
Næstformanden i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen, kritiserer ekspertgruppen vedrørende fremtidens beskæftigelsesindsats for manglende involvering. Foto: Tom Ingvardsen
- Vi er en følgegruppe, som ikke rigtig følger noget. Sådan siger HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen, der i markante vendinger kritiserer den ekspertgruppe, der skal give anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats, for mangel på involvering.
Næstformandens kritik udspringer af, at ekspertgruppen siden maj sidste år kun to gange har inviteret den følgegruppe, der er udvalgt til at følge arbejdet med at forme en ny jobindsats.
Pia Lund Jeppesen udgør selv en del af følgegruppen, der også omfatter repræsentanter fra blandt andre KL, socialrådgiverne og FH. Gruppen har som udgangspunkt haft til opgave at give løbende input til den af regeringen udpegede ekspertgruppe.
To møder på ni måneder
Med bare to møder på ni måneder har følgegruppen ifølge Pia Lund Jeppesen langt fra kunnet opfylde den tiltænkte rolle.
Der har ovenikøbet ifølge NB Beskæftigelse været lagt op til, at arbejdet med at forme en ny beskæftigelsesindsats skal ske med udgangspunkt i en åben arbejdsgang med mulighed for offentlig debat og input undervejs.
Viden om ekspertgruppens arbejde får Pia Lund Jeppesen primært fra LinkedIn.
- Der kan jeg læse det samme, som alle andre kan. Jeg kan se, at ekspertgruppen holder møder rundt omkring. Bare ikke med os. Derfor kan jeg godt undre mig lidt over, hvad formålet med følgegruppen er, hvis den ikke skal bruges til noget, siger hun til NB Beskæftigelse og tilføjer:
- Jeg synes faktisk, det er lidt arrogant og et udtryk for en manglende demokratisk kontrol af ekspertgruppens arbejde.
Flere bakker op om Pia Lund Jeppesens kritik. Det gælder blandt andre Nanna Højlund, der er næstformand i FH.
Medlemsforventninger opfyldes ikke
For Pia Lund Jeppesen handler det om at signalere sine medlemmer ude på jobcentrene, at hun ikke kan levere det, der er forventningen.
- Vi har 6.500 medlemmer siddende i landets jobcentre. De har alle stor viden på området. Jeg forstår ikke, at det ikke er interessant for eksperterne. Vores medlemmer forventer, at vi kan løfte deres stemme og gøre vores indflydelse gældende i processen. Derfor har jeg brug for at sige til dem, at det er jeg ikke i stand til denne gang, siger HK Kommunals næstformand til NB Beskæftigelse.
Hun frygter, at Følgegruppens ringe involvering i ekspertgruppens arbejde vil afspejle sig i de resultater, ekspertgruppen præsenterer til juni.
Følgegruppen involveres snart
Ekspertgruppens formand, professor i økonomi ved Københavns Universitet Claus Thustrup Kreiner, forudser i et svar til NB Beskæftigelse, at man i den kommende tid i højere grad vil få sat følgegruppens viden og ekspertise i spil.
- Vi er nu i gang med at få resultater ind fra analyserne, vi igangsatte i efteråret. Det giver en god grobund for de videre drøftelser. Jeg ser frem til at diskutere resultaterne ved vores tredje følgegruppearrangement i april, skriver han.