HK.dk logo

03. november 2015

Statslige arbejdspladser til Fyn – med dynamik og respekt

Sektorformand for HK Stat Midt, Brita Andersen, er ikke i tvivl: De nye statslige arbejdspladser, der flyttes til Fyn og Fredericia-området, vil give ny dynamik i regionen. Hun taler dog også for hensyn til og respekt for de medarbejdere med familier, der skal flytte med. 

     - Vi er selvfølgelig klar til at byde velkommen til de medarbejdere, der flytter med deres arbejdsplads til Fyn. Samtidig anerkender vi helt klart udfordringen for den enkelte, der nu skal overveje en flytning. Vi kender det kun alt for godt fra de medlemmer, der de senere år har set deres arbejdspladser blive flyttet fra Fyn. Det er ikke nogen ukendt situation og problematik hos os. Derfor ved vi, hvor vigtigt det er, at vi står klar til at hjælpe dem til rette. Det gør vi gerne som sparrings- og samarbejdspartner for de fynske kommuner omkring rekruttering, bosætning og alle de andre ting, der er vigtige, hvis de nye medarbejdere og deres familier skal falde godt til, siger Brita Andersen, sektorformand for HK Stat Midt.

På sagligt og seriøst grundlag
Flytning af statslige arbejdspladser fra København og ud i landet skal ske på et sagligt og seriøst grundlag. Kun sådan kan der tages de rette hensyn til medarbejdere, kompetencer, økonomi og den synergi, der skal skabes i forhold til det nye område og miljø, hvor den enkelte statslige institution og arbejdsplads placeres:

    - Når det er sagt, så er jeg sikker på, at de mange arbejdspladser vil gøre en forskel rundt i Danmark, hvor de vil være med til at skabe noget vækst og dynamik. Det gælder også på Fyn og omkring Fredericia, vurderer Brita Andersen, HK Stat Midt. 

Politisk gehør
HK Stat Midt afholdt i starten af 2015 konferencen ”Staten i hele samfundet”, hvor både daværende minister Carsten Hansen og fynske folketingsmedlemmer deltog i et panel – og hvor hele Fyn var stærkt repræsenteret i salen. Emnet var netop placering af statslige arbejdspladser, når de flyttes:

    - Vi har i hele 2015 arbejdet på at sætte en positiv dagsorden omkring placering af statslige arbejdspladser i vores område. Det har vi gjort i HK Midt, og vi har gjort det sammen med andre dele af landet med den samme dagsorden. Min forhåbning gik på, at hele Danmarks geografi blev tænkt ind, når nye enheder skulle placeres, og jeg er overrasket over det omfang, debatten har fået, siger Brita Andersen.

HK Stat Midt håber, at udgangspunktet for hele projektet er en gennemtænkt strategi, hvor der ikke kun kigges på kroner og ører, når statslige arbejdspladser flyttes og placeres nye steder. Det bør have førsteprioritet, at der hurtigst muligt bliver skabt arbejdsro omkring den enkelte medarbejder og arbejdsplads. 
Brita Andersen - HK fagforening

Brita Andersen

Afdelingssektorformand

HK Stat Midt

Som formand for HK Stat Midt, har jeg fokus på arbejdsvilkår og arbejdsmiljø for de statsansatte på Fyn og i  Fredericia.

Min blog vil omhandler emner som har med netop dét at gøre. God fornøjelse.

Stop med at følge

  Følg denne blog via RSS-feed

Tidligere blogindlæg

Bloggere

Log ind som medlem