Som formand for HK Handel møder jeg ofte medlemmer, som er kørt træt i deres nuværende job, eller som trænger til nye opgaver. Og jeg siger altid til dem: Spring ud i det. Gør chefen opmærksom på dine ambitioner og ønsker, søg dit drømmejob eller opkvalificer dig, så du kan komme i betragtning til det, du går og drømmer om.
Det kan være nemmere sagt end gjort, det er jeg med på. Men fra HK Handels side har vi sikret, at du gennem din overenskomst har ret til to ugers videre- eller efteruddannelse, som du selv kan vælge, hvert år. Og den ret skal du naturligvis gøre brug af. Det er gratis for dig, og du får din sædvanlige løn, selvom du er på skolebænken frem for på arbejde.
I dette nummer af nyhedsbrevet sætter vi fokus på ordblindhed. Og jeg er helt med på, at hvis man er ordblind, ufaglært eller har kæmpet med skolen tidligere, så kan det føles en smule frygtindgydende at skulle tilbage på skolebænken. Men overvej det alligevel.
Du kan fx læse om ordblinde Teis, der tog et kursus i hardcore jura efter 15 år væk fra skolebænken.
Bare fordi man ikke tidligere har oplevet succes i skolen, så gør det ikke en mindre kvalificeret til at dygtiggøre sig. Tværtimod. Inden for vores fag har vi faktisk virkelig mange dygtige ufaglærte, så selvom man ikke tidligere har fået papir på sin kunnen, betyder det ikke, at man ikke er kvalificeret til at få det nu. Og som sagt kan du gøre det, uden at det koster dig en krone. Tag en snak med din tillidsrepræsentant eller dine lokale HK-afdeling for at høre om dine muligheder.
Udover at du udvikler dig selv og dine kompetencer, fremtidssikrer du også dig selv til fremtidens arbejdsmarked og øger dine muligheder for at stige i løn. Du investerer med andre ord i dig selv og din fremtid – så spring ud i det.