7 vigtige resultater fra OK21
Snart kan du stemme om OK21. Vi har samlet al information om forligene på det regionale område her.
- Generelle lønstigninger til alle på 5,02 procent
- Reallønnen er sikret
- Parallel lønudvikling med de private
- Indsats for bedre psykisk arbejdsmiljø
- Særlig fokus på seniorer
- Du kan få 30.000 kroner fra Kompetencefonden hvert år
- Penge til at sikre ligeløn og lavtløn
Du får mere i løn
Du får mere i løn Et af de vigtigste resultater af overenskomstforhandlingerne vil du kunne se, når du kigger på din lønseddel. Du får nemlig en højere løn. Der er generelle lønstigninger til alle på 5,02 procent i løbet af de næste tre år. Det er den periode, overenskomsten dækker. Og allerede i år får du en pæn del af lønstigningen. Den første lønstigning træder nemlig i kraft pr. 1. april 2021, og næste lønstigning kommer til oktober.
De aftalte generelle lønstigninger
- Pr. 1. april 2021: 0,75 procent
- Pr. 1. oktober 2021: 1,37 procent
- Pr. 1. oktober 2022: 1,35 procent
- Pr. 1. januar 2023: 0,77 procent
- Pr. 1. oktober 2023: 0,78 procent.
Ud over de aftalte generelle lønstigninger til alle er der også reguleringsordningen. Den sikrer, at de offentligt ansattes løn følger lønnen på det private arbejdsmarked. Både når det går op, og når det går ned. Med de forventninger, der ligger lige nu, udmønter reguleringsordningen negativt med 0,71 procent til oktober, mens skønnet er, at den bliver positiv med 0,35 og 0,17 procent i henholdsvis oktober 2022 og oktober 2023. Udmøntningen af reguleringsordningen er altid baseret på et skøn. På grund af corona er skønnet denne gang mere usikkert for de to sidste år i perioden.
Ud over lønstigninger er der mange andre forbedringer i overenskomstforliget. Der er lidt flere penge til de lavest lønnede og penge til at sikre ligeløn. Derudover har HK Kommunal haft en pulje på 0,45 procent til forbedringer på vores eget område i regionerne. De samlede omkostninger for forliget er 6,75 procent. Niveauet er det samme i hele den offentlige sektor.
Din realløn er sikret
En af de ting, der har været allervigtigst i forhandlingerne, er, at din realløn bliver sikret. Altså, at du kan købe det samme som i dag eller mere for din løn i overenskomstperioden. Med de skøn for, hvordan prisudviklingen vil være de næste tre år, ser det ud til, at reallønnen ikke kun kan sikres, men at der også bliver en forbedring.
Økonomerne skønner, at priserne i perioden vil stige omkring 4 procent. Så med generelle lønstigninger på 5,02 procent vil du kunne se frem til at kunne købe lidt mere for din løn end i dag. Det gælder også med det skøn for reguleringsordningen, som foreligger nu. Det vurderes til at blive et samlet minus på 0,19 procent i regionerne i perioden.
Men da der er tale om skøn, kan det nå at ændre sig. Samtidig ved vi, at lønnen for den enkelte ofte stiger endnu mere end det aftalte. Det skyldes blandt andet stigninger i lokale løntillæg og anciennitet.
Penge til lavtløn og ligeløn
Der er i forliget afsat penge til at forbedre lønnen for de lavest lønnede, heriblandt nogle af HK Kommunals medlemmer. For den enkelte er der ikke tale om store beløb, men det er et fortsat signal om en indsats for at hæve lønnen for dem, der tjener mindst. Samtidig er der også afsat en pulje, som går til personalegrupper med en løn under gennemsnittet, og hvor de fleste er kvinder. Disse midler har HK Kommunal også fået en andel af.
Indsats for bedre psykisk arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøet er presset på mange arbejdspladser, og derfor har det været afgørende at få fokus på den del også i overenskomsten. Det er aftalt, at der nu udvikles en særlig uddannelse i psykisk arbejdsmiljø for ledere med personaleansvar. Derudover skal der også udvikles en tilsvarende uddannelse for tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere sammen.
Uddannelserne skal styrke deltagerne i at kunne identificere, forebygge og håndtere problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Samtidig har man også aftalt at udvikle Ekspertrådgivningen. Her kan arbejdspladser gratis få støtte og sparring til at håndtere udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø. Målet er, at viden og redskaber skal endnu længere ud på arbejdspladserne, for eksempel til MED.
Initiativer og fokusområder i OK21-aftalerne
Initiativer for seniorer
Der er aftalt nye initiativer for at fastholde flere seniorer på arbejdsmarkedet. Blandt andet skal MED og tillidsrepræsentanter inddrages for at skabe en ny kultur, så flere seniorer har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Parterne peger på, at dialogen mellem den enkelte leder og den enkelte medarbejder skal styrkes. Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner har indgået en ny rammeaftale om seniorpolitik. Her fremhæves blandt andet, at tillidsrepræsentanten er en vigtig spiller, når det gælder om at understøtte dialogen mellem leder og medarbejder om seniorvilkår, og når det gælder om at skabe fokus på seniorer på arbejdspladsen.
