For et svækket Arbejdstilsyn, der i årevis er blevet udhulet igen og igen, vil helt bogstaveligt kunne ses og mærkes derude på arbejdspladserne.
Hertil kommer, at de massive besparelser henover en forholdsvis kort årrække har skabt et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne er under stærkt og stort pres – og paradoksalt nok, så begynder det at minde om en gang ”skomagerens søn”. For ligesom det gamle ordsprog om, at skomagerens børn altid går i de mest slidte træsko, så er det også her paradoksalt, at netop Arbejdstilsynet efterhånden er præget af et dårligt arbejdsmiljø som følge af de evindelige og visionsløse besparelser!
...ligesom det gamle ordsprog om, at skomagerens børn altid går i de mest slidte træsko, så er det også her paradoksalt, at netop Arbejdstilsynet efterhånden er præget af et dårligt arbejdsmiljø som følge af de evindelige og visionsløse besparelser
Lige nu strides de politiske parter om, hvad regeringens udspil for 2019 kommer til at betyde, og jeg skal love for, at lommeregnerne i de to fløje er indstillet forskelligt. Partierne, der ønsker at styrke Arbejdstilsynet, bl.a. med en bevilling af ekstra 100 millioner kroner, regner sig frem til, at regeringen i 2019 vil bruge et markant mindre million-beløb på Arbejdstilsynet, og at det endnu engang vi koste medarbejdere i tilsynet. Den modsatte fløj omkring regeringen mener ikke, der vil være tale om en forringelse, og man henviser til det udvalgsarbejde, der er sat i gang med henblik på en effektivisering af Arbejdstilsynet.
Det er alt sammen fint og godt, men ændrer dog ikke ved, at de tilbageblevne medarbejdere aktuelt er på en uriaspost, hvis de skal holde det høje niveau i deres screening af det danske arbejdsmarked. Vi har en okay god arbejdsmiljølov i Danmark, men ligesom med så mange andre love, så har nogen brug for hjælp til at overholde den. Det kan komme til at koste dyrt og gøre ondt, hvis vi fortsat negligerer, hvor vigtig denne opgave er. Derfor bør vi lige nu bekymre os for Arbejdstilsynet. For det vedkommer os alle.
