis vi ikke var her, ville opgaverne være ved lægerne og sygeplejerskerne, og det ville tage tid fra deres kerneopgaver, som jo er behandling af patienterne."

John er økonomikonsulent i Høje-Taastrup Kommune

"Uden økonomimedarbejdere ville det jo køre helt galt. Det ville være det samme som at have en bus uden chauffør."

Heidi er sundheds-IT-konsulent i Viborg

"Jeg har lavet flere digitale løsninger til hospitalet, bl.a. digitale blanketter, e-læring og løsninger, der benytter sig af kunstig intelligens."

Malene er klinikassistent i Nyborg

"Tandklinikassistenterne er nødvendige for velfærden, fordi vi spiller en vigtig rolle i at opretholde et effektivt sundhedssystem."

Pernille er socialformidler i København

"Vi gør en kæmpe forskel for borgerne til daglig på alle områder, hvor der er tale om svære sociale, komplekse problemstillinger.

Tonny er biblioteksmedarbejder i Roskilde

"Det gør mig stolt at kunne hjælpe borgerne, udvikle noget og sørge for at tingene kører i et flow"

Vibeke er leder af borgerservice i Aarhus Kommune

"Mine medarbejdere er forandringsparate, de ser muligheder, de hjælper borgerne rundt, de trækker på hinandens kompetencer. Det gør mig stolt, at de gør alt, hvad de kan for at løse opgaverne."

Sammen om fremtiden

Kongressen skal debattere HK'erne i fremtidens velfærd. Vi vil bl.a. se på, hvordan vi kan synliggøre det administrative arbejdes betydning for borgerne, hvilke konsekvenser besparelser på administrationen har, og hvordan kunstig intelligens vil påvirke fremtidens administrative arbejde.

Materialer under kongrestemaet

Oplæg fra professor Jacob Torfing: HK'erne i fremtidens velfærd og offentlige arbejdsmarked: Organisationens varme hænder?

Hvordan bliver flere HK'ere brugt bedst muligt til gavn for velfærden: Spilleplade

Bidragskompas: HK'ernes bidrag til velfærdssamfundet med ét ord

Afstemning: Det vigtigste kommunale og regionale arbejdspladser kan gøre

Hvilken handling vil du tage efter i dag?

 

Med temadrøftelsen på kongressen ønsker HK Kommunal, at det skal stå helt klart, at den administrative medarbejder/HK´eren spiller en afgørende rolle for, at vores velfærd kan fungere.
Her kan du læse om formål, overskrift, form & udbytte samt forslag til opvarmningen til kongrestemadrøftelserne, som sker på de forbedrende kongresformøder i afdelingerne.

Formålet med temadrøftelsen

Formålet med temadrøftelsen er at booste HK´ernes faglighed, skabe begejstring omkring den administrative faglighed og få viden om betydningen af det administrative arbejde i regioner og
kommuner. Dette gøres ved at vi engagerer kongressens deltagere i samtaler om HK´ernes afgørende betydning på fremtidens kommunale og regionale arbejdspladser og inspirere deltagerne til konkret handling for at fremme HK´ernes rolle.

Temadrøftelsens overskrift

HK´erne er nødvendige for fremtidens velfærd – sammen sætter vi fokus på betydningen af det administrative arbejde i kommuner og regioner.

Baggrund for temaet

I takt med et stigende fokus på administrationens rolle i kommuner og regioner samt kunstig intelligens betydning for opgaveløsningen, bliver det stadig vigtigere at forstå HK'ernes betydning i fremtidens velfærd. HK'erne har traditionelt spillet en central rolle i det administrative arbejde, men med tiden ser vi også andre faggrupper bidrage, herunder akademikere.

Det er afgørende at erkende, at velfærd og administration er gensidigt afhængige, og at den administrative medarbejder er afgørende for en velfungerende velfærd. Derfor er det nødvendigt at udfordre myter og fordomme om den offentlige administration og anerkende HK'ernes faglighed og betydning for at udvikle og sikre en effektiv og kvalitetssikker drift.