Fokus på fuld tid
Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet har som et fælles langsigtet mål, at flere regionalt ansatte skal tilbydes arbejde på fuld tid. Som et led i indsatsen vil parterne kortlægge, hvordan fuld tid, deltid og timeløn bruges i de enkelte regioner, og når analysen er færdig, skal parterne have en dialog om resultaterne.
Hjælp til medarbejdere der afskediges
Der etables en Tryghedspulje i regionerne med henblik på at støtte medarbejdere, der bliver afskediget på grund af omstruktureringer eller nedskæringer. Den enkelte, som afskediges, kan søge Tryghedspuljen om op til 10.000 kroner til sparring eller kurser, der kan være en hjælp til at komme videre i arbejdslivet. Drejer det sig om kompetencegivende uddannelse, kan man søge 20.000 kroner.
Medarbejderne involveres i grøn omstilling
Det er aftalt, at medarbejderne involveres i den grønne omstilling, blandt andet at man får mulighed for at bidrage med forslag og ideer til, hvad der kan ske på arbejdspladserne.
Det digitale arbejdsliv
Digitalisering og nye teknologiske løsninger vil fortsat fylde på arbejdspladserne i de kommende år. Derfor har parterne aftalt et projekt om, hvad den digitale udvikling betyder for løsningen af kerneopgaven – og for brugere og medarbejdere. Projektet skal medvirke til at udvikle en konstruktiv og velovervejet tilgang til digitalisering og nye teknologier, og et konkret mål er at udbrede de gode erfaringer og de gode eksempler. HK Kommunal har været optaget af at få fokus på området, så ingen bliver efterladt på perronen, når det gælder digitalisering.
Forbedringer for elever
Forhandlingsfællesskabet og arbejdsgiverne i regionerne er enige om at drøfte indførelse af pension til elever. Samtidig forhøjes månedslønnen for EGU-elever pr. 1. april 2022. Derudover er det aftalt, at uddannelse af elever inden for alle relevante erhvervsuddannelsesområder i regionerne skal drøftes politisk.
Præcisering for tillidsrepræsentanter
Det præciseres i rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse, at tillidsrepræsentanter i forbindelse med lønforhandlinger samt ved ansættelser skal have mulighed for at få alle relevante lønoplysninger for de personer, som den pågældende repræsenterer. Og hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, skal den forhandlingsberettigede organisation have mulighed for at få oplysningerne.
Nu kan du søge 30.000 kroner årligt fra Kompetencefonden
Kompetencefonden har gennem de seneste år hjulpet mange tusinde af HK Kommunals medlemmer med penge til videreuddannelse. Og nu stiger det beløb, man kan søge om hvert år - fra 25.000 kroner til 30.000 kroner. Det betyder, at der er flere penge til din uddannelse fra 1. maj 2021.
Med de forandringer, der sker på arbejdspladserne, er det nødvendigt løbende at holde kompetencerne ved lige. Erfaringen viser, at medarbejdere, som ikke har videreuddannet sig, sidder langt mere usikkert i jobbet. Så videreuddannelse er generelt en god jobsikkerhed og kan også medvirke til udvikling af opgaverne. Kompetencefonden dækker midler til kompetencegivende videreuddannelse. Rigtig mange af HK Kommunals medlemmer tager diplomuddannelser, nogle tager uddannelser på akademiniveau og enkelte tager masteruddannelser. På det sidstnævnte område er der også en forbedring i overenskomsten, nemlig at man kan søge op til 50.000 kroner årligt til masteruddannelser. Masteruddannelser er typisk dyrere, og derfor kan det være svært at få 30.000 kroner årligt til at række.
Husk din udviklingsplan
Som medlem af HK Kommunal har du krav på en skriftlig udviklingsplan, der skal revideres en gang om året. Har du ikke en udviklingsplan, så
tal med din leder eller din tillidsrepræsentant om det. Udviklingsplanen kan være med til at udvikle din karriere.
Kompetencefonden kan også støtte IT-certificeringer
Som noget nyt kan der også søges tilskud fra Kompetencefonden til IT-certificeringer. Det har ikke været muligt hidtil, da Kompetencefonden kun dækker kompetencegivende uddannelse. Men nu er der altså lavet en undtagelse i den kommende overenskomstperiode, når det gælder IT-certificeringer.
Særlige indsatser for lægesekretærer
I forbindelse med oprettelse af den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator er der i overenskomsten gjort en helt særlig indsats for lægesekretærer. Der er afsat en pulje på 21 millioner kroner, så lægesekretærer kan tage uddannelsen til sundhedskommunom eller tilsvarende kompetencegivende uddannelse – uanset at beløbet overstiger de 30.000 kroner årligt, som er loftet fra Kompetencefonden. Lægesekretærerne kan også få dækket udgifter til bøger og til transport i forbindelse med uddannelsen.
