Formand for HK Kommunal, Lene Roed, er glad for regionernes nye initiativ. Foto: Tom Ingvardsen.
Siden 2020 har alt plejepersonale i regionerne haft ret til at blive ansat på fuld tid. Nu har Danske Regioner besluttet, at man vil udvide den nuværende ordning til at gælde alle faggrupper.
Baggrunden er, at sundhedsvæsenet mangler arbejdskraft, og konkurrencen om nye medarbejdere er meget stor, fremhæver formanden for Danske Regioners løn – og praksisudvalg, Heino Knudsen.
- Med denne ret ønsker vi at sende et klart signal til alle om, at hvis I vil ansættes på fuld tid eller måske bare i første omgang gå nogle timer op i tid, så skal I ikke høre nogen forbehold fra os som arbejdsgivere, siger Heino Knudsen.
I dag er omkring 32 procent af alle medarbejdere i regionerne ansat på deltid.
Godt initiativ
Formanden for HK Kommunal, Lene Roed, hilser regionernes initiativ med stor tilfredshed.
Det er et rigtig fint initiativ, og jeg håber, at mange vil benytte sig af det. Det er dog vigtigt at pointere, at det selvfølgelig altid skal være frivilligt for den enkelte. Samtidig er det vigtigt, at der bliver arbejdet med at sikre fleksibilitet og et godt arbejdsmiljø lokalt. Vi ved, at de to parametre er meget vigtige for HK Kommunals medlemmer i forhold til, om de kan se sig ind i at arbejde på fuld tid og samtidig få familielivet til af hænge sammen, siger Lene Roed.
Ordning træder i kraft hurtigt
Danske Regioner oplyser, at beslutningen om ret til fuld tid vil blive implementeret snarest og forventes at træde i kraft efter en kort indkøringsperiode. Men man påpeger, at der i visse tilfælde kan gå længere tid, før et ønske om fuldtid kan imødekommes, eksempelvis på de specialiserede institutioner på socialområdet, hvor der er tale om kommunal takstfinansiering.
Medarbejdernes ret til fuld tid vil gælde i forhold til deres nuværende arbejdsfunktion og på deres nuværende arbejdsplads. Retten til at blive ansat på fuld tid gælder ikke timelønnede og jobfunktioner, hvor der naturligt sker ansættelse på deltid.
Tal med din leder om fuld tid
Bemærk også, at rettigheden gælder dit specifikke job og din aktuelle arbejdsplads. Du kan altså ikke forvente at få "fyldt op" til fuld tid i andre funktioner i regionen.
Andre nyheder fra regionerne
OK med rabat i kantinen til medarbejderne
Breve til forældre sendes til mindreårige børn
Plejeorlov kan afbryde en forældreorlov