Cybersikkerhed

Foto. Jeppe Carlsen

Hvem lækkede en hemmelig chipsopskrift til konkurrenten?

Det var opgaven, da 19-årige Mykyta Pokhodin og hans medstuderende deltog i cyber-workshoppen Operation Hidden Spice arrangeret af HK ’s landsforening for IT-professionelle, KODEX, og cybersikkerhedsfirmaet Sagalabs.

Workshoppen er en del af den nye professionsbachelor i cybersikkerhed, som HK har været med til at udvikle - og som allerede har slået rekord i antal ansøgere.

Danmark kommer nemlig til at mangle tusindvis af cybersikkerhedsspecialister i de kommende år.

Rekordmange ansøgere

Da uddannelsen åbnede i sommeren 2025, søgte 431 personer ind på de første 80 pladser på Erhvervsakademi København. Nu er det allerede besluttet, at uddannelsen skal udbydes flere steder i landet.

Behovet for cybersikkerhedskompetencer vokser samtidig hurtigt.

Ifølge TDC Erhvervs sikkerhedsrapport blev der i 2024 i snit afværget mere end 70.000 potentielle cyberangreb om dagen i Danmark. Og ifølge IDA’s ekspertudvalg for cybersikkerhed kan Danmark i 2030 mangle op mod 22.000 it-folk med cybersikkerhedskompetencer.

Malware, phishing, C&C og Ddos-angreb er de fire mest anvendte angrebsformer mod danske virksomheder og offentlige instanser.

Hvad går de angreb ud på? 

Phishing: Falske mails eller beskeder, der forsøger at lokke adgangskoder, MitID-oplysninger eller andre følsomme oplysninger ud af dig.

Malware: Skadelig software, der kan stjæle data, overvåge computere eller låse systemer ned.

DDoS-angreb: Angreb, hvor kriminelle overbelaster en hjemmeside eller et system med massiv trafik, så det bryder ned eller bliver utilgængeligt.

C&C (Command and Control): Systemer, som cyberkriminelle bruger til at fjernstyre inficerede computere og koordinere angreb.

 

- Der er en voksende trussel om cyberangreb mod både danske virksomheder og myndigheder. Og det bliver kun mere alvorligt af, at der lige nu ikke er nok kvalificeret arbejdskraft til at beskytte mod angrebene. Derfor er det også vigtigt, at vi i HK bruger vores styrke til at uddanne de HK’ere, arbejdsmarkedet har brug for, siger Kim Jung Olsen, formand i HK Privat. 

Tidligere har det kun været muligt at uddanne sig inden for cybersikkerhed som en overbygning efter en akademi-uddannelse eller bachelor. Men på den nye akademiuddannelse i cybersikkerhed er der skabt en ny vej ind i cybersikkerhedsfaget, hvor de studerende har cybersikkerhedsfag fra dag ét.

Mere end “hackere i hættetrøjer”

Selvom Mykyta til workshoppen har en sort trøje med hætte på, så er han ikke med sine egne ord en klassisk ”hacker i hættetrøje”. For ham var det især kombinationen af teknologi, forretning og kommunikation, der gjorde uddannelsen interessant.

- Der er nogle på holdet, som er meget tekniske og gerne vil arbejde som etiske hackere. Men der er også mange som mig, der interesserer sig bredere for samfund, økonomi og kommunikation, siger han.

På uddannelsen arbejder de studerende blandt andet med:

  • datasikkerhed
  • phishing og cyberangreb
  • compliance og sikkerhedsregler
  • rådgivning til virksomheder og myndigheder

Virkelige cases og undervisere fra branchen

En stor del af undervisningen tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger fra virksomheder og myndigheder.

Det er noget af det, Mykyta sætter mest pris på.

- Underviserne har erfaring fra den virkelige verden. Det gør en stor forskel at høre, hvordan arbejdet faktisk foregår ude på arbejdspladserne, siger han.

Sammen med medstuderende har han også været med til at starte den KODEX-støttede studenterforening Black Sheep Cyber Society, som arrangerer faglige aktiviteter og træningsdage for de studerende.

Hvem lækkede chipsopskriften?

Efter flere timers analyse af logs og tidslinjer lykkedes det til sidst Mykyta og de andre workshopdeltagere at pege på den sandsynlige gerningsperson.

Sporene pegede på den medarbejder, der oprindeligt havde udviklet opskriften. Hun havde lækket den til en konkurrent mod løfter om højere løn og firmabil.

Professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed 

Professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed  
  • Uddannelsen i cybersikkerhed kan tages som en kort videregående uddannelse på 2 år eller som en professionsbachelor på 3,5 år.
  • Der er mulighed for at stige på uddannelsen efter to år, hvis du er uddannet it-teknolog, datamatiker eller har været cyberværnepligtig i forsvaret. 
  • På uddannelsen har de studerende fra dag ét cybersikkerhedsfag  som computerarkitektur, datasikkerhed og cybersikkerhedsgovernance. 
  • Uddannelsen klæder de studerende på til at varetage forskellige opgaver inden for cybersikkerhed i både det offentlige og private. Udover det rent tekniske er der opgaver inden for fx compliance, altså opgaver med at sikre, at en virksomhed eller offentlig myndighed lever op til gældende (og kommende) lovgivning og nationale og internationale standarder. Men også kommunikationsopgaver som fx at klæde sine kolleger på til ikke at klikke på phishing-links eller på anden måde komme til at lække fortrolige virksomhedsoplysninger.
  • Uddannelsen indeholder en praktikperiode på 3-6 måneder på en offentlig eller privat arbejdsplads. 
  • Optag sker via både kvote 1 og kvote 2. En gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse af mindst 3 års varighed er adgangsgivende. 

    Læs mere om uddannelsen her 
Vis mindre

KODEX 

  • I HK har IT-professionelle deres egen landsforening, KODEX  
  • KODEX giver støtte til aktiviteter rundt omkring på landets erhvervsakademier 
  • KODEX holder også løbende faglige arrangementer og kurser om alt fra Open Source, AI og spiludvikling til IT-arkitektur, karriereveje og Cyber Ranges.

Find KODEX her

Her er de kurser, som KODEX arrangerer for HK’s it-professionelle 

Cybertruslen mod Danmark

Ifølge Styrelsen for Samfundssikkerheds seneste analyse fra november 2025 er truslen fra cyberkriminalitet meget høj.

Cyberkriminelle rammer hele tiden ofre i Danmark med forskellige cyberangreb, fra omfattende ransomware-angreb til tyveri af sensitiv viden og svindel af den enkelte borger.  

Cybertruslen vokser ifølge TDC Erhverv, der blokerede omkring 10 millioner forsøg på phishing, malware og andre digitale angreb i 2023. I 2024 var tallet steget til 27 millioner, og ifølge TDC Erhvervs sikkerhedsrapport fortsatte udviklingen i 2025.

Ifølge en rapport fra IDA’s ekspertudvalg for cybersikkerhed kommer vi i 2030 herhjemme til at mangle 22.000 it-folk med kompetencer inden for digitalsikkerhed. Heraf 15.000 it-uddannede med mellemlange og lange videregående uddannelser.