Så er du lægesekretær, og har du ikke allerede en sundhedskommunom, så er økonomien nu sikret, og der er med denne indsats skabt mulighed for, at du kan tage uddannelsen, præcis som du ønsker det: Via enkeltmoduler, moduler pr. semester eller alle moduler på én gang. Du kan også tage studie- og eksamensforberedende kurser, hvis du har brug for et lille tilløb.
Sundhedsadministrative opgaver og kompetencer i fremtiden
Der er i forliget på flere måder skabt særlig opmærksomhed om lægesekretærernes vigtige rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Der er aftalt et partnerskab med arbejdsgiverne, hvor man skal kigge på udviklingen af det sundhedsadministrative område. Det handler blandt andet om at se på rekruttering, opgaver og kompetenceudvikling. Der skal også ses på fremtidige jobfunktioner og stillingsbetegnelser for både lægesekretærer, ledende lægesekretærer og de nye sundhedsadministrative koordinatorer.
Organisationspulje forbedrer løn og pension
Der var afsat 0,45 procent til en organisationspulje til de specielle forhandlinger for HK Kommunals egne medlemmer i regionerne. Pengene bruges til at forbedre pension og løn pr. 1. april 2022. Medarbejdere i basisstillinger og de fleste specialister får forbedret deres pension. Ledere og en del specialister får noget ekstra oveni lønnen, og på nogle af de nederste løntrin er der forbedringer på både grundløn og pension. Samtidig er der afsat en stor pulje penge til lægesekretærernes videreuddannelse.
Fra 1. april 2022 ligger den laveste pension for lægesekretærer på 15,90 procent, og på overenskomsten for administration og IT er den laveste pension 16 procent. I forhold til pension har alle et frit valg. Alt det, der ligger over 15 procent, kan konverteres til en kontant udbetaling. Og det betyder, at jer, der har fået mere i pension, frit kan ændre dette til et beløb, der udbetales årligt sammen med den særlige feriegodtgørelse, hvis I skulle ønske det.
De forbedringer på løn og pension, der er aftalt ved de specielle forhandlinger, bygger oven på de generelle lønstigninger på 5,02 procent, som er aftalt i det generelle forlig med arbejdsgiverne i regionerne.
Lægesekretærer
- Pensionen hæves med 0,36 procent for alle fra grundløn 12 til og med grundløn 36.
- Lægesekretærer på grundløn 22 ½ hæves til grundløn 23.
- Specialister på grundløn 30 ½ hæves til grundløn 31, så de fremover adskiller sig lønmæssigt fra basispersonale.
- Ledere på grundløn 43 får hævet det årlige grundløns-tillæg med 2.633 kroner.
Administrations- og IT-personale m.fl.
- Pensionen hæves med 0,36 procent for alle fra grundløn 12 til og med grundløn 42.
- Telefonister på grundløn 12 ½ hæves til grundløn 13.
- IT-medarbejdere, informatikassistenter og erhvervssproglige korrespondenter på grundløn 21 ½ hæves til grundløn 22.
- Assistenter, grafikere og eventkoordinatorer på grundløn 22 får hævet det årlige grundlønstillæg med 1.579 kroner.
- Tandklinikassistenter på grundløn 22 får hævet det årlige grundlønstillæg med 1.579 kroner.
- For ansatte på overenskomst for grafisk beskæftiget personale hæves pensionen med 0,36 procent.
Ledere og specialister inden for administrations- og IT-personale m.fl.
- Specialister på grundløn 31 ½ hæves til grundløn 32, så de fremover adskiller sig lønmæssigt fra basispersonale.
- Specialister på grundløn 41 får hævet det årlige grundlønstillæg med 1.579 kroner.
- Specialister på grundløn 46 får hævet det årlige grundlønstillæg med 2.633 kroner.
- Ledere på grundløn 42 får hævet det årlige grundlønstillæg med 1.579 kroner.
- Ledere på grundløn 47 får hævet det årlige grundlønstillæg med 2.633 kroner.
Mange muligheder for frit valg
Der er store muligheder for at sammensætte løn og pension, så det passer lige præcis til dine ønsker. Som medarbejder kan du frit vælge kontant udbetaling i stedet for pension for den del af pensionen, der ligger over 15 procent. Der er også mulighed for at vælge et større pensionsbidrag mod en reduktion i lønnen. Det er altid en god idé at hente rådgivning i sit pensionsselskab, inden man beslutter sig.
Vil du vide mere om OK21?
Find de aktuelle stemmeprocenter i løbet af afstemningsperioden på forsiden af HK.DK/OK21.
Du kan downloade de underskrevne forligstekster her
Savner du papir? Så kan du læse en bladre-udgave af OK21-særudgaven af Kommunalbladet lige her
Vil du have en Stem om OK21-ramme på din Facebook-profil? Find den på HK Kommunals Facebook-side.
Er du tillidsrepræsentant og leder du efter OK21-materiale du kan bruge? Tjek vores oversigt over materiale til dig.