Kvinde, der sidder i et undervisningslokale

Mathilde Svejdahl Hyldgaard forudser, at virksomhederne inden for hendes branche på sigt vil ansætte markant færre, fordi AI kan levere både data og analyser af dem. Foto: Michael Drost-Hansen

Mathilde Svejdahl Hyldgaard har siddet mange timer på studiet gravet ned i bøgerne, hvor hun har lært at finde data frem. Hun blev uddannet markedsføringsøkonom i sommer og er nu i gang med at videreuddanne sig, hvor hun tager en professionsbachelor i design og business.

- Nu har jeg knoklet med at finde data på uddannelsen. AI klarer samme opgave hurtigere. Selvfølgelig har kunstig intelligens ikke det hele endnu, men kan i fremtiden muligvis blive mere avanceret og udføre mine arbejdsopgaver, så jeg ikke længere behøves, funderer Mathilde Svejdahl Hyldgaard.

Hun forudser, at virksomhederne inden for hendes branche på sigt vil ansætte markant færre, fordi AI kan levere både data og analyser af dataene. Og det bekymrer hende, for der er i forvejen stor konkurrence om jobbene inden for hendes fag.

Læs også temaartiklen om kunstig intelligens

En af Mathilde Svejdahl Hyldgaards undervisere opfordrer de studerende til at bruge AI som et hjælpeværktøj. Hun bruger blandt andet ChatGPT til at hjælpe med at reflektere over og uddybe begreber og forklare modeller.

For nylig arbejdede hendes studiegruppe med en model, der så på, hvilke købebehov mennesker har afhængig af deres alder og livsfase - altså er du barn, voksen med børn eller pensionist eksempelvis.

Her kunne ChatGPT både indeksere de forskellige behov og give en perspektivering, som Mathildes og hendes gruppe i store dele var enige i.

- Jo mere vi har om det i undervisningen, desto mere kan jeg se, hvordan folk med min jobtitel kan blive erstattet. Eller hvor man i fremtiden skal uddanne sig som AI-ekspert i stedet for i selve faget, siger Mathilde Svejdahl Hyldgaard.

 

Artiklen er skrevet af Simon Schmidt, som er journalist i HK Privat. 
Har du kommentarer til artiklen, er du velkommen til at sende en mail til mig på simon.schmidt@hk.dk