HK.dk logo

02. juni 2016

Sådan undgår du at smelte i sommervarmen

Is der smelter på jorden.

Sommeren er over os og med den sol og varme, og på din arbejdsplads kan temperaturen hurtigt stige til sveddryppende niveau. Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at der er en tålelig temperatur på arbejdspladsen. Men der er en række ting, du selv kan gøre for at undgå, at din arbejdsplads forvandler sig til en sauna.

Arbejdstilsynet anbefaler, at man holder en temperatur på mellem 20-22 grader på arbejdspladsen, og at temperaturen aldrig overstiger 25 grader ved stillesiddende arbejde. Og selv om det kan være en udfordring at opfylde de kriterier, når meteorologerne melder hedebølge i Danmark, er det arbejdsgiverens ansvar at sørge for en tålelig temperatur. 

Bliver det for varmt, kan det give syge medarbejdere, og det skal tages alvorligt. I værste fald kan varmen føre til, at en medarbejder besvimer af et hedeslag. Men varmen kan også give hovedpine, synsforstyrrelser, kvalme med mere. Derfor er det vigtigt, at virksomheden får gjort noget ved varmegraderne indendørs. 

Det kan handle om bedre ventilation og afskærmning mod solen men også, at der bliver indført passende pauser, hvis luftfugtigheden og lufttemperaturen er høj.

Hvis ikke, der bliver gjort noget ved varmen, skal du gå til din tillidsrepræsentant eller din arbejdsmiljørepræsentant. Har du ingen tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, kan du kontakte din fagforening. Sommervarmen kommer jo hvert år. Derfor har arbejdsgiverne ikke nogen undskyldning for ikke at have forberedt arbejdspladsen på varmen.

Selv om du synes, det er varmt at gå på arbejde, er der ikke i Danmark nogen regler, der giver de ansatte ret til varmefri - hedebølge eller ej. Så det gælder om at ruste sig så godt som muligt mod varmen, og der er en række ting, du og dine kolleger selv kan gøre:

  • Sørg for at aftale med hinanden, hvornår der skal luftes ud, og hvordan man undgår træk.
  • Drik rigeligt med vand.
  • Sidder I i et lokale med mange store glasflader, kan det hurtigt føles som at sidde i et drivhus. Så skærm af for solen og undgå at sidde direkte op ad de uafskærmede vinduesarealer. Husk at rulle gardiner eller persienner ned, når det bliver fyraften. På den måde undgår I, at lokalet er meget varmt, når I møder næste dag.
  • Luft ud flere gange om dagen men vær opmærksom på, om der er kolleger, der lider af pollenallergi.
  • Lamper og computere afgiver varme, så sluk lyset og sæt computeren i dvaletilstand, når det er muligt.
Arbejdsmiljø Indretning af arbejdspladsen
Inger Stranddorf - HK fagforening

Inger Stranddorf

Afdelingsformand

HK MidtVest

Jeg er afdelingsformand for HK MidtVest, lokalafdeling af HK i Midt- og Vestjylland. Her kan du læse mine holdninger til emner, der berører netop disse medlemsgruppers arbejdsliv. Og du skal være så hjerteligt velkommen til at give dit besyv med i en kommentar.

Stop med at følge

  Følg denne blog via RSS-feed

Tidligere blogindlæg

Bloggere

Log ind som medlem