Foto Lars Pryds-OK24-Lene Roed foran KL

Der var festlighed og forårssol, da HK Kommunals formand Lene Roed ved OK24 gik til de afsluttende forhandlinger hos KL i februar 2024. Nu er processen frem mod næste overenskomst – OK26 – godt i gang. Foto: Lars Pryds.

En robust lønudvikling og bedre muligheder for at tilrettelægge et fleksibelt arbejdsliv er to af de mest udbredte ønsker fra medlemmerne af HK Kommunal. Det kom frem, da rekordmange medlemmer i september drak kollegakaffe, indsendte ønsker og diskuterede på platformen ok26.hk.dk.

Medlemmernes ønsker er en vigtig del af fundamentet for de krav, som HK Kommunals forbundssektorbestyrelse drøftede og vedtog på et todagesmøde i sidste uge. 

Bestyrelsen vedtog de samlede krav. Det gælder både generelle krav, der handler om fx løn, arbejdsmiljø og barsel, og HK Kommunals specielle krav om fx grundlønssatser for de forskellige faggrupper, pension og kompetencefonden, der understøtter efter- og videreuddannelse.

Kravene koordineres

De generelle krav er sendt videre til OAO. Her koordineres kravene i første omgang med de andre organisationer i OAO, bl.a. SL, Socialrådgiverne og 3F. OAO er HK Kommunals valggruppe i Forhandlingsfællesskabet, som OAO’s koordinerede krav efterfølgende sendes til.

Forhandlingsfællesskabet er den fælles forhandlingsorganisation for HK Kommunal og 31 andre fagforbund med i alt 464.900 ansatte i kommuner og regioner. Her forestår der et arbejde med at koordinere de mange ønsker og krav fra de fire valggrupper, inden de fælles, generelle krav, man kan blive enige om på et repræsentantskabsmøde i december, sendes videre til arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

De specielle krav, som ikke er omfattet af Forhandlingsfællesskabets generelle krav, overleverer HK Kommunal selv til arbejdsgiverne.

Offentliggøres efter udveksling

Både Forhandlingsfællesskabets, HK Kommunals og arbejdsgivernes krav bliver først offentliggjort efter udvekslingen af kravene den 16. december. Vi kan dog godt afsløre, at kravene, der er vedtaget af HK Kommunals bestyrelse, fylder syv sider og ud over generelle krav også rummer specielle krav, hvor blandt andet mange af HK Kommunals faggrupper nævnes.

Alle organisationer har krav, der ikke bliver inkluderet i de generelle krav fra Forhandlingsfællesskabet. Dem har de efterfølgende mulighed for at stille som specielle krav og selvstændigt forhandle med arbejdsgiverne.

Det markante lønløft i kraft af stigninger i løntrin pr. 1. april i år er et eksempel på et resultat af specielle forhandlinger, som HK Kommunal selv havde med arbejdsgiverne ved OK24. De seneste to lønstigninger – pr. 1. oktober og 1. november 2025 – er til gengæld resultatet af de generelle OK24-forhandlinger.

OK26: Resten af vejen mod næste overenskomst

16. december 2025
Forhandlingsfællesskabet holder repræsentantskabsmøde og vedtager generelle krav
Ultimo december 2025/primo januar 2026
Parterne udveksler krav
28. februar 2026
Sidste frist for at nå til enighed mellem parterne
Marts 2026
Urafstemning om forhandlingsresultatet
1. april 2026
Den nye overenskomst træder i kraft.