
Økonomiprofessor Torben M. Andersen fremlagde Lønstrukturkomitéens hovedkonklusioner på et pressemøde tirsdag 13. juni 2023. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (c)
Lene Roed, HK Kommunals formand, var hurtigt ude med sin umiddelbare reaktion, da Lønstrukturkomitéen i går fremlagde sine konklusioner efter to års arbejde med at udrede lønstrukturerne i den offentlige sektor.
- Midlerne til en trepart skal holdes uden for reguleringsordningen. Det vil være helt urimeligt, hvis nogle offentligt ansatte skal have mindre i løn, fordi andre grupper skal have et lønløft, sagde hun blandt andet i en pressemeddelelse og uddybede i en artikel.
En trepartsforhandling foregår mellem de tre centrale parter på arbejdsmarkedet: Arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagernes hovedorganisationer og regeringen. Regeringen har stillet en trepartsforhandling om løn og arbejdsvilkår i udsigt, som forventes at komme til efteråret. Overskriften i regeringsgrundlaget er ”Rekruttering”, og der er afsat en ramme på tre milliarder kroner. Lene Roed gør opmærksom på, at det vil få konsekvenser for lønudviklingen for alle offentligt ansatte, hvis rammebeløbet ikke holdes uden for reguleringsordningen.
Lønstrukturkomiteens rapport er ikke en facitliste over, hvem der får for meget eller for lidt i løn, ligesom den heller ikke kommer med anbefalinger i forhold til, om nogle grupper skal have et særligt lønløft.
Kommissoriet for den kommende trepart kendes endnu ikke, men det forventes, at Lønstrukturkomiteens rapport vil være en del af grundlaget, ligesom rapporten nok også vil spille en rolle i OK24.
Mere om rapporten til dig som TR
Afrapporteringen fra Lønstrukturkomiteen består af en hovedrapport, en række baggrundsrapporter og en interaktiv hjemmeside. Der indgår altså en lang række analyser. Her følger nogle nedslagspunkter og HK Kommunals vurderinger. De kan måske være gavnlige for dig at kende, hvis du som TR bidrager til debatter om lønstrukturen i det offentlige.
- Rapporten undersøger 50 personalegrupper i den offentlige sektor, bl.a. kontorpersonale, IT-medarbejdere, lægesekretærer, tandklinikassistenter og laboratorie og miljøpersonale.
- Løn afspejler mange forskellige forhold, der ikke alle er belyst i rapporten, bl.a. fordi de kan være vanskelige at opgøre korrekt. Der er derfor lagt vægt på tre faktorer: Ledelsesansvar, Erfaring og Uddannelse (LEU), som alle tre har en stor betydning for lønnens størrelse. I rapporten ses på personalegruppernes løn, når der er taget højde for de tre faktorer.
- Analyserne viser, at selvom ledelse, erfaring og uddannelse generelt betaler sig, så er der en tendens til, at grupper med en høj andel af kvinder ikke helt får den løn, man kunne forvente i betragtning af deres uddannelse, erfaring og ledelsesfunktioner. Det gælder også nogle af HK Kommunals faggrupper, nemlig lægesekretærer, tandklinikassistenter og laboratorie- og miljøpersonale. Og for stort set alle HK Kommunals grupper gælder, at der er en høj andel af kvinder.
- Analyserne peger også på en tendens til, at grupper, hvor de fleste er på fuld tid, og grupper, hvor der i høj grad er ansættelsesmuligheder i det private, tjener lidt mere end forventet på baggrund af de tre faktorer.
- De lønstrukturer, der oplistes i komitéens rapport, er et resultat af mange års forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og prioriteringer hos den enkelte organisation. HK Kommunal ønsker at værne om den danske model i den offentlige sektor. Løn og arbejdsvilkår er ikke politisk bestemte, og det skal de heller ikke være i fremtiden.
- Rapporten ser også på rekrutteringsudfordringer hos enkelte grupper. HK Kommunal finder det vigtigt at sætte fokus på rekrutteringsudfordringerne, men der er brug for, at der bliver kigget på langt flere grupper i forhold til rekrutteringsproblemerne.
- Løn er en vigtig faktor ved rekruttering, men for HK Kommunal er det vigtigt, at der også er fokus på arbejdsmiljø og fleksibilitet, der i stigende grad har vægt som et parameter, når man søger nye medarbejdere.
- Opgaverne i den offentlige sektor skal løses så effektivt som muligt. Når der er mangel på arbejdskraft og vanskeligheder med at rekruttere nye medarbejdere til ledige stillinger, kan der med fordel kigges på, om administrative opgaver ikke løses mest effektivt af den faggruppe, der er uddannet til dem. Det kan frigøre ressourcer hos andre faggrupper.
Bland dig gerne i debatten med dine egne synspunkter, fx på HK Kommunals kanaler på de sociale medier: Facebook, Twitter, LinkedIn og Instagram.
Her finder du alle rapporter fra Lønstrukturkomitéen: www.loenstrukturkomiteen.dk.