
Anna Calero, professionsbachelor, har søgt og været til samtale på utallige jobs, men har ikke fået ansættelse endnu. Foto: Presse
Anna Calero har som nyuddannet professionsbachelor i offentlig administration (administrationsbachelor) søgt hele 54 job og været til samtale på de fleste – uden held. Som autist står hun over for særlige udfordringer på jobmarkedet, og hun oplever ikke, at arbejdsmarkedet er gearet til hverken nyuddannede eller handicappede.
- Jeg har lært meget af de mange samtaler. Men igen og igen får jeg at vide, at de foretrækker kandidater med erfaring. Og når jeg nævner min autisme, bliver stemningen ofte anderledes. Anna har mødt fordomme, også på steder der ellers aktivt rekrutterer handicappede. Ét sted blev hun afvist, da hun ærligt nævnte sine udfordringer med at “læse mellem linjerne.”
- Den del skulle jeg have undladt, når jeg tænker tilbage, forklarer hun.
Læs også: Hvad betyder fortrinsret for handicappede
Anna Calero har en peruviansk mor og en dansk far. Hun er født i Danmark, som 3-årig flyttede hun med sin forældre til USA tæt på den mexicanske grænse og kom først tilbage til Danmark som 18-årig. I Danmark har hun både lært sig sproget, taget en administrationsbacheloruddannelse og været politisk kandidat for Veganerpartiet til både kommunal- og regionsrådsvalg og har stillet op til Folketinget for Alternativet. Alligevel har det været mere end overordentligt svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Drømmer om at gøre en forskel
Ifølge Anna ligger en del af problemet i en uvidenhed om autisme og hvilke tilpasninger, der kræves.
- Jeg har ingen problemer i samtaler én-til-én og kan sagtens indgå i strukturerede opgaver. Men ustrukturerede situationer kan være en udfordring. I min praktik i Folkeregistret i Aarhus Kommune klarede jeg de faglige opgaver og kontakten med borgerne uden problemer. Men de uformelle sociale sammenhænge, såsom frokostpauser, kan være svære, forklarer hun.

Mand og søn tager imod Anna, efter hun har forsvaret sin bachelor. Foto: privat
Anna blev færdiguddannet i oktober og måtte efter kun en uge som dimittend blive sygemeldt, fordi hendes autisme gør, at hun ikke kan arbejde fuld tid. Nu venter hun på at blive arbejdsprøvet gennem jobcentret for at få fastlagt, hvor mange timer hun kan klare.
- Jeg håber at finde et job på 20-25 timer, hvor jeg kan gøre en forskel og bruge min uddannelse til at hjælpe andre mennesker. Mit drømmejob er noget a la mit praktiksted i Folkeregistret, hvor jeg både kunne bruge sine spanskkundskaber og gøre en forskel for borgerne. Sådan et job håber jeg at finde igen, lyder det fra Anna Calero.
Om Anna Calero