Fra indlagt på psykiatrisk hospital til fleksjob på hotel
Denne mandlige borger er autodidakt håndværker og indtil 2000 med relativ fast tilknytning til arbejdsmarkedet, om end typisk med kortevarende ansættelser og et overforbrug af alkohol. Sidstnævnte tager overhånd, og borgeren kommer på kontanthjælp samt forskellige former for behandling af fysiske sygdomme.
Kontakten til kommunen har i perioder været sporadisk, og borgeren har i perioden 2014 til 2019 ikke været registreret med fast bopæl. Først i 2020 opnås igen kontakt med borgeren, der indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor han diagnosticeres med ustabil personlighedsstruktur, angst og diverse skader efter langvarigt alkoholmisbrug. Dertil kroniske skader på knæ og ryg.
Vi fik kontakt med borgeren, der startede i et erhvervstræningsforløb, der førte til en praktik som pedelmedhjælper. Vi fik justeret timetal og mødedage, så borgeren kunne restituere løbende, og borgeren var glad for praktikken, der desværre ikke kunne blive til faste timer.
Til gengæld fandt jobkonsulenten en ny praktik, der siden er blevet til et småjob, der fra og med sommeren 2020 omdannes til et fleksjob på 15 timer om ugen. For første gang i mere end 20 år tjener borger nu egne penge, og har desuden ikke rørt alkohol i mere end to år.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Langvarig angst og depression blev til ansættelse i et supermarked
A er midt i fyrrerne og er diagnosticeret med ADD (opmærksomhedsforstyrrelse), angst og depression, og har været på kontanthjælp siden 2006 med en smule deltidsarbejde i 2015.
Da vi møder hende, er hun på alle måder meget langt fra arbejdsmarkedet, så vi får først etableret en praktik på et lager i et supermarked, hvor hun også kan have egne opgaver uden for meget kontakt med kolleger og kunder. Det går godt, og hun får lavet praktikken om til et småjob på 12 timer, og hun blomstrer langsomt, men sikkert op, så hun tilmed får taget et gaffeltruckcertifikat.
A har nu fået tildelt et fleksjob, og er begyndt at have kassevagter, hvad hun er både glad for og stolt over, fordi hun med sin angst aldrig troede, hun skulle komme så langt. Hun er meget glad for sit arbejde, og hun trives godt i hverdagen.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
fandt sin motor efter års misbrug
A er midt i trediverne, har ADHD, og da jeg møder ham, er han samtidig det, man kalder ”hoarder” – han smider intet ud, samler alting i bunker i lejligheden, der nu er stort set fyldt med ragelse fra loft til gulv, og køkkenet er ubrugeligt og helt uhygiejnisk.
Han har i en årrække taget amfetamin og røget meget hash, og hans mor, der fungerer som partsrepræsentant for ham, er ulykkelig, men beskriver ham som en fyr med mange gode intentioner, der mangler en ”motor”, der kan drive ham og idéerne frem. Vi starter et ressourceforløb, men det første stykke tid er det kun muligt at tale motivation med ham – enhver indsats derudover giver ingen mening.
Efter godt tre måneder åbner A op for, at han gerne vil mere, og vi starter erhvervstræning med ham, sideløbende med misbrugsbehandlingen, som dog forløber noget problematisk, da han på den ene side udtrykker træthed over at skulle dvæle ved fortiden hele tiden, men på den anden side hele tiden undviger at reflektere over sin egne handlinger.
Undervejs finder vi i fællesskab ud af, at han har brug for mere struktur – og for at komme ud af lejligheden. Derfor begynder han med motionstræning hver dag, og han er meget glad for at komme til at tænke på noget andet, så det lykkes ham faktisk på 15 uger at nedtrappe sit amfetaminmisbrug helt. Det var en utilsigtet gevinst, som han klarede helt på egen hånd, og det gav ham et solidt rygstød.
Det står klart, at det, der virker for A, er at kunne handle selv, og vi arbejder derfor over en længere periode med handlinger, der kan fungere som aflastning eller afløser for hashmisbruget. Udover træningen begynder A at gå til varmtvandstræning og går i sauna efter træningen, og det hjælper på den indre spænding, han hele tiden føler, og som han dulmer med hash.
A har efterhånden nu så meget styr på hverdagen, at han kan begynde en praktik i den svømmehal, han har gået til træning i. Det er trygt for ham, at de kender ham allerede, og praktikken er en stor succes. Efter et halvt års tid får han taget et minilivredderkursus, og går op på 25 timer om ugen, og er nu under afklaring til revalidering, da han har fået mod på uddannelse.
I dag har han fået en god struktur på sin hverdag, er kommet ud af sine misbrug, der er kommet styr på hans lejlighed, han får spist og han betaler også selv sine regninger og andet, som hans mor hjalp ham med tidligere. Han er meget vellidt i praktikken, som siger, at de har oplevet at hans udvikling har haft 180 km/t. A fandt sin motor og lagde misbruget bag sig.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Besvimede dagen før: Hvorfor var jeg så bange for det her møde?
