Indhold

A. Overenskomstrelaterede forslag
B. Organisationsforhold

 

A. Overenskomstrelaterede forslag

Forslag 0

HK Kommunals forbundssektorbestyrelse foreslår:
Overenskomstrelaterede kongresforslag, der vedtages, betragtes som øvrige indkomne overenskomstforslag. I konsekvens heraf behandles de - som alle senere indsendte forslag - i overensstemmelse med den procedure, der er beskrevet i køreplanen for overenskomstfornyelsen.

Motivering:
Et tilsvarende forslag er fremsat og vedtaget på samtlige HK/Kommunals forbundssektorkongresser siden 1992.
Baggrunden for forslaget er - og var - at HK/Kommunals forbundssektorbestyrelse er forhandlingsudvalg for den samlede overenskomstsituation. Det er derfor forbundssektorbestyrelsen, der har det samlede overblik over såvel de overenskomstforslag, der vedtages af forbundssektorkongressen, som de overenskomstforslag, der i henhold til overenskomstkøreplanen indsendes fra klubber og HK-afdelinger.
Med en vedtagelse af forslag 0 vil overenskomstforslag, der er fremsendt til behandling på forbundssektorkongressen som almindelige forslag, og som vedtages af kongressen, indgå i forbundssektorbestyrelsens samlede behandling/prioritering af overenskomstforslag sammen med de øvrige forslag, der i henhold til køreplanen indsendes efterfølgende. For ikke at begrænse grundlaget for denne samlede behandling, har forbundssektorbestyrelsen - under forudsætning af at forslag 0 vedtages - valgt at indstille alle overenskomstrelaterede forslag, hvis hovedsigte bestyrelsen er enig i, til vedtagelse. Kongressens debat om forslagene vil kun være vejledende for forbundssektorbestyrelsen ved kravsudtagelsen.

Forbundssektorbestyrelsens indstilling:

Forslaget indstilles til vedtagelse.

 

Forslag 1

HK Klubberne Randers Kommune foreslår:
Kompetencefonden
Adgang til Kompetencefonden skal kun være for medlemmer.

Motivering:
Medlemmer skal være de eneste, der kan hente kompetencemidler.
At ikke-medlemmer kan få alle overenskomstens aftaler, og de også kan komme på uddannelse for andres penge, er virkelig årsag til stor forargelse blandt medlemmer og kolleger.
Forslaget er stillet før, men HK bør se indad i forhold til, at medlemmer skal kunne se en forskel på at betale sit kontingent, og dem der ikke gør.

Forbundssektorbestyrelsens indstilling:

Det indstilles at forslaget trækkes eller forkastes.
HK Kommunals forbundssektorbestyrelse har forståelse og sympati for det fremsatte forslag. Forslaget lægger op til at HK Kommunal skal arbejde for overenskomst aftalte rettigheder der kun gælder for medlemmer. En offentlig arbejdsgiver, det være sig både kommuner og regioner, er imidlertid forpligtet af lighedsgrundsætningen og må ikke forskelsbehandle medmindre der er en saglig begrundelse. Det medfører blandt andet, at KL eller RLTN ikke må indgå aftale med HK Kommunal der stiller ikke-medlemmer ringere.
Det vil således i praksis være umuligt at gennemføre forslaget.
HK Kommunals tilgang er at varetage medlemmernes interesser og håndtere det organiserende arbejde på anden vis. Blandt andet ved at sikre inddragelse af organisationen/tillidsrepræsentanten når der f.eks. ansøges om midler fra kompetencefonden.
Tilbud og ydelser der alene kan benyttes af medlemmer, arbejder HK Kommunal løbende med at etablere i eget regi. Eksempler er lønforsikring og karrieretelefon.
Strategien for HK Kommunal er at udvikle og udbyde attraktive og unikke medlemsydelser der understøtter den kontinuerlige indsats med organisering.

 

B. Organisationsforhold

Forslag 2

HK Klubberne Randers Kommune foreslår:
Karens for udmeldelse af fagforeningen – minimumsmedlemsskab – således at man ikke bare kan melde sig ind f.eks. ved overenskomstfornyelsen og straks efter vedtagelse af overenskomsten kan melde sig ud med virkning fra næste 1.

Motivering:
Det virker demotiverende og usolidarisk for medlemmer, at ikke-medlemmer kan melde sig ind i HK og straks kan trække på faglig hjælp, når man er truet af konflikt eller andre omstændigheder, og man kan melde sig ud igen, når fx. overenskomsten er på plads, eller man har fået den hjælp, man havde brug for.
Mangeårige medlemmer føler sig til grin, og vi tænker, der måske også er en årsag her til det faldende medlemstal.
Risikoen for at flere vil bruge den mulighed er stor.
Særligt når der ingen konsekvens er.

Forbundssektorbestyrelsens indstilling:

Det indstilles at forslaget trækkes eller forkastes.
Forslag om ændring af reglerne for indmeldelse/udmeldelse af HK skal stilles på HK Danmarks kongres, der har kompetence til at behandle forslag og beslutte evt. ændringer vedrørende indmeldelse/udmeldelse.
Bestyrelsen er opmærksom på, at der er tillidsrepræsentanter, som oplever medlemmer, der kritiserer de nuværende regler for indmeldelse/udmeldelse af HK.
Erfaringerne viser imidlertid, at reglerne understøtter og giver nye medlemmer i forbindelse med blandt andet overenskomstforhandlingerne, hvor en stor andel af de nye medlemmer fastholder deres medlemskab i HK.
Bestyrelsen er derfor ikke enig i forslagets præmis om, at de nuværende regler medfører man melder sig ind, når man er truet af konflikt eller andre omstændigheder, og straks melder sig ud, når sagen eller problemet er løst.

HK Danmarks love om indmeldelse/udmeldelse

Reglerne vedrørende indmeldelse/udmeldelse fremgår af HK Danmarks love. Ved indmeldelse opnår medlemmer ret til gratis juridisk bistand, hvor tvisten er opstået efter 3 måneders betalende medlemskab. Ret til konfliktstøtte opnår medlemmer efter 1 måneds betalt medlemskab.
Udmeldelse af HK skal ske med en måneds varsel, til udgangen af den følgende måned.

 

Forslag 3

HK Klubberne Randers Kommune foreslår:
Supervision
Supervision til tillidsvalgte.

Motivering:
Der trækkes store veksler på de tillidsvalgte i forhold til psykisk arbejdsmiljø og løsning af opgaver. Medlemmer med personlige vanskeligheder kommer og læsser af, og de tillidsvalgte forsøger at hjælpe bedst muligt.
Muligheden for at kunne få supervision vil derfor være en stor hjælp.
Forslaget er ligeledes sendt som et overenskomstforslag, og det kunne måske komme under SPARKs opgaveportefølje.

Forbundssektorbestyrelsens indstilling:

Forslaget indstilles til vedtagelse med følgende justering. Hvis forslaget vedtages, vil HK Kommunal i den kommende kongresperiode gennemføre et udredningsarbejde for at undersøge de tillidsvalgtes behov for supervision.
Derudover vil HK Kommunal afdække hvilke former for støtte og ydelser, der allerede stilles til rådighed for de tillidsvalgte*, herunder afsøge andre (faglige) organisationers erfaringer med at tilbyde supervision og lignende til tillidsvalgte.
*Tillidsvalgte dækker over (Fælles-)tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.

Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder