"Min fornemste pligt er at bære håbet"

Foto: Sara Galbiati

”Jeg har stirret op fra dybet
Og jeg så et bølgende hav
Af udstrakte hænder
Der af kærlighed rakte ned
Holdt mig fast, og holdt så længe
At jeg til sidst kunne vriste mig fri
Med viljen til selv at stå og holde
Tanken om at leve ud.”

Tredje vers af Søren Huss' sang ’Et hav af udstrakte hænder’ indrammer ifølge beskæftigelsesrådgiver Linda Parry essensen af det arbejde, hun og hendes kolleger i Veterancentret udfører.
Linda er ansat på Veterancentret på Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor hun hjælper skaderamte tidligere udsendte soldater med at få skabt et arbejdsliv og forsørgelsesgrundlag, der vil kunne bringe dem videre i tilværelsen.

Veterancentret
I 2010 vedtog Folketinget en veteranpolitik med det formål at støtte og anerkende tidligere udsendte soldater og deres pårørende. I oktober 2011 blev Veterancentret indviet. Centret har afdelinger på alle landets kaserner.

Det er langt fra alle veteraner, som er langt nede i dybet. Men omkring 5 procent er – typisk som følge af, at de lider af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Det er nogle af dem, Linda møder i sit job.

- Når veteranerne kommer her i Veterancentret, er de hårdt ramt. De har brug for, at nogen rækker ned efter dem og holder fast, indtil de er klar til at komme op og stå på egne ben. Jeg ser det som min fornemste pligt at bære det håb for dem, at der er et godt liv for dem forude, siger hun.

Dialogpartner og ekstra ører

En af Lindas opgaver er at støtte veteranerne i kontakten med jobcentrene i kommunerne. Måske kan det være veteraner, som er ansat i forsvaret, men som ikke kan klare det længere, fordi skader fra udsendelsen gør det for svært. Det kan også være veteraner, som har forladt forsvaret og er ude i civile job. Måske viser problemerne sig ved, at de oftere kommer i konflikt med andre, har flere sygedage, eller at de drikker for meget. Nogle kan have levet med skaderne i 20 år, inden de bliver prikket på skulderen af nogen eller selv bliver bevidste om behovet for hjælp. Når det sker, kommer Linda ind i billedet og går i gang med at afsøge, om der er andre jobmuligheder, om der er noget, arbejdsgiveren kan ændre på, og om veteranen har brug for yderligere hjælp, fx fra en psykolog.

- Vi er den hjælp, der hurtigt kan træde til. Vi ser os selv som en dialogpartner og et ekstra sæt ører for veteranen. Vi er også dem, der kan stille de gode og undrende spørgsmål til kommuner og jobcentre, fordi vi kender veteranernes baggrund og situation, siger hun.

Fordi Linda og hendes kolleger ikke er myndighedspersoner, men kun et tilbud, så er det nemmere at opbygge den gode relation, og det har stor betydning i forhold til de veteraner, der fx har det svært i mødet med jobcentret, fortæller hun.

- Hvis ens hjerne er meget presset, og man har svært ved at reflektere, kan tingene opfattes meget sort-hvidt. Nogle veteraner med PTSD kan opleve det som om, at jobcentret vil dem det dårligt og måske fratage dem deres forsørgelsesgrundlag eller presse dem ud i en praktik. De bliver utrygge og til tider vrede. Enkelte kan i frustration true med at splitte det hele ad, selv om det ikke var det, der blev sagt, forklarer hun og tilføjer, at hun generelt har et rigtig godt samarbejde med jobcentrene og oplever mange engagerede medarbejderne, der vil veteranerne det bedste.

- Jeg prøver via min relation til veteranen at skabe de rammer og det overblik, som vi ved, soldater er blevet skolet i. Fra deres udsendelse er de vant til at modtage ordrer, kende deres plads og vide, hvad de skal gøre, når de bliver beskudt. Så inden mødet på jobcentret siger jeg fx til veteranen: ”Hvis jeg kan se på din adfærd, at nu er du ved at springe en sikring, så rejser jeg mig og går. Og så går du med”. Når jeg har sat rammerne, føler de sig mere trygge.

TRIVSEL OG SIKKERHED SKAL VÆRE I ORDEN

Indtil nu er ingen medarbejdere i Veterancentret kommet til skade i jobbet. Når Linda eller hendes kolleger skal ud til en veteran, som de ikke kender, og som endnu ikke er blevet vurderet af en psykolog, tager de altid to af sted sammen. Og alle får løbende supervision, så de kan få bearbejdet eventuelle ubehagelige oplevelser.

