Det tunge ansvar glider over på medarbejderne
Der er ingen grænser for hvor meget ansvar, vi påtager os på jobbet. Man har fornemmelsen af, at uanset hvor meget man har lavet, så har man ikke lavet nok. Men det er ikke sikkert, at ens indsats anerkendes. Vi skal give hinanden mulighed for at svigte lidt, mener forsker.
Af Lone Schrøder Jeppesen
Administrative medarbejdere i staten er hyperansvarlige. Deres ansvar er selv at opsøge deres ansvar. Og på den måde bliver deres ansvar grænseløst, fastslår professor Niels Åkerstrøm Andersen.
Vi er rigtig gode til at tage ansvar på os. Så gode, at vi er blevet hyperansvarlige. Man kigger ikke kun opad til sin ledere, men også hen på sine kolleger og på alle de projekter, der er i gang på kontoret. Man ender hurtigt i en situation, hvor det bliver uendeligt, hvad det er for opgaver, man påtager sig.
Jeg tjekker mails på telefonen derhjemme flere gange dagligt. Både morgen og aften. Jeg kan ikke lade være. I perioder vælger man at tage arbejdet med hjem, og i andre perioder vælger man at ligge søvnløs og tænke på alt det, man skal huske og nå.
Lene, 33 år, i FTF-rapport fra 2018 om grænseløst arbejde
- Vi er vokset op med en idé om, at vores opgaver kommer oppefra og er rimelig veldefinerede. Men efterhånden er det blevet sådan, at vores leder siger til os, at dit ansvar er selv at finde ud af, hvad dit ansvar er. Det producerer jo et grænseløst ansvar, for så bliver vores ansvar hele tiden at definere vores egne roller og opsøge opgaver, påpeger professor og ph.d. Niels Åkerstrøm Andersen ved Institut for Business Humaniora og Jura ved CBS.
Før i tiden var medarbejdernes forpligtelser præciseret i en arbejdsbeskrivelse. Opgaverne blev dikteret ovenfra, og man vidste, hvornår man havde udført dem. Offentlige organisationer er blevet komplekse. Det administrative arbejde er ikke længere noget, der kan lægges i en stak og løses. I dag er det administrative arbejde mere og mere centralt for, at alle andre i organisationen kan have flow i deres arbejde.
Hyperansvar har skyggesider
Når ansvaret bliver uendeligt, har man selv ansvaret for at sige stop. Det ved man ikke helt, hvornår man skal, fordi man har svært ved at se, hvor ens arbejde slutter.
- Det skaber en fornemmelse af, at uanset hvor meget man har lavet, så har man ikke lavet nok. Lederen forventer, at du har styr på sagerne og ved, hvad der er behov for. Når du løbende skal foregribe både lederens, kollegernes og borgernes behov, så kommer du i underskud og ender i en form for selvstress, siger Niels Åkerstrøm Andersen.
Det med selv at trække en grænse og sige ’her til og ikke længere’, det bliver sværere, fordi man gerne vil gøre sig så attraktiv for ledelsen som mulig.
John, 55 år, i FTF-rapport fra 2018 om grænseløst arbejde
Som hyperansvarlig får man godt nok mere frihed og indflydelse på sit arbejde, men det betyder også ifølge professoren, at man presser sig selv hele tiden, for man vil gerne være engageret. Der er status i at fortælle vennerne, at man faktisk laver noget, der er spændende. At man altid er med i det nye. Der er ikke status i de faste rutineopgaver. Og man opfatter sig selv som lidt uansvarlig, hvis man kun fokuserer på de basale opgaver.
Anerkendelse er en mangelvare
Når man foregriber alle mulige behov, har man brug for at blive anerkendt for det, men det er ikke sikkert, at man bliver det. Mange medarbejdere ender ifølge Niels Åkerstrøm Andersen med at føle sig i konstant anerkendelsesunderskud.
Når tingene var rigtig slemme, forsøgte jeg at tænke, at jeg bare skulle møde ind på arbejde og gøre det, som jeg blev betalt for og så tage hjem igen. Men det kunne jo ikke lade sig gøre.
Lone, 44 år, i FTF-rapport fra 2018 om grænseløst arbejde
- At få anerkendelse for sin indsats er en mangelvare på offentlige arbejdspladser. Når man sætter selv sig til at gøre noget, er det utydeligt, hvem der har ansvar for at sige tak. Tit gør du det jo bare, uden at dem, du hjælper, har bedt om det. Du tager ansvaret i det stille uden at gøre opmærksom på det, fordi du kan se, det er nødvendigt. Hvis man ikke værdsættes for det, kan det dræbe motivationen og føre til mistrivsel og stress, forklarer han.
Ansvaret skal gøres kollektivt
Løsningen er ifølge Niels Åkerstrøm Andersen, at i stedet for at lægge ansvaret ud på den enkelte medarbejder, skal ansvaret og opgaven med at få begrænset ansvaret kollektiviseres. Man skal have et fælles blik for, hvis tingene kører hurtigere, end det er holdbart i længden. Det bør være et punkt på dagsordenen til fællesmøderne, hvis det er ved at blive for meget.
Forskeren opfordrer lederne til at blive bedre til at tale om ansvar og dagligt gå rundt til folk og få en snak om, hvordan tingene kører. Og medarbejderne skal sætte ord på hyperansvar, og at vi egentlig forventer for meget af hinanden og af os selv.
Jobbet er en stor del af min identitet. Det kommer derfor til at påvirke mig i min egen opfattelse af mig selv. Det giver mig en følelse af ikke at være god nok. Når jeg ikke kan bestride det her arbejde på de her vilkår, så må det være fordi, jeg ikke er god nok.
Helle, 51 år, i FTF-rapport fra 2018 om grænseløst arbejde
- Det handler om at give hinanden mulighed for at svigte lidt. For når ansvaret er så ubegrænset, kan man ikke leve op til det hele. Så bliver man nødt til at anerkende, at det hele ikke bliver lavet. Lad os prøve at hjælpe hinanden med at passe på hinanden. Der er en tendens til at nedgøre det administrative arbejde. Lederen må hjælpe med at gøre det tydeligt, hvad det administrative arbejde gør for, at organisationen overhovedet fungerer, og at det faktisk er værdsat, fastslår Niels Åkerstrøm Andersen.
