HK Kommunals forhandlingsudvalg, formand Lene Roed, næstformand Pia Lund Jeppsen, formand for SAL, Nathali Schaap Degn og formand for HK Kommunal Hovedstaden, Ditte Gottlieb Bredahl. Foto: Theis Kaspersen.

Efter at Forhandlingsfællesskabet i fredags for alvor tog hul på OK-forhandlingerne om de store linjer for samtlige medarbejdere i de fem regioner, blev det i dag HK Kommunals tur til at udveksle egne, særlige krav med de regionale arbejdsgivere.

Overenskomstkravene blev præsenteret for Danske Regioner af HK Kommunals forhandlingsudvalg bestående af formand Lene Roed, næstformand Pia Lund Jeppesen, formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening (SAL), Nathali Schaap Degn, og formand for HK Kommunal Hovedstaden, Ditte Gottlieb Bredahl.

HK Kommunals særlige krav på det regionale område bliver forhandlet på vegne af knap 16.000 lægesekretærer, sundhedsadministrative medarbejdere, it-konsulenter, hr-konsulenter, økonomimedarbejdere og andre regionalt ansatte HK’ere.

En velfungerende lokal løndannelse, sunde rammer for lokale aftaler om fleksibilitet i arbejdslivet og forbedrede muligheder for kompetenceudvikling er blandt de krav, HK’s forhandlere havde med i bagagen.

Sundhedsadministrative kompetencer

Efter mødet med Danske Regioner lagde SAL-formand, Nathali Schaap Degn, særlig vægt på, at arbejdsgiverne forstår vigtigheden af de administrative kompetencers værdi i sundhedsvæsnet.

- Det er helt afgørende at sikre, at sundhedsvæsnet gør brug af de rette kompetencer til de rette opgaver, siger Nathali Schaap Degn og fortsætter:

- Det betyder, at lægesekretærerne bliver anerkendt som værende de helt uundværlige medarbejdere, der kan sikre, at processerne på hospitalerne bliver koordineret professionelt. Og det betyder, at regionerne skal lægge sig i selen for at få integreret de sundhedsadministrative koordinatorer, der her i slutningen af måneden får deres debut i sundhedsvæsnet.

SAL-formanden understreger, at målet er, at samtlige administrative medarbejdere i regionerne bliver anerkendt og honoreret med gode muligheder for lokal lønudvikling, bæredygtige arbejdstider og løbende efter- og videreuddannelse.

HK Kommunals egne, særlige overenskomstkrav forventes afsluttet med Danske Regioner senest den 29. februar.

Artiklen er opdateret 09. januar 2024