
"Tiden værd", lyder titlen på det materiale, som rummer en video og en guide til den gode dialog mellem leder,
tillidsrepræsentant og medarbejder om faglig udvikling.
Som tillidsrepræsentant kan du være med til at åbne dialogen om kompetenceudvikling og efteruddannelse med afsæt i medarbejdernes hverdag, opgaver og bekymringer. Derfor har HK Kommunal i samarbejde med KL lavet nyt inspirationsmateriale og en video, som du kan bruge til at tage snakken på arbejdspladsen.
Materialet giver blandt andet forslag til spørgsmål, der kan åbne dialogen, og anbefalinger til, hvordan I kan tale mere konkret om gevinsterne ved faglig udvikling. Pointen er, at samtalen ikke kun skal handle om kurser, men om, hvordan nye kompetencer kan skabe større faglighed, mere overskud og en lettere hverdag.
Brug andres erfaringer som åbning
Videoen kan være et godt sted at starte. Her fortæller medarbejdere ærligt om de forbehold, mange kan nikke genkendende til, før de går i gang med efteruddannelse.
I videoen siger Dennis for eksempel: ”Jeg kunne godt have lidt bange anelser for, at lade mine kollegaer i stikken ved at være væk hver tirsdag. Men det kunne lade sig gøre, og der har ikke været nogen sure miner fra deres side.”
Charlie fortæller, at det at tage springet har bidraget til hans faglighed og givet overskud i hverdagen.
Og Sussy sætter ord på både den personlige og faglige gevinst med opfordringen: “Gør det for dig selv, og gør det for din arbejdsplads.”
Brug materialet og videoen som afsæt for dialogen om, hvad der kan få flere medarbejdere til at tage næste skridt, også når der er travlhed, tvivl eller bekymringer i vejen. Materialet rummer både konkrete spørgsmål til dialogen og inspiration til, hvordan I kan vise, at kompetenceudvikling faktisk er tiden værd.
Se inspirationsmateriale og video her.
Kommunalbladet bragte i februar 2026 et større tema om at få nye kompetencer, hvor Dennis Rasmus Bendixen, der også medvirker i videoen og det nye materiale, fortalte om sine erfaringer:

