1. maj bliver ofte brugt til at se tilbage på fagbevægelsens sejre og historiske triumfer. Dem har der været mange af, og jeg vil uden problemer kunne udfylde min taletid med det.
Men jeg vil meget hellere tale om, hvordan vi sikrer, at fagbevægelsen også i fremtiden har styrken til at skabe store resultater. Fagbevægelsens styrker hænger nøje sammen med antallet af medlemmer. Vi er ikke meget talerør for lønmodtagerne, hvis det kun er et mindretal, som er medlemmer.
Det er næppe nogen hemmelighed for ret mange, at medlemstallet i FH’s medlemsorganisationer er faldende. Det går egentlig meget godt med at få de unge meldt ind, men alt for mange er meldt ud igen, inden de bliver 30. Det er en udfordring, vi skal have løst, hvis vores nuværende indflydelse skal styrkes. Og det skal den, hvis I spørger mig. Mit mål er ikke at fastholde det nuværende medlemstal. Vi skal være flere i fællesskabet. Ikke bare for at være flere eller at få en bedre økonomi. Vi skal være flere, for det betyder mere styrke, og mere styrke betyder bedre resultater.
Jeg tror på, at mere og bedre organisering er et vigtigt værktøj på den rejse. Gode reklamekampagner og færre møgsager i pressen kan også gøre noget. I bedste fald tror jeg på, at det er midlet til at fastholde vores nuværende medlemstal og styrke. Skal min ambition om flere medlemmer og mere styrke blive til virkelighed, så er der brug for mere drastiske tiltag.
Mit første forslag, som skal give flere medlemmer, handler om de helt unge – fritidsjobberne. Mange unge under uddannelse skal være medlemmer af 2 eller 3 fagforeninger, mens de er studerende, hvis både deres studie og fritidsjob skal være dækket. Det giver ikke mening – slet ikke, hvis de 3 forbund alle er en del af FH-familien. Vi bør lave et medlemskab til 600 kr. årligt, hvor du som pædagogstuderende både er medlem af BUPL, af HK i forhold til dit fritidsjob i supermarkedet og af 3F i forhold til dit fritidsjob på en café. Markedsføringen af medlemskabet bør målrettes forældrene. Kender I nogle forældre, som ikke har tegnet børneulykkesforsikringer til deres børn? Det gør næsten alle, selv om det er meget sjældent, der kommer udbetaling fra forsikringer. Det skal være lige så stor en selvfølge at melde sit barn ind i ’De Unges Fagforening’, når de får det første fritidsjob, som at vi tegner ulykkesforsikringer, mobilabonnementer eller melder dem ind i Sygeforsikringen Danmark.
Hvis vi kan lykkes med, at forældrene som det mest naturlige i hele verden melder dem ind i ’De Unges Fagforening’, så har vi allerede kontakten og kan give dem gode oplevelser, inden de for alvor kommer ud i arbejdslivet. For chancen for, at de får brug for fagforeningen, er langt større end for børneulykkesforsikringen. Langt flere unge oplever problemer med deres fritidsjob end at få varige men, som giver udbetaling fra ulykkesforsikringen.
Vi skal også se på fagbevægelsens forretningsmodel, som har været uændret siden starten for 150 år siden. Det er vores samfund og vores arbejdsliv ikke. Det er også nogle helt andre behov, vi som fagforening skal dække i dag, end vi skulle for bare 20, 30 eller 40 år siden. Derfor mener jeg, vi er nødt til at ændre vores forretningsmodel, så den passer til vores nuværende og potentielle medlemmer.
Historisk set har et fagforeningsmedlemskab været vejen til at sikre familiens indtægt. Det var adgangen til et job. Hvis du havde brug for et nyt job, så var det i fagforeningen, du henvendte dig til og fik tip om, hvor det var klogt at søge. På mange arbejdspladser var det umuligt at få foden indenfor, hvis du ikke havde fagforeningsbogen på plads. Nogle steder var det et formelt krav, andre steder en mere uskreven regel. Men uanset hvad – ville du have et job, så skulle fagforeningsbogen være i orden. Ville du forsikre dig mod arbejdsløshed, så var det også kun i de faglige a-kasser, det var en mulighed, og så var det naturligt også at være medlem af fagforeningen.
I dag er virkeligheden en helt anden. Mange oplever jævnligt at få nye jobtilbud uden at gøre andet end at have en profil på LinkedIn. Eller at blive kontaktet på anden måde med et uopfordret jobtilbud. Der er kommet tværfaglige a-kasser, og eksklusivaftaler er afskaffet. Både de formelle og – med få undtagelser – også de uformelle. Fagforeningen er slet ikke garanten for familiens indtægt på samme måde længere. Der skal noget andet til, hvis medlemmerne ikke skal vælge fagforeningen fra.
