Ung kvinde, der går på stranden

Når Anna K. Bruun reflekterer over sit eget liv og hendes generation, oplever hun, at flere og flere søger væk fra teknologi og det digitale liv. Foto: Michael Drost-Hansen.

Jeg er ikke imponeret over kunstig intelligens. Det er en idégenerering ud fra eksisterende data - så intet er egentlig originalt eller nytænkende i min optik. Sådan siger Anna K. Bruun, der er 29 år, bosat i Nordjylland og i gang med at uddanne sig til serviceøkonom.

Hun er ved siden af studiet frivillig i blandt andet servicebranchen og med til at afvikle lokale events. Hun har gjort sig mange overvejelser omkring kunstig intelligens, som hun også har prøvet at teste selv. Selv koder hun også.

Men her bruger hun ikke AI som sparring, men andre menneskers erfaring. For med kunstig intelligens får hun et generisk og simpelt produkt, mener Anna K. Bruun. Derfor bruger hun slet ikke AI. Selv om hun godt kan se, at det vil kunne bruges i hendes branche.

- Oplevelses- og servicebranchen har sine svagheder - servicebranchen kræver folks interesse og opbakning, og at man holder sig relevant og engageret. Men det menneskelige aspekt er styrken og det, der kommer til at blomstre i fremtiden. Oplevelser, hvor man samles, mødes og skaber forbindelser. AI kan sikkert gøre meget bagved og omkring, men ikke på nogen måde erstatte eller hamle op med kontakten med kunderne, som vi kan give.

Læs også temaartiklen om kunstig intelligens

Anna K. Bruun er ikke blind for, at penge ofte bestemmer, og at hvis ledelser i virksomheder øjner en mulighed for at spare penge ved at bruge kunstig intelligens, vil de også gøre det. Hun tror bare ikke, at det kommer til at ske for hendes branche.

- Hvis vi tager Disneyland som eksempel. Karaktererne fra deres univers går rundt i parken. Kunne man spare mange penge ved at have robotter, hologrammer og lignende? Ja. Men det vil ikke være tiltrækkende for gæsterne, da det er den virkelige interaktion, oplevelse og den menneskelige kontakt med nogen, der gør, at fantasi, film og drømme bliver til virkelighed. Det er et magisk øjeblik, som kun mennesker kan skabe med hinanden. Interaktioner og oplevelser som disse vil ikke kunne haves med teknologi. Teknologi kan mange ting, men ikke dét, siger hun.

Anna K. Bruun beskriver sig selv som gammeldags. Hun kan godt lide den direkte kontakt med andre mennesker. Derfor holder hun selv teknologifri uger eller dage, da det hjælper hende til at mærke sig selv.

Hendes fokus er på det meningsfulde, mindeværdige liv med oplevelser, hvor hun kan mærke sig selv og tilstedeværelsen med andre. Når Anna K. Bruun reflekterer over sit eget liv og sin generation, oplever hun, at flere og flere søger væk fra teknologi og det digitale liv.

- Folk vil mærke, at de lever - ikke bare se eller høre andre gøre det. Jeg oplever min generation som søgende mod naturen, menneskelig kontakt, udveksling og oplevelser.

Simon SchmidtArtiklen er skrevet af Simon Schmidt, som er journalist i HK Privat. 
Har du kommentarer til artiklen, er du velkommen til at sende en mail til mig på simon.schmidt@hk.dk