Med et nyt politisk udspil vil Venstre fjerne Jobcentrene fra landkortet. "Venstres udspil ligger milevidt fra de politiske forslag, vi normalt ser indenfor beskæftigelsespolitikken," skriver HK Hovedstadens fællesformand Christian Grønnemark i dag på jp.dk.
I sin kerne går Venstres forslag ud på at rydde op i det teknokratisk forkrøblede beskæftigelsessystem, som Venstre selv har skabt med kommunalreformen i 2007 – og siden selv har gjort både mere bureaukratisk og mere menneskefjendsk. Ikke fordi det fagligt eller økonomisk set var en god ide, men fordi Venstre i årtier har profileret sig politisk på at være så hård som muligt overfor de arbejdsløse og de syge.
Desto mere spektakulært er det, at Venstres opskrift på en ny beskæftigelsespolitik er grænseløs tillid og ubureaukratisk frihed til de arbejdsløse, kombineret med en mirakuløs hjælp fra private aktører. De upopulære kommunale jobcentre, som Venstre selv har gjort upopulære, skal nedlægges.
Selv om Venstre på den måde foreslår at fjerne enhver form for central styring og koordinering af beskæftigelsesindsatsen, så skal der være en hårdere kurs overfor folk, der snyder. For det er der jo nok nogen, der gør, mener Venstre rituelt. Hvad der skal blive af de skrøbelige, delvist syge og ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere, som fylder mest i jobcentrenes indsats, står der meget lidt om i det liberale udspil. Ud over at handikap-organisationerne skal kunne hjælpe med at skaffe dem et job.
Venstres udspil ligger milevidt fra de politiske forslag, vi normalt ser indenfor beskæftigelsespolitikken, som er helt afgørende, fordi den er krumtap i hele nationens økonomi, erhvervsliv og sociale sammenhængskraft. Ikke fordi Venstres udspil er specielt yderliggående i sin ideologiske tilgang, men fordi det slet ikke kan gå. Udspillet er så tyndt og luftigt og efterlader så mange selvmodsigelser og ubesvarede spørgsmål, at det er svært at tage alvorligt som et egentligt forslag, der kan realiseres.
Det skal det nok heller ikke. Udspillet er designet til at overbevise vælgere langt hen over midten om, at Venstre vil forvandle et udskældt beskæftigelsessystem (Venstres selvskabte Frankenstein) til et lyserødt tag-selv-bord, hvor en lyseblå liberal fe bringer alle i arbejde med et kærligt slag med tryllestaven. Undskyld mig, men det er svært at tage alvorligt.
Og det behøver man ikke tage en fagforeningsformands ord for. Man kan bare læse lederen i dagbladet Børsen eller spørge en hvilket som helst anden med den mindste smule indsigt i dansk arbejdsmarkedspolitisk virkelighed.
”Jobcentrene løser en opgave, som ikke er populær, og som er svær at forklare i offentligheden, og derfor er de politisk sårbare. De ansvarlige partier på Christiansborg ved alt om dette. De ved godt, at hvis man nedlægger jobcentrene, så forsvinder den samfundskritiske vigtige opgave, som jobcentrene løser, ikke. Opgaven skal i så fald løses på en anden måde. Hvordan det skal gøres, har politikerne sjældent lyst til at tale om, men det bliver de nødt til, hvis deres forslag om at afskaffe jobcentrene skal tages alvorligt,” skrev chefredaktør Niels Lunde på lederplads i Børsen forleden.
Som formand for knap 80.000 HK’ere i Hovedstaden er jeg oprigtigt ked af, at de dygtige og engagerede medarbejdere i de kommunale jobcentre i årevis er blevet berøvet muligheden for at bruge deres viden og kunnen af et teknokratisk regelsæt, der har gjort dem til jagtet vildt. På trods af dette lykkes de med at hjælpe tusindvis af både forsikrede og ikke-forsikrede i arbejde. Jeg er også ked af, at mange arbejdsløse HK’ere og andre lønmodtagergrupper i årevis er blevet slæbt igennem en jungle af rigide regler, teknokratiske kontrolmekanismer og menneskefjendske snubletråde. Og på samfundets vegne er jeg ked af, at vi ikke har indrettet vores beskæftigelsessystem, så både arbejdsløse, virksomheder og samfundsøkonomi har fået det optimale ud af det. Selv om systemet formentlig er et af de bedste i en international sammenligning.
Det positive i Venstres udspil er derfor meldingen om, at systemet bør reformeres i retning af mere tillid og frihed til både de arbejdsløse og de professionelle, som skal hjælpe de arbejdsløse i job. Den helt afgørende diskussion, jeg savner, og som jeg håber på bliver en del af debatten er, hvordan vi igen får ”sat stik i” mellem virksomhedernes ordrebøger og den lokale beskæftigelsesindsats? Dette helt afgørende spørgsmål – ikke mindst for virksomhederne – er ikke nævnt med ét ord i Venstres udspil. Det er – hokuspokus – noget, som markedet og den blå fe finder ud af.
Et rigtig godt sted at finde inspiration til, hvordan virksomhederne og de arbejdsløse kan mødes mere dynamisk, er at se på hvordan beskæftigelsessystemet fungerede, før Venstres kommunalreform tog beskæftigelsespolitikken fra arbejdsmarkedets parter og skabte sit Frankenstein.
Før 2007 var der flere og mere lokale regionale arbejdsmarkedsråd, som var meget tættere på de lokale virksomheder og lønmodtagere uden job, fordi arbejdsmarkedets parter sad med helt inde i maskinrummet. Rådene bestod af repræsentanter for de lokale arbejdsgivere, der var 100 procent opdateret på deres ordrebeholdninger og det kort- og langsigtede behov for arbejdskraft. Ved siden af sad repræsentanter for de lokale lønmodtagerorganisationer, som havde et overblik over kompetencerne hos deres arbejdsløse medlemmer af a-kassen. For bordenden sad en regional arbejdsformidlingschef, som blandt andet forvaltede de uddannelsesressourcer, der var til rådighed for at sikre det gode match.
Sammen kunne de føre en aktiv, partsstyret, lokal arbejdsmarkedspolitik, der i øvrigt var helt central for, at det mirakuløst lykkedes for Nyrup-regeringen at få nedbragt ledigheden fra 360.000 til 140.000 over en relativ kort årrække – vel at mærke uden der opstod alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft – de frygtede flaskehalse – og i sidste ende inflation. Det var en arbejdsmarkedspolitisk bedrift, som forskere og politikere fra hele verden stadig taler om. Ret praktisk blev arbejdsløse jyske syersker i Vestjylland fx omskolet til svejsere, som der var hårdt brug for – alt sammen i et tæt mellem arbejdsgivere, lønmodtagere, Arbejdsformidlingen og uddannelsesinstitutioner i området.
De skeptiske vil sige, at det er jo mange år siden – det er jo historie. Jeg foreslår ikke, at vi bare skal skrue tiden tilbage til før. Men jeg mener, det var en fejl, da Venstre-regeringen skrev virksomhederne og lønmodtagerne ud af store dele af beskæftigelsespolitikken – og ved samme lejlighed i øvrigt fjernede en potentiel politisk platform for, at virksomheder og kolleger i job kunne have hjulpet til med at få inkluderet de skrøbeligste arbejdsløse. Og jeg foretrækker at lære af historien, frem for at lave politik på baggrund af et lyseblåt eventyr.