Dette indlæg er skrevet i samarbejde med min kollega, HK’s næstformand Martin Rasmussen:

Stress er et kollektivt problem, og bliver én ramt, påvirker det hele arbejdspladsen. Stress må ikke blive set som et problem, der udelukkende rammer den enkelte. Alle har et ansvar, når arbejdsmængden bliver for stor og arbejdstiderne for lange.

Alene i vores område har 4 ud af 5 HK’ere oplevet at være stressede inden for det seneste år. Tallene taler deres tydelige sprog om, at der er behov for, at stressproblematikken tages seriøst på arbejdspladserne. Det bliver den ikke lige nu. 67 procent af vores medlemmer på Sjælland har inden for det seneste år været bekymrede for, om en kollega var stresset – og kan kollegaerne se det, så kan ledelsen også. Det bliver ikke bedre af, at 60 procent af dem, der går ned med stress, oplever, at deres leder ikke er klædt på til at håndtere deres sygemelding.

Der er brug for handling nu. Stress er et alvorligt problem, der kalder på en fælles løsning. I HK er vi klar til at gøre op med stress på arbejdspladserne, men det kræver, at arbejdsgiverne og politikerne også vil tage bladet fra munden og komme ind i kampen.

Helt konkret foreslår vi:

  • at der skal indføres en stresspolitik på alle arbejdspladser,
  • at der bliver indført en obligatorisk lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø,
  • og at der laves en national handlingsplan mod stress.

Alt dette er der behov for, hvis vi skal kunne forebygge stress og give ret til hurtigere behandling i det rette tempo.

Er du eller en kollega stresset? Få gode råd her