Ved en veteran forstås en person, der – som enkeltperson eller i en enhed – har været udsendt i mindst én international operation. Personen kan fortsat være ansat i forsvaret eller anden myndighed, men kan også være overgået til det civile uddannelsessystem, arbejdsmarked eller andet.
I 2022 er der registreret 39.245 veteraner i Danmark. Det samlede antal fra 1948 til 2022 skønnes at være 60.000.
Kilde: veterancentret.dk

En del af Lindas job er hvervet som arbejdsmiljørepræsentant. Det fylder en del, fordi Veterancentret er spredt ud på mange adresser rundt i landet. Udover at være med i arbejdsmiljøudvalget bliver hun ofte brugt som sparrings- og samtalepartner, når andre medarbejdere eller ledere har brug for det. At sikkerheden og trivslen er i orden, ligger hende meget på sinde.

- Vi har et krævende job, fordi vi har med mennesker at gøre, som har det virkelig dårligt. Derfor er det utroligt vigtigt, at rammerne er i orden. Det arbejder jeg for, også på det strategiske plan. Lige nu er vi i gang med at lave en instruks for udebesøg, som sikrer, at vi har et beredskab, hvis vi kommer ud til en veteran, hvor det går galt, fortæller hun.

MED HELT IND I HJERTERUMMET

Selv om relationen til veteranerne er professionel, kan den blive meget tæt. Linda husker tydeligt det allerførste forløb, hun havde med en veteran for 5 år siden. Han boede med sin familie på Samsø, hvortil hun flere gange tog færgen og holdt møder med veteranen i hans hjem.

- Der blev jeg inviteret med helt ind i hjerterummet. Jeg fik lov til både at lære hans familie og deres kæledyr at kende. Jeg var med til at skabe et godt samarbejde med jobcenteret. Veteranen blev afklaret til et fleksjob og var så glad, at han efterfølgende inviterede på frokost. Det er en kæmpe gave at være med på den rejse.

En anden glæde i Lindas job er det brogede liv, der er på en kaserne. Rundt på arealerne omkring den gule murstensbygning, som huser hendes rummelige kontor, står camouflagefarvede bæltekøretøjer, og ikke sjældent kan hun uden for vinduerne se soldater i fuld udrustning, der skal på øvelse, helikoptere der flyver over bygningen eller se ridende gardehusarer i fuld uniform eskortere en af dronningens kareter.

De ansatte på kasernen spænder fra uniformerede soldater fra laveste til højeste rang til mange forskellige civilt ansatte. Alle deltager i de mange ceremonier, der er i forsvaret, og hvis man som civil ønsker det, er der mulighed for at kommer tættere på Forsvaret ved at lege soldat for en dag fx kan man komme ud at køre i kampvogn.

NATURLIGT AT REFLEKTERE

Den militære omgangsform har dog også givet udfordringer i samarbejdet med enkelte uniformerede kolleger, fortæller Linda om nogle episoder, hun oplevede under sin ansættelse på Flådestation Korsør i Søværnet, hvor hun begyndte som 21-årig kontorelev i 1997.

- Soldater er jo uddannede til at give ordrer til nogen, der har lavere rang end en selv, hvor jeg er opdraget lidt anderledes. Som HK’er er jeg vant til at kigge hele vejen rundt om en sag og se på konsekvenserne af de valg, man træffer, selvom det måske rækker ud over mit ansvarsområde. Så nogle gange var jeg nødt til at tage en dialog med de militære kolleger omkring at jeg ikke var enig. Nogle kunne godt se det, mens andre var sådan … ”det skal du bare gøre, for det er dit job”. Der blev jeg lidt udfordret.

I Veterancenteret, hvor Linda kom til i 2018, er kulturen og omgangsformen meget mere moderne. For eksempel indgår det at reflektere over det, man gør, som en naturlig og afgørende del af arbejdet.

- Jeg bemærkede hurtigt, at her var det at byde ind med sine holdninger og meninger en del af forventningerne til en. Det er faktisk det, vi lever af i vores tværfaglige samarbejde.
I huset samarbejder Linda som beskæftigelsesrådgiver med psykologer, socialrådgivere, familievejledere og opsøgende rådgivere. Her er ingen ledere fysisk til stede, da de alle befinder sig i afdelingen i Ringsted. Det betyder, at hun selv planlægger sin dag. Tværfagligheden og det at være selvledende, passer hende godt.

- Jeg synes bare, at jeg har det mest fantastiske job i den mest fantastiske organisation, siger Linda Parry med et smil.