Jeg deltog i et rehabiliteringsmøde for en borger, der var indstillet til en førtidspension. Op til mødet forsøgte jeg efter bedste evne at fortælle hende, hvad der skulle ske på mødet, og at hun ikke skulle være bekymret, men hun var alligevel så nervøs, at hun dagen inden mødet var besvimet hjemme i sin lejlighed af bekymring.
På selve mødet fungerede en god kollega som mødeleder, og han var utrolig god til at skabe klare rammer, og startede med at fortælle min borger, at rehabiliteringsteamet ville indstille hende til den førtidspension, hun ønskede. Derfra gik mødet rigtig fint, og hun sluttede mødet med at spørge sig selv højt, hvorfor hun i alverden havde været så bange for det her møde?
En stor tak til de gode kolleger, der hjalp min borger med at få en god afslutning på et forløb, der har været meget svært for hende.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Han er gladere, end jeg har set ham i lang tid
Denne borger har mange problemstillinger på én og samme tid, og det har været utroligt svært at finde det bedste sted at starte. Han fik for tre år siden tilkendt et ressourceforløb, fordi han efter et fald på arbejdspladsen har haft mange kroniske smerter i bevægeapparatet. Undervejs har han udviklet et alkoholmisbrug, og desuden fået foretaget en omfattende bypass-operation.
Han lider af social angst, er deprimeret og har dertil koncentrations- og hukommelsesbesvær og er ordblind. Ikke desto mindre er det lykkedes os sammen at finde relevante indsatser, der har kunnet beskrive arbejdsevnen og dermed givet ham mulighed for at blive indstillet til en førtidspension. Hans egen engagement og motivation, kombineret med de forskellige muligheder for træning, erhvervstræning og praktikker, vi har kunnet finde til ham, resulterede i en god løsning, som han er meget glad for.
Hans tidligere arbejdsgiver, som deltog på rehabiliteringsmødet, skrev bagefter til mig, at borgeren havde været lidt mut efter mødet, men som dagen var gået var blomstret op og var nu gladere, end hun havde set ham i lang tid.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Det rette match gav englen vinger
Jeg har en borger diagnosticeret med Aspergers syndrom kombineret med tendens til angst og depression. Han er meget intelligent og dygtig til it, men har det enormt svært ved at indgå i samarbejde med andre mennesker, både fordi han har svært ved lyde, lugte og forstyrrelser, men også fordi han ikke kan håndtere, når folk opfører sig ulogisk eller bryder regler. Samtidig har han svært ved arbejdsopgaver, der ikke er konkret formulerede, eller hvor formålet er uklart for ham.
Det var klart for mig fra starten, at vi skulle forsøge at finde en praktik i en it-virksomhed, og jeg fandt et, på papiret, godt match, og satte et møde op. Borgeren var meget nervøs før samtalen, og det blev ikke bedre under selve samtalen, hvor han slet ikke har øjenkontakt med virksomhedsejeren, og samtidig udviser stor nervøsitet med sit kropssprog. Ikke desto mindre formår han at svare på de stillede spørgsmål, men vi drager alle et lettelsens suk, da samtalen er ovre.
Virksomheden vil dog gerne have ham i praktik, og under samtalen fortæller virksomhedsejeren, at han efter samtalen var blevet så berørt af samtalen, at han havde fældet en tåre eller to. Aldrig havde han mødt en så intelligent mand, der samtidig var så udfordret af sit helbred. Han beskrev ham som en ”engel uden vinger”, fordi han fremstod så uskyldig, men samtidig stort set ude af stand til at fungere på en arbejdsplads.
Nu har borger været i praktik i et par måneder, og det går rigtig fint. Han arbejder hjemmefra med daglige Teams-møder med chefen, og skal på sigt stå for hele virksomhedens operativsystem og kalender. Englen fik vinger, da vi fandt det rette match med en arbejdsgiver, der virkelig har taget et socialt ansvar.
Virksomhedskonsulent, jobcenter i hovedstadsområdet
Når et fleksjob viser sig at være bedre end førtidspension
Jeg har været ansvarlig for en borger i et ressourceforløb, og han har haft rigtig meget modstand i forhold til de indsatser, jeg har foreslået, og det er har været tydeligt, at han har været meget fokuseret på at få en førtidspension.
Ikke desto mindre lykkedes det mig at overbevise ham om at give en praktik en chance. Først kom han i praktik på et uddannelsessted, som siden blev afløst af en praktik på et hospital, hvor han er faldet rigtig godt til. Han har fået flere opgaver og kan virkelig se mening i arbejdet, og vil meget gerne arbejde mod at få et fleksjob fremfor den førtidspension, han ellers troede, var det rigtige for ham.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Fra forretningsmand til hjemløs – og nu tilbage på sporet igen
Han har altid været vant til at tage fat, og starter som 19-årig sit eget firma, som han på 10 år gør til en succesfuld virksomhed med 30 ansatte. Finanskrisen rammer hans branche hårdt, og han går konkurs med firmaet og taber undervejs både bolig og hele sit sociale netværk.
