Den aften, vores statsminister tonede frem på hver vores TV, tror jeg for alvor, at det gik op for mange af os, hvilken svær situation, vi som samfund, land og verden er i, og hvor meget Coronavirus vil betyde for vores hverdag. Den hverdag, vi kendte, blev i disse minutter med ét forandret, og vi blev kastet ud i det ukendte. For hvad nu?

I timerne efter kunne mange af vores handelsansatte i landets fødevarebutikker opleve, hvordan danskerne gik amok i en sand hamstringsbølge uden tanke for de ansatte i de pågældende butikker. Ej heller skænkede de er tanke, at de netop ved deres ageren kunne være med til at forværre situationen for de mange.

Hamstringen skete til trods for, at en samlet detailhandel havde været ude i et presseopslag og bede folk om ikke at hamstre, da der ville være nok varer til alle. Jeg har aldrig før oplevet en samlet detailhandel komme med en fælles pressemeddelelse, da de er jo til daglig er konkurrenter. Men selv ikke det kunne få folk til at stoppe op og tænke sig om.

Jeg har blot stor ros og anerkendelse til de hårdtarbejdende medlemmer ude i detailhandlen, der siden denne aften har knoklet og trofast mødt på arbejde for at sikre, at vi alle kan købe det, vi behøver. De handelsansatte har i denne svære tid vist sig som sande helte, og de fortjener alle vores dybeste respekt, anerkendelse og taknemlighed. Og det, hvad enten de er med til at sikre, at varerne kommer ud til butikkerne, eller de er direkte i frontlinjen i butikkerne.

Så min opfordring til alle: Husk at behandle de ansatte med respekt og følg sundhedsmyndighedernes anvisning omkring hygiejne, så vi kan passe på de ansatte og hinanden.

Siden er vi løbende blevet briefet om de forskellige tiltag, der er taget fra regeringens side og fra et samlet Christiansborg, hvor landets politikere står sammen for at håndtere den situation, vi er i.

Vi har endda oplevet, at dronning Margrethe ekstraordinært har talt til den danske befolkning og opfordret os til at vise sammenhold ved at holde afstand.

Rigtigt mange brancher er ramt i Danmark. Mange af vores kollegaer rundt omkring på de forskellige handelsarbejdspladser oplever desværre, at i takt med at hjulene ikke længere drejer så hurtigt rundt, er der nedgang. Nogle steder står hjulene helt stille, og arbejdet som for blot nogle uger siden føltes som sikkert, er lige pludselig ikke så sikkert længere. Det er særligt i alle de virksomheder, der ikke har en direkte berøringsflade til fødevarebutikkerne, og særligt i specialvarebutikkerne og på deres lagre, at vi oplever stor nervøsitet for fremtiden - både på den korte og lange bane.

Her vil jeg gerne komme med en opfordring til, at inden I som ansatte indgår nogen form for aftale med jeres arbejdsgiver og skriver under på noget, så kontakt os. HK Handel går ikke ind for nogen form for arbejdsfordeling. Og husk, overenskomsten gælder stadig.

Jeg vil også her komme med nogle nyttige links, som I kan gøre brug af, lige som I er mere end velkomne til at kontakte vores dygtige faglige medarbejdere i HK Handel Sydjylland, hvis I har spørgsmål. For selv om vi i HK Sydjylland har sendt de fleste af vores medarbejdere hjem, så er det ikke på ferie. Nej, de er alle koblet op og sidder klar på telefonerne og mail for at hjælpe jer. Vi har endda haft udvidet vores telefontid for at være til rådighed for jer på telefonerne i weekenden.

Lige her og nu virker verden og vores hverdag helt forandret, og vi kan til tider hver især være bekymrede og nervøse for, hvad fremtiden vil bringe. Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab nok skal klare os igennem denne svære tid. Vi skal blot hjælpe hinanden.

Hjælpe, først og fremmest ved at stå sammen på afstand, og siden ved at stå sammen om at få sat hjulene i gang igen. Så kan vi hjælpe alle dem, der lige pludselig står uden et arbejde, med at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Kan I nu passe på jer selv, jeres kære og hinanden.

 

HK’s hjemmeside med spørgsmål og svar om Coronavirus, herunder trepartsaftalen som regeringen, arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer har lavet. 

 

HK Handels hjemmeside med spørgsmål og svar omkring Coronavirus, særligt for handelsansatte. 

 

Du kan også følge os på HK Handels Facebook-side og på HK Sydjyllands Facebook-side.

 

Telefon til Team Handel Sydjylland: 3364 1510.

Mail til HK Handel Sydjylland: syd_handel@hk.dk

Præsentation af det faglige Team Handel Sydjylland

 

Fælles telefonnummer: 7011 4545

Fælles mail til HK Sydjylland: syd@hk.dk

Link til vores online kurser