En spændende Fag & Fremtid 2022 bliver rundet af af HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen. Foto: Lars Pryds

Endelig. Nu sker det. For 7. gang.

Tilmeldingen til HK Kommunals store konference Fag & Fremtid 2024 åbner fra den 8. februar og cirka tre måneder frem.

På konferencen kan du dykke ned i et hav af spændende oplæg og workshops, som er relevante for dig – uanset din titel, faggruppe eller arbejdsområde.

Temaet for Fag & Fremtid 2024 er nemlig ”Moderne administration – Mindset & Metoder”.

Du skal kigge ud over dit skrivebord

Og hvad betyder den fine overskrift så?

Kort fortalt betyder det, at der er behov for, at ALLE medarbejdere tænker nyt, bredere og anderledes, fordi den offentlige forvaltning er under så ekstremt pres.

Borgernes forventninger presser. Den offentlige forvaltning som system bliver mødt med mistillid. Politikere har sylespidst fokus på at undgå spild og ineffektivitet.

Det handler ikke længere bare om at kunne klare sine opgaver til punkt og prikke, til tiden og til topkarakter.

Medarbejdere skal kunne tænke ud over eget skrivebord og egne opgaver og kunne bidrage til organisationen som helhed.

Kan du skabe tillid, værdi, optimeringer og meget mere

Og det kræver helt anderledes kompetencer, fortæller de mange ledere, forskere og interessenter, som HK Kommunal har talt med i planlægningen.

En presset forvaltning kræver medarbejdere, der kan skabe tillid mellem borger og system, der kan skabe værdi for hele organisationen, der kan samskabe og inddrage borgere og interessenter.

Økonomien og politikere kræver medarbejdere, der kan optimere processer ved at have blik for unødvendigt bureaukrati, spild og bøvl.

Derfor skal du kunne sætte din viden i spil til gavn for hele organisationen. Du skal bruge ChatGPT og andet kunstig intelligens. Kunne arbejde under frisættelse med færre regler og kontrol – men med mere ansvar.

Alt det handler Fag & Fremtid 2024 om.

Men der er selvfølgelig også plads til at blive klogere på alt det, der fylder i hverdagen, i driften og det daglige arbejde, fx konkrete nye metoder og at sikre retssikkerheden for borgerne.

Læs mere om konferencen, se programmet og tilmeld dig på hjemmesiden.

Praktisk info

Tid:
Mandag den 9. september 2024 kl. 10.00 til tirsdag den 10. september 2024 kl. 14.30

Sted:
Odeon
Odeons Kvarter 1
5000 Odense C

TILMELDING:
Tilmelding åbner fra 8. februar 2024 og er aktiv ca. 3 måneder.
Vi anbefaler hurtig tilmelding, da de første 400 medlemmer som tilmelder sig får rabat på 300 kr.
Læs mere om konferencen, se programmet og tilmeld dig på hjemmesiden.

Konferencegebyr:
(prisen indeholder ikke pris for hotel)
Pris for medlemmer af HK er 3.295 kr.

De første 400 medlemmer som tilmelder sig, vil få fratrukket en rabat på 300 kr.

Pris for øvrige deltagere er 6.195 kr.

Konferenceprisen dækker konferencedeltagelse, fuld forplejning, middag, underholdning samt materialer. Prisen er eksklusiv hotelovernatning.

HK Kommunal dækker ikke transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.

FAGSESSIONER:
Du kan tilmelde dig de fagsessioner du har lyst og interesse for.

Du skal i alt tilmelde dig fire fagsessioner.

Pladserne fordeles så vidt muligt efter først til mølle-princippet. Vi forbeholder os ret til at fordele pladserne og tager forbehold for aflysninger ved for få tilmeldte.

Hvad hvis jeg bliver nødt til at melde afbud?
Ved eventuelt afbud inden den 1. august 2024 refunderes registreringsgebyret mod et administrationsgebyr på kr. 500. Herefter er tilmeldingen bindende, og registreringsgebyret vil ikke blive refunderet.

Skulle du blive forhindret, vil det være muligt at overdrage pladsen til en kollega uden beregning til og med den 2. september 2024.

Såfremt du ønsker at melde afbud eller overdrage pladsen til en kollega, bedes du venligst sende en mail til Kongreskompagniet: hk-ff2024@kongreskompagniet.dk

Hoteller:
Der er flere hotelmuligheder og priser. Alle hotellerne ligger i gåafstand fra konferencestedet.

Annulleringsbetingelser vedr. hotel:

Disse afbestillingsregler varierer afhængig af hvilket hotel du har valgt. Kongreskompagniet kan hjælpe med det.

HAR DU SPØRGSMÅL?
Har du spørgsmål til konferencens program, er du velkommen til at kontakte HK Kommunals sekretariat på mail fag_fremtid@hk.dk.

Hvis du har spørgsmål til din registrering eller hotelreservation, er du velkommen til at kontakte KongresKompagniet pr. mail: hk-ff2024@kongreskompagniet.dk eller pr. tlf. 86 29 69 60.

FORBEHOLD:
Vi tager forbehold for eventuelle ændringer i programmet.