At ende i det kommunale stod ikke ligefrem i stjernerne for Tina Lundegaard. Men sådan blev det, efter hun kom ud for en trafikulykke og fik et piskesmæld. Og i dag kan hun slet ikke se sig selv andre steder.

Dengang arbejdede hun på Toms Fabrikker, hvor hun efter et års sygemelding stod med en fyreseddel i hånden. Derefter gik der yderligere et par år med sygdom og genoptræning, inden hun kom i arbejdsprøvning i sin hjemkommune i Frederikssund. Det blev til lidt forskellige kommunale job, inden hun en dag søgte og fik et ordinært job i Sundhedsplejen. Det er 22 år siden. Og idag er hun ansat på fleksjobordningen og arbejder 20 timer om ugen.

“Jeg har hele tiden prøvet at arbejde mig op og tilbage på fuldtid, men er aldrig kommet længere end 20 timer. Nogle dage er rigtig gode, hvor jeg bliver på arbejdspladsen lidt længere, mens jeg andre dage går tidligere hjem. Jeg ville være SÅ ked af ikke at have et arbejde. Det giver livskvalitet og glæde. Og arbejdsmarkedet har da også glæde af mig, selvom jeg ikke kan præstere som andre,” siger Tina Lundegaard.

Som hun ser det har matchet mellem hende og jobbet i Sundhedsplejen været fuldstændig perfekt. Bl.a. fordi det er en arbejdsplads, der bygger på fleksibilitet for alle, hvilket passer rigtig godt til hendes behov. Så for hende er det “kommunens bedste job”, som hun siger. For arbejdsopgaverne er spændende, kollegerne er søde, og alle de chefer hun har haft har været meget forstående over for de skånebehov, som hendes situation afføder.

Behov for mere rummelighed

Samtidig har hun dog et budskab, som handler om det rummelige arbejdsmarked. Eller mere præcist om et arbejdsmarked, som hun generelt synes skal være mere rummeligt.
“Jeg ville ønske vi kunne komme af med den berøringsangst, mange har over for kolleger på fleksjob eller lignende. For det er jo mennesker, som rigtig gerne vil, men bare ikke kan arbejde på lige vilkår med flertallet,” siger hun og understreger, at budskabet er rettet både mod chefer og medarbejdere:
“Når jeg fortæller, at jeg er fleksjobber, er reaktionen ofte, at “neeej, det kan man da ikke se eller mærke på dig”. Så det er lidt som om, at folk tror en fleksjobber altid skal være synligt syg eller psykisk syg. Der er mange fordomme. Og dem kunne jeg virkelig godt tænke mig, at der blev gjort op med.”

Åbenheden er helt afgørende

Vejen hertil går, ifølge Tina Lundegaard, over åbenhed, kommunikation og mod.

“Mange fleksjobbere holder mund med deres situation for at undgå de negative reaktioner. For mig tog det 15 år, før jeg turde sige højt, at jeg var fleksjobber. Nok fordi jeg ikke gad bemærkningerne om, at jeg er priviligeret eller nasser på samfundet, som nogen har sagt. Jeg føler, at man som fleksjobber bliver sat i bås, og det vil man jo ikke. Man vil bare gerne være som alle andre - og ikke behandles som et råddent æg”, siger hun og understreger, at hun heller ikke vil behandles som om, hun ikke er lige så dygtig som andre. For det er man jo, som hun pointerer:

“Jeg er præcis lige så dygtig til mit fag, som de andre er til deres. Blot har jeg nogle problemer med min nakke og får hurtigt migræne m.m., som gør mit ansættelsesforhold anderledes.”

Efter hun åbnede op om sin situation har Tina kun mødt forståelse fra sine kolleger. I dag ved de præcis hvad hun fejler, at hun er fleksjobber, og hvilke skånebehov hun har. Og det mener hun er helt afgørende for, at hun i dag er en respekteret kollega på linje med alle andre.

“Den åbenhed, viden om og respekt for min anderledes situation, som jeg nu oplever, kunne jeg godt ønske mig gjaldt for alle fleksjobbere på alle arbejdspladser. Før vi får det vil der altid være fordomme, som ingen har glæde af. Forståelse kræver viden, og viden kræver åbenhed. Derfor er det så vigtigt at vi tør tale om det. Sygdom og trafikuheld kan jo ramme alle. Det skal man bare huske,” som hun påpeger.