Afvikling af temadrøftelsen

Temadrøftelsen, der strækker sig over ca. 2,5 timer, er sammensat som en vekselvirkning mellem oplæg, debatter fra scenen og deltagerinvolvering. Oplæg, debat og indlæg leveres af Professor Jacob Torfing, repræsentanter fra HK Kommunals medlemmer gennem små videoklip, der spænder bredt over fagområderne i HK Kommunal.

Et panel bestående af de nye på arbejdsmarkedet som dækker over nyuddannede og studerende på det kommunale arbejdsmarked. I panelet har vi 3 repræsentanter med udgangspunkt i uddannelserne til: kontorelev, administrationsbachelor og sundhedsadministrativ koordinator. Undervejs i temadrøftelsen afvikler vi også en paneldebat med repræsentanter fra arbejdsgiversiden, hvor vi har KL (kommunerne) repræsenteret ved direktør Kristian Heunicke og Danske Regioner (regionerne) er repræsenteret ved lægefaglig direktør Helene Probst.

I løbet af temadrøftelsen vil der være løbende digital involvering og drøftelser ved bordene, hvor kongressens deltagere er placeret. Journalist Nynne Bjerre Christensen, som er moderator for temadrøftelsen og i samarbejde med DeltagerDanmark, vil styre drøftelserne fra scenen, mens bordformænd vil støtte processen, og refleksioner vil blive noteret på den personlig spilleplade undervejs.

Spillepladen er et arbejdsredskab, som understøtter dialogerne ved bordene. Samtidig fungerer den personlige spilleplade som en huskeliste til deltagernes vigtigste pointer og konklusioner fra dagen.

Borddrøftelserne vil have fokus på betydningen af den administrativ faglighed for velfærden og hvordan tillidsvalgte kan være med til at understøtte at så mange HK'ere som muligt bruges, hvor de kan gøre en afgørende forskel for velfærden i Danmark.

Sektorformand Lene Roed rammesætter og afslutter temadrøftelsen. Undervejs vises en række små videoklip af medlemmer, der på forskellig vis formidler budskabet om HK'ernes væsentlige bidrag til velfærden i Danmark.

Udbytte: Hvad håber vi på at få ud af temadrøftelsen?

Der lægges op til en handlingsorienteret dialog ved bordene i slutningen af temadrøftelsen. Med dette hjælpes deltagerne til at omsætte deres erkendelser fra dagen til handlinger, som de efterfølgende kan tage selv eller sammen med deres kolleger.

Opvarmning til kongrestemadrøftelserne sker på formøderne. Formålet med drøftelse og opgave er at varme op til de samtaler ved bordene, der en del af temadrøftelsen på kongressen, og at I indbyrdes deler erfaringer.Formålet med drøftelsen på formødet er altså ikke at nå frem til et fælles svar på spørgsmålene.

Vi synes, det er vigtigt at sætte scenen for spørgsmålet så deltagerne har en fælles forståelse af den brændende platform.

1a. HK’ernes arbejdsmarked er i forandring. Strømninger på det offentlige arbejdsmarked
resulterer i barrierer for, at flere HK’ere bruges bedst muligt.
Hvor på jeres arbejdspladser oplever I ”den brændende platform” og hvordan?

1b. Administration er afgørende i velfærden – hvornår synes I, at I bidrager til velfærden i
Danmark?

Hjemmeopgaven: stilles til deltagerne på formødet og beskrives på kongreshjemmesiden. 

2a. Forud for temadrøftelsen på kongressen opfordres hver enkelt delegerede til aktivt at søge en samtale med en kollega eller leder fra en anden faglig baggrund for at identificere og diskutere
udfordringerne, som ville opstå, hvis HK’erne ikke var til stede.
Som kongresdelegeret kan du for eksempel stille din kollega eller leder fra en anden faglig baggrund følgende spørgsmål:

  • Jeg skal til kongres i HK Kommunal i slutningen af maj, hvor vi skal tale om og fejre, det vi som HK’ere bidrager med på vores arbejdspladser. Jeg tænkte på, om du har lyst til at sætte et par ord på, hvad du oplever at HK’erne her hos os bidrager med?

Skriv meget gerne personens svar ned, og tag dine noter med til temadrøftelsen på kongressen.


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder