Af Peter Bundgaard Thomsen

- Jeg har fået ekstra skærme og headset og endda min kontorstol med hjem. Skrivebordet havde jeg ikke plads til i bilen, griner Katrine Gajhede og tilføjer:

- Ledelsen har virkelig gjort, hvad den kan for at gøre det nemt og praktisk at arbejde hjemmefra.

Hun og en meget stor del af de administrative kolleger hos Aarstiderne har arbejdet hjemmefra under det meste af coronaen, og alt i alt går det faktisk rigtig godt. Der er en fælles opmærksomhed på, at man passer på hinanden i denne ekstraordinære situation.

Kontoret i Humlebæk er ikke lukket, og hvis nogen har behov for at mødes rent fysisk, er der også plads til det. Det er i vid udstrækning op til medarbejderne selv at indrette sig. Ledelsens rolle er at bakke op og skabe tryghed. Og det lykkes faktisk ret godt, fortæller Katrine, der arbejder som kundeservicemedarbejder.

- Der er stor tillid til, at vi forvalter vores tid på en rimelig måde. En af de ting jeg lige skulle lære, var at holde pauser. Det var jeg ikke særlig god til i begyndelsen. På arbejde går man jo også en tur ned omkring kaffemaskinen. Så skal jeg jo heller ikke have det dårligt med at tage en pause for at sætte vaskemaskinen i gang, siger Katrine.


Mindst lige så effektive
Både ledelse og medarbejdere har en oplevelse af, at folk faktisk er mindst ligeså effektive, når de arbejder hjemmefra, som de var på kontoret. Det er mere koncentreret, og Katrine kan se, at der gennemgående bliver præsteret. Tingene bliver gjort.

Hun er selv i en rolle, hvor hun lærer nye medarbejdere op. Og derfor bliver det også til en tur på kontoret ind i mellem. Her har hun også lejlighed til at videregive det gode råd, hun selv fik fra en coach tidligt i coronaforløbet:

- Det er en god ide at gøre, som man plejer, når man går på arbejde. At forsøge at opretholde de daglige rutiner. Ellers kan man godt blive lidt corona-dvask, siger Katrine.

- Det er da meget hyggeligt at sidde ved sin skærm i nattøj og springe morgenbadet over. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kommer bedre i gang med dagen, hvis jeg opretholder rutinerne. Jeg bliver mere veloplagt – jeg føler, jeg er kommet godt i gang med dagen.

Stand-up-møde starter dagen
Dagen på hjemmekontoret i Slangerup starter kl. 8.45 med et 5-10 minutter stand-up-møde på skærm med hele afdelingen. Det er rigtig hyggeligt, fortæller Katrine. I løbet af en almindelig arbejdsdag er der måske to gange en halv times sparring med en kollega. Og så slutter dagen, hvor den plejer – et sted mellem kl. 15 og 18.

- I starten prøvede vi også at spise frokost sammen - med lyd på. Men det er vi holdt op med, fordi det var alligevel lidt for mærkeligt, forklarer Katrine.

Rent organisatorisk er der også sket nye ting. Når man sidder hver for sig, er det oplagt at afprøve nye måder at samarbejde på, hvis der er noget, man er i tvivl om.

- I stedet for at gå til nærmeste leder, er vi blevet opfordret til også at tage fat i hinanden og selv finde en løsning. Aarstiderne er en kæmpe organisation med mange medarbejdere, som man normalt ikke har kontakt til. Og så er det meget sjovt at lære nye kolleger at kende ved, at man lige havde brug for at snakke med dem, fortæller Katrine.

- Det virker faktisk rigtig godt. Og det er måske en af de ting, vi skal tage med os, når coronaen er overstået, siger Katrine Gajhede, som også håber, hun får mulighed for at arbejde hjemmefra en dag eller to efter coronaen.