Det bliver lidt for ofte til flotte (politiske) skåltaler uden den helt store action efterfølgende.
Et godt eksempel er på det kommunale og regionale område, hvor jeg som sektorformand for HK’erne dagligt hører om dårligt arbejdsmiljø, stress-sygemeldinger og medarbejdere, der kommer på arbejde med knude i maven og tårer lige i kanten af øjenkrogen. Alle kan tænke sig til, hvad det betyder for overskud, energi, motivation og dybest også livskvalitet, når du har et job, du gerne vil engagere dig i, men langtfra har acceptable vilkår for at udføre dine opgaver optimalt.
Problemet er, at politikerne gør livet lidt for nemt for sig selv med perspektivløse, ulogiske og ofte helt uforståelige besparelser og effektiviseringer, hvor de høster blindt og uden blik for sammenhængen mellem god administration og optimal levering ude hos de borgere, kunder, patienter og samarbejdspartnere, der med rette forventer noget af det offentlige serviceniveau.
For sådan hænger det faktisk sammen: En dygtig HK’er er ofte forudsætningen for, at andre faggrupper har gode arbejdsbetingelser og kan levere godt på deres funktioner.
Problemet er, at politikerne gør livet lidt for nemt for sig selv med perspektivløse, ulogiske og ofte helt uforståelige besparelser og effektiviseringer, hvor de høster blindt og uden blik for sammenhængen mellem god administration og optimal levering ude hos de borgere, kunder, patienter og samarbejdspartnere, der med rette forventer noget af det offentlige serviceniveau.
For sådan hænger det faktisk sammen: En dygtig HK’er er ofte forudsætningen for, at andre faggrupper har gode arbejdsbetingelser og kan levere godt på deres funktioner.
I stedet for at anerkende denne præmis lukker politikerne øjne og drager ud på et grønthøsteri, der mange steder trækker tæppet væk under effektiv administration – og under medarbejdere, der på trods af omstillingsparathed og store ja-hatte udsættes for så mange besparelser, effektiviseringer, omstillinger og skiftende ledere, at de tvinges i knæ i en overbebyrdet arbejdsdag.
Jeg oplever, at det administrative personale hastigt bliver mere og mere stressede og syge af at passe deres arbejde i et stadigt stigende tempo med færre og færre kolleger. Jeg kan ikke se, at den enkelte borger eller patient får mere velfærd af, at der gennemføres så kortsigtede besparelser. Nærmere tværtimod. For på sigt er systemet langt mere lønsomt, hvis de administrative funktioner styrkes – og hvis vi bringer både stressniveauet og antallet af sygemeldinger ned.
Problemet med stress er så udbredt, at vi som velfærdssamfund bør tage affære, så vi ikke kun sætter ord på bekymringerne – men også handling. For et velfærdssamfund er ikke kun stærkt, når det tager sig af samfundets svageste og pressede grupper, men når det samtidig forebygger, at problemerne opstår. Lige på det område fejler de politikere, der er valgt til at sidde i velfærdssamfundets maskinrum, når de så ensidigt sparer på det administrative område. De bør huske: Ingen medarbejdere, ingen administration, ingen velfærd.
