
Et forsøg i Sverige har vist, at det er for dyrt at lade private jobfirmaer stå for jobindsatsen. Foto: Tom Ingvardsen
Det er både dyrt og ineffektivt at lade private jobfirmaer stå for den indsats, der skal få ledige svenskere hurtigt i arbejde.
Sådan lyder konklusionen i en ny stor evaluering af forsøget, ’Rusta och matcha’, som det svenske IFAU, Institutet för Arbetsmarknads- och Utbildningspolitisk utvärdering, har stået for.
I det femårige forsøg har én gruppe af ledige frit kunnet vælge netop det private jobfirma, der har skullet hjælpe dem i arbejde, mens en anden gruppe af ledige forsat er blevet bistået af den offentlige Arbetsförmidlingen.
Og resultatet er altså nu klart: De private jobfirmaer har ikke fået de ledige hurtigere i job – heller ikke på trods af, at de private firmaer koster samfundet mere end den offentlige jobformidling.
Ekspertgruppen dumper privatiseringer
Herhjemme har det svenske forsøg påkaldt sig megen opmærksomhed. Opmærksomheden skyldes blandt andet, at regeringen i sit kommissorium til den ekspertgruppe, der har afgivet anbefalinger om fremtidens beskæftigelsesindsats, har udtalt ønske om at give de private jobfirmaer en større rolle.
Ekspertgruppen har imidlertid ikke kunnet anbefale, at de private jobfirmaer skal spille en væsentlig større rolle i fremtidens danske jobindsats.
- Erfaringer fra andre lande samt tidligere erfaringer fra Danmark tyder ikke på, at en omfattende markedsgørelse giver en mere omkostningseffektiv beskæftigelsesindsats, hed det i ekspertgruppens anbefalinger, der altså kom før man kendte resultatet af det svenske forsøg.
Virkelighedsfjern ideologisk kæphest
I HK Kommunal ser næstformand, Kasper Ejlertsen, ingen grund til, at de svenske erfaringer ikke skulle kunne overføres til danske forhold.
- Vi har efterhånden rigtig megen dokumentation for, at en øget privatisering af jobindsatsen ikke gavner hverken de ledige eller samfundsøkonomien, siger Kasper Ejlertsen.
Han henviser til blandt til de omfattende privatiseringseksperimenter fra 2010’erne, der fejlede stort, samt til de økonomiske vismænd, der ikke har kunnet dokumentere, at privatiseringer skaber nogen som helst værdi.
Det er tværtimod jobcentrene, der har spillet en væsentlig rolle i at sikre den nedgang i ledigheden, der er sket over de seneste 30 år.
Hvis man vælger at privatisere, vil det skabe behov for meget detaljerede udbud, der typisk vil resultere i mere standardiserede løsninger og ikke i de skræddersyede og innovative indsatser, der er hele grundlaget for en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, mener Kasper Ejlertsen.
Alt tyder ifølge HK Kommunals næstformand på, at en øget privatisering af jobindsatsen dikteret fra Christiansborg vil ende i en blindgyde.
- At lade private aktører spille en væsentlig større rolle i indsatsen har ingen bund i nogen beskæftigelsesfaglig virkelighed. Vi skal anvende skatteborgernes penge bedst muligt. Mit råd til Christiansborgpolitikerne skal være: Lad nu være med at gennemføre virkelighedsfjerne privatiseringer, der alene er baseret på nogle ideologiske kæpheste, lyder det fra Kasper Ejlertsen.
En politisk aftale om fremtidens beskæftigelsesindsats forventes efter årsskiftet.