Lær med lyst

Kinæstetisk læringsstil

Kasper lærer bedst ved at GØRE.

Når en kursusinstruktør giver en længere forklaring, hvor deltagerne sidder i et kursuslokale, eller hvis et møde bliver for langt, så kan Kasper uden at tænke over det begynde at sidde uroligt på stolen og måske endda rejse sig op og gå rundt i lokalet. Hans krop bliver urolig, og han har brug for at røre sig.

Kasper har svært ved at bevare koncentrationen ved stillesiddende arbejde igennem længere tid. Nogle af kollegerne kan ind imellem godt synes, at Kasper er irriterende. Der er meget støj omkring ham.

Kasper er en kollega, der virkelig har brug for, at omgivelserne er opmærksomme på, at der er mange måder at lære på. En større bevidsthed om dette hos både kursusinstruktører og kolleger kan hjælpe Kasper til at få en bedre hverdag.

Hvor KINÆSTETISK er du?

(Hvis du kan svare ja til mindst 5 af disse udsagn, lærer du bedst ved at GØRE)

  • Du er god til at huske noget, hvis du går rundt i lokalet, mens du får det fortalt.
  • Du er god til at lytte, når du bevæger dig imens.
  • Du er god til at bruge din krop.
  • Når du skal huske en kode, går du rundt i lokalet og kommer i tanke om den.
  • Du forstår bedst en faglig instruktion, hvis du laver en praktisk øvelse.
  • Når du taler i telefon, kan du bedst koncentrere dig ved at gå rundt imens.
  • Du lærer bedst noget nyt og svært gennem praktiske øvelser.
  • Du er glad for at bruge din krop.

Sådan bruger du din læringsstil

Når du er i en læringssituation, vil dine omgivelser måske ikke være indrettet til at understøtte netop din måde at lære bedst på. Derfor har vi samlet en række værktøjer og gode råd, som du med fordel kan gøre brug af, for at understøtte din læring bedst muligt. De er delt ind i kombinationer af de enkelte tilgange og læringsstile.
Få værktøjer og gode råd til din kombinerede læringsstil