Illustration: Mostphotos

Mere end 1.200 medlemmer af HK Kommunal har indtil videre skrevet sig på en liste, fordi de muligvis har et krav om efterbetaling for merarbejde, som de har haft, mens de var ansat i en kommune eller en region. Fristen for at blive tilføjet listen udløber på torsdag 25. juni 2026.

Som tillidsrepræsentant har du ikke noget ansvar for at håndtere sagerne. Det ansvar har HK Kommunals sekretariat, som vil bistå medlemmerne i efterbetalingssagerne frem til og med juni 2027, hvor alle sager senest forventes at være på plads. Det kan dog meget vel være, at der bliver brug for dit bidrag til at oplyse sagen osv., og du vil i så fald blive kontaktet.

Det er i første omgang arbejdsgiverne, som skal finde frem til, hvem der kan have et efterbetalingskrav. Det vides ikke, hvornår de første efterbetalinger vil finde sted, men forventningen er, at der godt kan gå nogle måneder.

Til dig som TR, hvis du får spørgsmål …

  • Registrering på HK Kommunals liste handler udelukkende om at afbryde forældelse af eventuelle krav.   Selv om man ikke har registreret sig, kan man godt have et efterbetalingskrav, som ikke er forældet efter de almindelige forældelsesregler.
  • Arbejdsgivers efterbetaling vil dække op til 5 år tilbage fra det tidspunkt, hvor man er registreret. Da registreringerne startede i september 2025, blev medlemmerne bedt om at registrere ansættelser 10 år tilbage. Det skete for at være på den sikre side, da det på daværende tidspunkt var uklart, hvor langt tilbage arbejdsgiverne skulle gå.
  • HK Kommunals sekretariat får oplysninger fra arbejdsgiverne om alle HK’ere, der får efterbetaling. Det betyder, at sekretariatet også vil holde øje med, hvem af de registrerede, der ikke får udbetalt et beløb. De sager vil blive håndteret af sekretariatet.
  • Nogle deltidsansattes merarbejde vil ikke udløse efterbetaling, fx hvis de har været omfattet af en lokal flekstidsaftale, hvor hverken deltids- eller fuldtidsansatte har fået ekstra betaling for merarbejde, eller hvis merarbejde ikke kan dokumenteres – herunder, at det ikke kan dokumenteres, at afspadsering skyldes merarbejde.
  • 26. juni får alle, der i HK Kommunal er registreret med et efterbetalingskrav, en mail om det videre forløb. Her opfordres de til at væbne sig med tålmodighed, fordi der – som nævnt – kan gå noget tid før de hører mere om deres eventuelle efterbetaling.
  • Du kan også henvise medlemmerne til, at de kan kontakte sekretariatet på telefon 3330 4472, hvis de har brug for vores bistand. Telefonnummeret står også i den mail, som de modtager den 26. juni.