Af Ole Just, cheføkonom, HK Danmark og Gitte Brückner, uddannelsespolitisk rådgiver, HK Danmark. Bragt i Politiken 3. januar 2021.
Selv om politikerne nu i en lang årrække har talt om livslang læring, kniber det med at sætte penge bag de høje ambitioner.
Finansloven for 2021 er ingen undtagelse. Her afsættes der alt i alt knap 400 mio. kr. til videregående efteruddannelse såsom akademi- eller diplomuddannelser. Det svarer til kun 1,4 pct. af den samlede pose penge til videregående uddannelser. Med andre ord gik politikerne glip af endnu en mulighed for at bevæge sig væk fra en skæv prioritering, som har spøgt i årevis.
Tænketanken DEA har udregnet, at beløbet givet til ordinære videregående uddannelser steg med 44 pct. fra 2009 til 2018, mens beløbet til videregående efteruddannelse faldt med 56 pct.
Det er stærkt problematisk. Videregående efteruddannelse løser en stor opgave med at opkvalificere lønmodtagerne for en billig penge, hvilket vi altid har slået på i HK. Nu har en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udarbejdet for HK, givet syn for sagn.
I analysen ses der på de samlede omkostninger ved at opnå kompetencer via hhv. de ordinære uddannelser og de videregående efteruddannelser. Hvad koster det for samfundet at uddanne en person på et kort eller mellemlangt videregående niveau via en ordinær uddannelse, som typisk tages i løbet af de unge år? Og hvad koster det at uddanne til samme niveau via efteruddannelse, som tages sideløbende med et arbejdsliv? Det regnestykke omfatter ikke kun udgifter til undervisning og SU eller SVU, men også tab af skatteindtægter. Og resultatet? Videregående efteruddannelse er markant billigere for staten end ’den slagne vej’ i ungdomsårene.
For det første betaler deltagerne eller deres arbejdsgivere langt størstedelen af uddannelsesomkostningerne, mens det derimod er gratis for den enkelte at tage en ordinær uddannelse.
For det andet indgår den studerendes arbejdslivserfaringer og -kompetencer som en del af uddannelsen, hvilket gør den væsentlig kortere. Der er i sagens natur ikke behov for praktik i en efteruddannelse, ligesom den studerende har opnået en række kompetencer via arbejdslivet, som man i de ordinære uddannelser må tilegne sig i teorien på skolebænken.
Pointen er ikke, at færre skal tage en ordinær erhvervsakademiuddannelse eller professionsbacheloruddannelse. Pointen er derimod, at der ligger en relativt stor værdi i at investere i opkvalificering via efteruddannelse. Dette sætter spørgsmålstegn ved, om det nødvendigvis er det bedste for samfundet, at så stor en andel som i dag tager meget lange uddannelser, som mangler en umiddelbar arbejdsmarkedsrelevans og fører til stor arbejdsløshed blandt dimittenderne. For tænk, hvis det i stedet økonomisk set kunne gøres mere attraktivt for den enkelte at uddanne sig løbende, motiveret af de udfordringer, man støder på i sit arbejdsliv.
Det behøver ikke være i form af et helt uddannelsesløft. Der er, som en 2020-analyse fra DEA viser, også store gevinster at hente ved blot at tage enkeltmoduler.
Kigger man i krystalkuglen, forventes efterspørgslen efter læring og uddannelse kun at stige yderligere i fremtiden. De ordinære uddannelsers arbejdsmarkedsrelevans udfordres, i takt med at arbejdsmarkedet i stadig højere tempo stiller krav om omstillingsparathed og nye kompetencer. Behovet for hele tiden at bygge oven på sin ordinære grunduddannelse vil kun blive større. Og hvis vi skal leve op til forventningen om at blive længere på arbejdsmarkedet på grund af stigende levealder, er det nødvendigt at kunne holde sine kompetencer opdateret gennem hele livet.
Så hvor begynder man, hvis man vil have flere til at tage en videregående efteruddannelse? Et godt sted at starte er at gøre op med økonomiske barrierer, som ofte står i vejen. Det handler om at styrke SVU’en og om at sørge for, at man ikke på grund af deltagerbetaling kommer til at hænge på en stor regning, når man vil efteruddanne sig. Det er værd at have in mente, både i de kommende finanslove og den kommende genforhandling af trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse fra 2017, som udløber til næste år.
For der er simpelthen behov for at forbedre de økonomiske rammer for livslang læring.
Til gavn for samfundet, arbejdspladserne og lønmodtagerne. Analysen fra AE viser tydeligt, at det er den billigste vej til et nødvendigt løft af kompetencerne på det danske arbejdsmarked.