Lær med lyst

Vi lærer alle forskelligt

Ved du, hvordan du lærer bedst? Når du kender din læringsstil, kan du forbedre din indlæring ved kurser, i jobbet og på efteruddannelse.  

-Har du også undret dig over, hvorfor nogle af dine ellers meget vakse skole- eller studiekammerater aldrig rigtigt ’knækkede koden’ til det med indlæring, mens andre labbede al lærdom til sig i rekordfart? Og hvorfor rykkede nogle elever sig pludselig under en ny lærer og hendes tilgang, mens andre først sent i livet endelig fik taget hul på en uddannelse, spørger formand for HK Stat Rita Bundgaard i forbindelse med kampagnen Lær med lyst - kend din stil.

Formandens tilbageblik illustrerer de udfordringer, der altid har været med at finde en samlende måde og metode at præsentere alle skole- og uddannelsessøgende på. Alle blev – mere eller mindre – præsenteret for den samme tilgang til at optage ny lærdom. Og det var ikke alle, der passede ind i den skabelon.

-Vi er alle sammen forskellige, og vi lærer derfor også forskelligt. Men vi er først blevet opmærksomme på de forskellige måder at tage ny lærdom til sig de senere år. Derfor er det også et stort problem, at næsten al traditionel undervisning er tilrettelagt på en måde, som kun tilgodeser knapt halvdelen af befolkningen. For alle lærer ikke bedst ved at sidde på en stol, høre på en underviser og se på en tavle eller en PowerPoint-præsentation, siger Rita Bundgaard.

De senere år har forskningen da også undersøgt, hvordan læring bedst optages af forskellige mennesker. Eksperterne er kommet frem til, at der både er forskellige tilgange til at optage læring – og 4 forskellige personlige læringsstile. Og de kan kombineres på forskellige måder.

HK Stat har allieret sig med en af eksperterne i læringsstile, Svend Erik Schmidt. I samarbejde med ham kan vi præsentere materiale, der gør dig i stand til at finde din specielle kombination af læringsstile. Og med den viden kan du bedre gå i clinch med optagelse af ny læring på jobbet, til kurser og på efteruddannelse.

Måske læser du et eller andet, men glemmer lynhurtigt, hvad du har læst? Det kan også være, at du lytter til en kollega, en chef eller en kursusinstruktør, men hurtigt glemmer, hvad det var, de forklarede dig? Du er måske typen, der langt bedre kan lære nyt, når du arbejder med tingene i hænderne eller bruger din krop aktivt, mens du lærer?

I samarbejde med professor Lena Boström, Mittsweden University, Sverige, og lærer Mariane Schmidt har Svend Erik Schmidt udviklet den skandinaviske læringsstilsmodel, som på baggrund af mere end 40 års forskning viser, at alle mennesker lærer på forskellige måder, og at langt de fleste af os har en foretrukken læringsstil, når vi skal lære nyt og/eller svært teoretisk stof. Dette gælder, når du deltager i møder, på kurser, og når du arbejder koncentreret med løsningen af forskellige opgaver i hverdagen.

Sådan bruger du din læringsstil

Når du er i en læringssituation, vil dine omgivelser måske ikke være indrettet til at understøtte netop din måde at lære bedst på. Derfor har vi samlet en række værktøjer og gode råd, som du med fordel kan gøre brug af, for at understøtte din læring bedst muligt. De er delt ind i kombinationer af de enkelte tilgange og læringsstile.
Få værktøjer og gode råd til din kombinerede læringsstil