Lisa Rolskov-Paulsen - beskåret - tolder3 - foto Michael Drost-Hansen

Siden hun som gymnasieelev så 'Grænsepatruljen på TV 2, har Lisa Rolskov-Paulsen drømt om at blive tolder. Og det er fortsat et spændende job for hende. Foto Michael Drost-Hansen

I 60’erne og 70’erne var smugling af billige cigaretter over Østersøen fra Polen og Østtyskland til Danmark i hurtige motorbåde en ganske indbringende forretning. Smugleriet var et modtræk til de danske priser og afgifter på cigaretter, og smuglerne havde næppe travlt med at udfylde selvangivelsen med indtjeningen fra deres ulovlige gesjæft. 

Sort på hvidt var forretningen lige så ulovlig som alt anden kriminalitet. Men datidens danske samfundsmorale eller folkedomstol, om man vil, så med mildere øjne på smugleriet. Flere anså smuglerne for at være en slags helte.

BLÅ BOG

Lisa Rolskov-Paulsen

Tolder og konsulent ved Toldstyrelsen i Billund Lufthavn

26 år, samlever med kæreste gennem 12 år og deres datter, Alma, på 1 år

2013-16:   HHX Haderslev

2016-18:   Kontoruddannelsen med speciale i told og offentlig administration

2016-18:   Toldelev, Toldstyrelsen

2018 -    :   Tolder i Billund Lufthavn, Toldstyrelsen

2020       :  Akademiuddannelsen i skatter og afgifter

Siden da har rygetrangen været på tilbagetog, og EU’s toldfrie grænser er rykket mod øst. Men smugling er langtfra et levn fra fortiden. I 2022 beslaglagde de danske toldere ved grænserne og i lufthavnene et halvt ton hash, 112 kilo kokain og lidt over 10.000 stykker våben og ammunition. Dermed er Lisa Rolskov-Paulsen og resten af det danske tolderkorps velsagtens de eneste helte og heltinder, der er tilbage ved grænserne.

Tolder på teenageværelset

Det er en stille formiddag i Billund Lufthavn, og de ankommende passagerer fra nær og fjern har noteret det iskolde, danske decembervejr. Iklædt store jakker samler de deres kufferter op fra bagagebåndet og triller trolleyen mod toldslusen. Den sidste dør eller stop, før en mindre forsamling med små, viftende dannebrogsflag venter på den anden side.

Det er i slusen, 26-årige Lisa Rolskov-Paulsen opererer. Tager man passagen med det røde lys til venstre, har man varer med, der skal betales told af. Indgangen til højre er indrammet af et grønt lys og indikerer, at man intet har at angive.

Den grønne sluse er dog ikke ensbetydende med, at man rejser med rent mel i posen, eller at man kan gå lige igennem. Alle kan blive udtaget til kontrol ved skanneren i et tilstødende lokale. Fra en skærm følger Lisa nøjsomt med.

LÆS OGSÅ: "Min fornemste pligt er at bære håbet"

Det samme gjorde hun som ung gymnasieelev, når ’Grænsepatruljen’ rullede over skærmen på TV 2. Her kunne seerne følge tolderne i en række australske lufthavne. Det fangede Lisa i en grad, så hun nævnte sin fascination af programmet, da hun søgte ind som toldelev i 2016.

- Der var ikke andre veje, som fangede mig. Jeg ville være tolder. Det har levet fuldt op til forventningerne, selv om Billund ikke er Sydney. Jeg kan godt lide spændingen i at undersøge og grave i ting. Juraen i det er også interessant, og jeg er nok også typen, der godt kan lide, at tingene går rigtigt til ifølge de love og regler, vi har, betoner hun.

Arbejdet er ikke kun at udøve kontrol i forreste linje på det skakternede gulv i Jyllands største lufthavn. Toldernes 12-timersvagter tre-fire dage om ugen består også af en mere tilbagetrukket rolle med administrative opgaver, der går ud på at tjekke import, eksport og toldpapirer på gods og fragt fra udenlandske virksomheder og koordinere med speditørerne. 

 - Jeg elsker jobbet, så 12-timersvagterne er bare en del af det, som jeg har vænnet mig til. Min mand synes, det er lang tid at være alene med vores 1-årige datter. Til gengæld har vi mere sammenhængende familietid, når jeg kun arbejder tre-fire dage om ugen, fortæller hun.

Stikprøver på samlebåndet

- Hvor er I rejst fra? spørger Lisa venligt nogle rejsende, hun udtager til kontrol.

Klokken er 10.30, og et fly er netop landet fra Amsterdam. Det ved Lisa godt, og i virkeligheden spørger hun om, hvor de var henne før Amsterdam. Den hollandske metropols status som transitlufthavn med forbindelser fra hele verden gør, at det er én af de afgange, tolderne har fokus på. Det skyldes, at der er andre regler for, hvad man må indføre fra lande uden for EU.

Lisa Rolskov-Paulsen - tolder i lufthavn1 - foto Michael Drost-Hansen

Lisa Rolskov-Paulsen (midt) ved scanneren i Billund Lufthavn, hvor hun tidligere har gjort interessante fund. Foto: Michael Drost-Hansen

Medmindre tolderne direkte spotter, at nogle rejsende opfører sig mistænkeligt, hviler udvælgelsen af passagerer til kontrol i den grønne toldsluse ikke på et bestemt antal per afgang, dag eller uge.

