
At HK-stillingerne er blevet færre og er under pres fra flere kanter er en god grund til at udvikle sine kompetencer løbende, mener Ida Johansson, som har skrevet opgave om HK'ernes kompetenceudvikling. Modelfoto: Mostphotos.
- Hvad skal du med en uddannelse mere, Ida?
Sådan faldt ordene fra en ny chef, da Ida Johansson stod på tærsklen til at tage endnu et modul på akademiuddannelsen i offentlig forvaltning og administration.
Om chefen bakker dig op i, at du skal have et kompetenceløft på en efter- eller videreuddannelse, er en faktor, der er med til af afgøre om statens HK’ere er motiverede for at sætte sig på skolebænken.

Ræk ud til din leder og spørg ind til, hvad han eller hun godt kunne tænke sig, at du blev bedre til, lyder et af rådene fra Ida Johansson. Privatfoto.
Det viser et afgangsprojekt skrevet af den 41-årige HK’er Ida Johansson. Hun er netop dimitteret fra akademiuddannelsen i offentlig forvaltning og administration på Københavns Professionhøjskole.
- Det er individuelt, hvad der motiverer for at tage på efteruddannelse. I sidste ende er det ens egen motivation, men bag den er der mange forskellige faktorer som fx arbejdsgiverens opbakning – også i form af økonomi og arbejdstid – familieliv, arbejdsbyrde og overskud i det hele taget, siger Ida Johansson.
LÆS OGSÅ: ”Medlemmerne skal turde gå ud på tynd is og få våde fødder”
Til daglig er hun programkoordinator på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby, men lige siden hun tog kontoruddannelsen i 2011, har hun på lige fod med mange af sine fagfæller været optaget af kompetenceudvikling for at stå bedst muligt rustet til fremtidens arbejdsmarked:
- Der er omstruktureringer og omvæltninger på arbejdspladserne hele tiden. Jeg har altid gerne ville udvikle mig og lære nyt. Så at undersøge efter- og videreuddannelse på et fagligt plan lå naturligt til mig, fortæller Ida Johansson, der udover sine nyerhvervede kompetencer også snart kan skrive 15 år som HK’er i uddannelsessektoren på cv’et.
Chefen kan hæmme og fremme din udvikling
HK Stats uddannelseskonsulent Patrick Terman-Andreasen har også bidraget til opgaven – både med viden, men også med erfaringerne fra HK Stats egen repræsentative uddannelsesundersøgelse fra sidste år.
LÆS OGSÅ: Den er god nok: Efteruddannelse kan give dig mere i løn
Her svarede 12 procent af stats-HK’erne, at de oplevede, at arbejdspladsen ikke prioriterede uddannelse. Mere end halvdelen udtrykte, at de enten ikke har tid eller overskud til efteruddannelse, mens 8 procent angav, at de ikke vil tage på efteruddannelse, fordi det vil betyde en større arbejdsbyrde til deres kolleger.
Fra afgangsprojektet er det Ida Johanssons oplevelse, at arbejdsgiveren er den faktor, der påvirker motivationen mest, når det kommer til kompetenceudvikling:
- Det er arbejdsgiverne og kollegerne, jeg ser som de største motivationsfaktorer til at tage efteruddannelse. For arbejdsgiveren er det begge veje, både som den hæmmende og fremmende faktor. Derfor er det også mit bedste råd, at man skal tage chefen i hånden og sælge idéen om, hvordan ens udvikling kan gavne arbejdspladsen. Og her spiller kollegernes opbakning også en rolle, fortæller hun.
Småbørnsfamilier har ikke tid til uddannelse
Med afsæt i medlemmernes ønske om kompetenceudvikling, og at HK-stillingerne er under pres fra et stigende antal akademikere i staten, var HK Stat ved OK18 med til at indgå aftalen med staten om den Statslige Komptencefond. Siden da er den blevet en permanent del af overenskomsten.
LÆS OGSÅ: Nu får HK’ere på 55+ deres egen pulje i Kompetencefonden
Nikker chefen til, at du skal på efteruddannelse, så skal det som udgangspunkt foregå i arbejdstiden, medmindre uddannelsen kun udbydes uden for almindelig arbejdstid. Det er blevet aftalt i overenskomsten. Om tomlen bliver vendt op eller ned fra arbejdsgiveren, er dog ikke den eneste væsentlige motivationsfaktor:
- Jeg var nysgerrig på, hvad man gør fra samfundets side i forhold til at støtte lige muligheder for videreuddannelse. Her vil småbørnsfamilier altid have nogle andre forudsætninger og kunne godt bruge mere støtte til at komme afsted på efteruddannelse, fortæller Ida Johansson.
"Du er jo HK’er"
På egen krop har Ida Johansson også selv oplevet de udfordringer, der kan være med at komme afsted på efteruddannelse. Selv med mange år anciennitet i uddannelsessektoren mødte hun skepsis:
- Jeg har i hvert fald haft mindst to chefer, der har sagt, at hvis vi ikke kan få økonomisk støtte til det, så må du vente. Indimellem uddannelsens moduler var jeg også på barsel, og to chefer har fortalt mig, at de ikke kunne se, hvorfor jeg skulle efteruddanne mig.
- Jeg var jo HK’er og administrativ medarbejder. Så det er helt klart min oplevelse, at jeg har måttet kæmpe for min egen kompetenceudvikling, betoner Ida Johansson.
LÆS OGSÅ: HK-ildsjæle har sat skub i uddannelserne
Både robotter og akademikere overtager HK-jobs i staten. Alt imens anses administration og dokumentation på Christiansborg ofte som et unødvendigt onde, der kan spares væk med omprioriteringsbidragets fejeblad. At HK-stillingerne er blevet færre og er under pres fra flere kanter er for Ida Johansson en god grund til at udvikle sine kompetencer løbende.
- Personligt kan jeg godt lide, at vi udvikler os konstant, og at man skal holde sig skarp på arbejdsmarkedet, siger hun og supplerer:
- En anden grund til, at jeg ville undersøge stats-HK’erne forhold til kompetenceudvikling, var for at se, hvordan vi som faggruppe set fra et samfundsmæssigt synspunkt står på arbejdsmarkedet. For det er interessant at se på, om der fra samfundets side egentlig er plads til alle faggrupper, som jeg synes, der skal være, både dem med korte og lange uddannelser, siger hun.
Idas 5 gode råd til at snakke uddannelse med chefen
- Det starter hos dig selv. Gør det klart, hvad du gerne vil være skarpere på og hvorfor.
- Hvad vil du gerne bidrage med til arbejdspladsen på den anden side af uddannelsesforløbet?
- Overvej, hvad du og din arbejdsgiver kan få ud af, at du kommer på efteruddannelse.
- Ræk ud til din leder og spørg ind til, hvad han eller hun godt kunne tænke sig, at du blev bedre til. På den måde er du med til at give dem medejerskab på idéen.
- Undersøg hvilke uddannelsesforløb, der kan bringe noget nyt til arbejdspladsen og til de opgaver, I sidder med.
- Læs mere om kompetenceudvikling hos Kompetencesekretariatet.
Blå bog: Ida Johansson