Løn- og arbejdsforhold for de kommende tre år er nu på plads.

94,6 procent af HK Kommunals medlemmer har stemt ja til overenskomsten. Dermed har de givet massiv opbakning til overenskomstresultatet. Et resultat der blandt andet betyder, at reallønnen bliver sikret, at pensionerne stiger og at der er flere penge til efteruddannelse.

- I har givet os et stærkt mandat, og det er jeg meget glad for. Så 1000 tak til alle jer, der har stemt. Tak til medlemmer, til de lokale bestyrelser og ikke mindst tak til tillidsrepræsentanterne. Vi har opnået et godt resultat, der er bedre, end mange havde forestillet sig muligt i den her situation, hvor hele vores samfund har været udfordret, lyder det fra Lene Roed.

Købekraften sikret

Formanden peger især på, at det har været et kernepunkt at sikre reallønnen i den kommende overenskomstperiode.

- Jeg er overordnet særdeles tilfreds med, at vi har fået en sikkerhed for købekraften de næste tre år. Og det ser endda ud til, at der bliver tale om en lille forbedring. Da vi i efteråret spurgte jer om input til forhandlingerne, fik vi massive meldinger om, at det var vigtigt, at løn og pension skulle følge med udviklingen. Derfor har det været helt afgørende for mig, at vi på trods af coronakrisen kom igennem med kravet om en fornuftig lønudvikling, siger Lene Roed.

Stemmeafgivningen viser ifølge HK Kommunals formand også, at medlemmerne har vist uhyre stor ansvarlighed i en svær tid.

Stor opbakning

Stemmeprocenten og det massive ja giver ifølge Lene Roed overenskomstfornyelsen et helt særligt perspektiv.

- I en demokratisk organisation er det opbakningen fra medlemmerne, der i sidste ende giver vores aftaler værdi og vægt. Jeres opbakning giver legitimitet til hele aftalesystemet, siger Lene Roed.

- Vores dygtige og engagerede tillidsvalgte er grundpillen i vores faglige fællesskab. I har vist en kæmpe engagement i et meget særpræget OK21-forløb, og det afspejler sig også i resultatet af afstemningen. Så stor ros til jer for jeres gå-på-mod og kreativitet med at få udbredt overenskomstresultatet ude på arbejdspladserne og på hjemmekontorerne, lyder det fra formanden.

OK21

Det skal du  vide om aftalerne

Et af de vigtigste resultater af overenskomstforhandlingerne vil du kunne se, når du kigger på din lønseddel. Du får nemlig en højere løn. Der er generelle lønstigninger til alle på 5,02 procent i løbet af de næste tre år. Det er den periode, overenskomsten dækker. Og allerede i år får du en pæn del af lønstigningen. Den første lønstigning træder nemlig i kraft pr. 1. april 2021, og næste lønstigning kommer til oktober. 

Du kan finde alt om aftalerne på hk.dk/ok21.

7 facts

  • Generelle lønstigninger til alle på 5,02 procent
  • Reallønnen er sikret
  • Parallel lønudvikling med de private
  • Indsats for bedre psykisk arbejdsmiljø
  • Særlig fokus på seniorer
  • Du kan få 30.000 kroner fra Kompetencefonden hvert år
  • Penge til at sikre ligeløn og lavtløn
Vis mere