LÆS OGSÅ: Han styrer den danske togtrafik

- Det er hurtige førstehåndsindtryk eller mere eller mindre grad af tilfældighed, siger Lisa.

Kenya, Tanzania og Sydafrika, lyder nogle af svarene på Lisas spørgsmål, inden hun i ro og mag følger dem ind til skanneren. Bag skanneren følger hendes fokuserede blik med på en skærm. For HK Statbladets reporter ligner skærmbilledet mest af alt en pose morgenboller på et samlebånd, der er oplyst på en skærm med et kraftigt, lysegrønt lys.

- Der er forskellige farver, der fungerer som pejlemærker for forskellige kategorier af varer. Det kræver træning at udvikle et godt øje, og det handler om både at se på skærmen og at få det i hænderne. Kan vi ikke se, hvad det er, eller bliver vi mistænksomme på noget, som ser mærkeligt ud, åbner vi bagagen, fortæller hun, mens hun tegner og peger på skærmen.

Springknive og grøntsager

- Det her er eksempelvis en bøjle-bh. Det ved jeg, fordi jeg kan se formen fra en metaltråd på skærmen, men også fordi jeg har åbnet tasker og erfaret, at når det ser sådan ud på skærmen, så er det en bøjle.

LÆS OGSÅ: Enten siger de, 'det lyder spændende', eller 'de skal bare sendes hjem'

- Våben, frugt og grøntsager er tydelige at få øje på. Lige før så vi nogle cigaretter, men ikke hvor mange, og derfor åbnede vi tasken, fortæller Lisa med henvisning til de danske regler, der tillader at hjembringe højst 200 cigaretter fra lande uden for EU.

- Ser vi en kniv, så åbner vi tasken. Det kan være lovligt til brug for et anerkendelsesværdigt formål, men er det en springkniv, så er det et våben, og så kommer politiet omgående, supplerer en af Lisas kolleger.

Da Lisa fangede khat i tolden

Det var ikke små, søde kattekillinger, der sprang frem, da Lisa skal sætte ord på ét af de smuglerforsøg, som hun er særlig tilfreds med ikke slap igennem. To rejsende havde fyldt to store kufferter med det ulovlige rusmiddel khat. Khat-bladene er særlig udbredt i Østafrika og er kendetegnet ved, at de tygges og giver en opstemmende og energisk effekt og i nogle tilfælde også hallucinationer og vrangforestillinger.

Det var en ret vild sag. Der stod jeg ved skanneren, og hidtil havde jeg kun set khat under træning. Da kufferterne bliver oplyst på skærmen, får jeg ret hurtigt en fornemmelse af, at det er khat, fortæller Lisa.

En af mine kolleger spørger, om det ikke kunne være bananer. ”Jeg tror altså, at det er khat, så det skal vi lige have tjekket,” siger jeg.

Det var khat altsammen, både i frisk og tørret form. Det var en stor sag, fortæller hun.

De to rejsende endte med at få både bøde og indrejseforbud. Det viste sig, at de ikke vidste, hvad de foretog sig og var blevet presset ud i det af nogle bagmænd. I de situationer kan man ikke rigtig undgå at få ondt af dem, siger hun.

Kilder: Toldstyrelsen, sundhed.dk

"Vi er ordentlige mennesker"

Både i Toldstyrelsens lokaler på 1. sal og på gulvet i toldslusen er omgangstonen jovial og professionel. I alt er der 30 toldere i Billund Lufthavn, og her er det fast kutyme at hilse på kollegerne med et håndtryk ved vagtens start.

- Hun er også den kønneste af os, lyder det med et glimt i øjet fra en kollega til Lisa som en munter bemærkning til HK Statbladets tilstedeværelse.

Dog er det ikke altid, at lufthavnens passagerer møder tolderne med samme begejstring. Af og til bliver Lisa og kollegernes arbejde genstand for beskyldninger om, at udvælgelsen til kontrol beror på diskrimination.

LÆS OGSÅ: Carina fik drømmen opfyldt og tog hunden med

- Det ryger ind ad det ene øre og ud ad det andet. Vi går ikke ind i diskussionen, for det betaler sig ikke. Vi gør meget ud af tage en blandet flok ind og være smilende og flinke, for vi er ordentlige mennesker, der passer vores arbejde. Vi prøver altid at genere folk mindst muligt og taler stille og roligt til folk, også når de er sure på os, forklarer Lisa.

At de rejsende lader tolderne høre for lidt af hvert fra tid til anden, betyder ikke nødvendigvis, at de har noget at skjule.

- Enkelte kan instinktivt føle sig provokeret af vores uniform. Det behøves ikke være, fordi man har noget at skjule, har jeg erfaret. Det kan også være, at man efter en lang rejse fra den anden side af jorden ikke lige orker at snakke med en tolder. Det forstår jeg, så jeg prøver at få en dialog i gang med lidt småsnak, og det plejer at være godt til at få løsnet stemningen op, siger Lisa  Rolskov-Paulsen.