I dag er vores mest attraktive produkt vores overenskomster. Det er der, vi gør en forskel, hver eneste gang en overenskomstdækket lønmodtager får sin løn. Vi har lige overstået et overenskomstforløb på det private område, hvor et massivt flertal har godkendt resultatet. Med de nye overenskomster er der 19% oven i ens løn, når de aftalte ændringer er fuldt indfaset – alene på pensionen og fritvalgskontoen. Så med en månedsløn på 2.600 kr. er kontingentet dækket ind. Jeg gentager 2.600 kr. om måneden. Det er altså ikke mange fuldtidsansatte, hvor værdien af overenskomsten ikke er 10 gange højere end kontingentet.
Det er da et tilbud, der er til at tage og føle på. Problemet er bare, at der ikke er sammenhæng mellem, hvem der betaler for overenskomsterne, og hvem der får gavn af goderne.
Derfor oplever vores tillidsrepræsentanter og flere og flere kollegaer, som siger til dem: Hvorfor skal jeg være medlem; det giver mig jo ikke mere i løn. Jeg synes, I gør et godt job, men jeg kan spare mange penge ved at vælge en af jeres konkurrenter eller slet ikke være medlem. Og jeg mærker det ikke!
Vi skal derfor ændre vores forretningsmodel, så vi ikke længere forærer vores vigtigste produkt væk!
For det første foreslår jeg, at vi forhandler os frem til en overenskomstpræmie, hvor der betales f.eks. 1 kr. pr. leveret arbejdstime. Beløbet skal betales af alle, som er omfattet af overenskomsten. Beløbet skal dække de udgifter, vi i fagforeningerne har med at indgå og forny overenskomster og sikre, de bliver overholdt. Til gengæld skal vi reducere kontingentet med mindst det samme beløb, altså 160 kr. om måneden for en fuldtidsansat. Min påstand er, at indtægten fra overenskomstpræmien så rigeligt vil dække en tilsvarende nedsættelse af kontingentet – ikke kun for de overenskomstdækkede, men også for medlemmerne uden overenskomst. For pengene bliver jo opkrævet både hos medlemmer og ikke-medlemmer.
Dermed sikrer vi, at dem, der får glæde af overenskomsten, også er med til at betale for den, og kontingentet bliver væsentligt lavere. Incitamentet for at vælge et billigere alternativ bliver mindre.
Jeg foreslår også, at vi finder nogle områder i overenskomsterne, som det fremover kun er medlemmer, der kan få gavn af. Det skal være goder, som finansieres ved, at arbejdsgiverne betaler et beløb pr. ansat eller pr. leveret arbejdstime, for det må aldrig blive dyrere for en arbejdsgiver at ansætte en organiseret end en uorganiseret. På det private område kunne vi starte med kompetencefondene.
Jeg er med på, at vi er foreninger og ikke virksomheder. Men overvej alligevel, hvilken respons vi ville få efter et pitch i Løvens Hule. Vi har den her idé – vi tager rundt på arbejdspladser og skaffer lønstigninger, pensionsordninger, løn under barsel og andre rettigheder til lønmodtagerne. Og så spørger vi pænt, om nogle har lyst til at betale et mindre kontingent til os bagefter. Uanset om de gør det eller ej, så kommer vi tilbage 2 eller 3 år efter og gør aftalerne endnu bedre. Jeg er i tvivl, om løverne vil falde ned af stolen af grin, eller om de vil sidde målløse tilbage. Uanset hvad, så tror jeg ikke, de kommer til at investere ret mange penge i den forretningsmodel.
Jeg ved godt, at arbejdsgiverne ikke vil knuselske disse forslag. Tværtimod. Men det har aldrig stoppet os fagforeninger, og det skal det heller ikke nu. I fagbevægelsen har vi tradition for at tage en bid ad gangen, og det skal vi også gøre denne gang.
Nogle vil helt sikkert sige, at vi aldrig får arbejdsgiverne med på de disse ændringer, og jeg anerkender, at det ikke bliver nemt. Men jeg har også været med længe nok til at huske dengang, vi startede drøftelser internt om fritvalgskontoen. Dengang var der også mange, som sagde, at det ville arbejdsgiver aldrig gå med til. Nu har vi lige aftalt, at den kommer til at overstige en månedsløn. Så hvis vi kæmper hårdt nok – og længe nok – så kommer vi i mål.
De 2 sidste forslag kan både indføres parallelt eller hver for sig. Man kan med rimelighed have den holdning, at jo større overenskomstpræmien er, jo sværere er det at argumentere for medlemsrettede goder. For det, at man betaler en overenskomstpræmie, skal ikke betyde, at man er medlem af fagforeningen. Der skal stadig betales et kontingent – det skal bare være en del lavere end i dag.
Lad mig opsummere mine 3 idéer til en version 2.0 af Den danske model:
- Oprettelse af ’De Unges Fagforening’ til fritidsjobbere og studerende.
- Indførelse af en overenskomstpræmie til dækning af en del af udgifterne med at indgå og forny overenskomster og sikre, at de bliver overholdt.
- Indførelse af medlemsrettede goder i overenskomsterne.
Tak for ordet – og god 1. maj.