Hårdt arbejde erstattes med alkohol- og stofmisbrug og et hårdt liv på gaden, hvor han er hjemløs i en lang årrække. Netværket består af andre hjemløse og af kriminelle, der får ham ind i småkriminalitet, og hans misbrug accelerer, men en dag erkender han, at han er røget helt på vildspor. Han gør sig selv clean af stoffer og får anvist en bolig, men lever som eneboer. I nogle perioder er han ikke udenfor lejligheden i ugevis.
I slutningen af 2019 tilkendes han et ressourceforløb, og vi går langsomt men sikkert i gang med at kortlægge, hvilke problemstillinger, han har, og hvad vi evt. kan gøre for at få ham videre med sit liv. Det viser sig, at han har udviklet PTSD, angst og depression, og han har meget svært ved at være sammen med andre mennesker.
De første mange uger er min kontakt til ham kun mulig ved at gå ture med ham, da han ikke kan holde ud at komme ind på matriklen. Vi får opbygget en relation, hans tillid til mig vokser, og langsomt begynder motivationen til at rykke at stikke hovedet frem.
Først noget motion, siden også et par timer på værkstedet og efter noget tid får han egne opgaver og understøtter medarbejderne, når de instruerer andre brugere. Han får relationer med brugere og medarbejdere, og hans gamle selvforståelse vinder frem, og han skifter fokus fra udfordringer og barrierer til muligheder og målsætninger. Han har nu sat sig for at lave oplæg , hvor han fortæller om sin historie, og at det er muligt at ændre retning – også selvom livet virker helt afsporet.
Det har været en lang, lang rejse, men med tålmodighed og tid er det lykkedes for ham at komme tilbage på sporet, og det har været en utroligt givende proces at være med til at understøtte ham og se de flotte resultater.
Erhvervstræningskonsulent, jobcenter i hovedstadsområdet
At mestre livet: Fra den lukkede afdeling til uddannelse
Hun har haft en utrolig hård barndom, der har sat sig som ar på sjælen, og dertil kommer en diagnose som skizofren, der i perioder har fået hende til at føle sig som ”en grøntsag, hvis fremtid kun kunne være en førtidspension”, som hun siger.
Da jeg fik hendes sag i 2020 havde hun lige skiftet psykiater, og den nye læge satte spørgsmålstegn ved såvel hendes diagnose som den behandling, hun fik. I et samarbejde blev en ny behandling sat i gang, og jeg fik sideløbende startet et ressourceforløb op, hvor det hurtigt stod klart, at hun meget gerne ville have en uddannelse – hun skulle ikke ende på en førtidspension.
Hun har i den grad arbejdet med sig selv for hele tiden at bevise, at hun kan mestre livet og bo alene. Efter adskillige ophold på institutioner, herunder flere indlæggelser på den lukkede afdeling, vil hun ikke tilbage, og hun VIL have en uddannelse. Men det er ikke uden tilbageslag og nedture, men sammen med hende har vi fundet måder at håndtere de gamle traumer, så de ikke spænder ben for nutiden på samme måde som tidligere.
Én af de vigtigste indsatser har faktisk været at få hende til at blive bedre til at fokusere på selvomsorg – at vide, hvornår hun skal passe på sig selv, og at det både er godt og nødvendigt, at hun løbende har en psykolog at tale med, når spøgelserne dukker op.
Hun har i den grad formået at håndtere både fortiden og hendes psykiske sygdom, og vores seneste samtale endte med, at vi indstiller hende til revalidering, så hun kan komme i uddannelse. Målet er fast arbejde, måske endda på ordinære vilkår.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet
Fleksjob efter 15 års ledighed
Hun er i slutningen af halvtredserne og har en lang historie af indlæggelser bag sig, hvorfor hun ikke har været i stand til at arbejde de seneste 15 år. OCD, angst, depression og PTSD er blot nogle af de ting, hun kæmper med, og en række indsatser har vist, at hun formentlig kun kan arbejde 3-4 timer om ugen og med mange skånehensyn, hvorfor jeg egentlig vurderede, at en førtidspension ville give mest mening.
Men hun vil gerne bidrage, vil ikke bare parkeres på en pension, og har fra starten udtrykt ønske om, at et fleksjob skulle være målet. Det har jeg naturligvis taget meget seriøst, og vi har haft mange snakke om, under hvilke omstændigheder, hun ville kunne arbejde.
Det viste sig dog svært at finde en arbejdsplads, der både var egnet og som havde mulighed for at udvise de skånehensyn, hun har behov for. Derfor var jeg faktisk på nippet til at indstille hende til en førtidspension, men på et møde fortæller hun, at hun har fundet en arbejdsplads, der har ”opfundet” en stilling til hende. Hun skal være omsorgsmedarbejder på et plejehjem i en kommune, der har valgt at afsætte en pulje penge til den slags småjobs, som faktisk ikke eksisterer – men som passer perfekt til en borger som hende.
Jeg tror, at vores mange snakke hjalp hende med at blive klar på, hvad hun kan og ikke kan, og derfor har kunnet sætte ord på, hvilke rammer, hun havde brug for overfor en kommende arbejdsgiver. Og super af den pågældende kommune, at de giver så udsatte borgere en mulighed for at få et fleksjob.
Sagsbehandler, jobcenter i hovedstadsområdet