Der er mååååååål… Men desværre er det i eget mål, hun har scoret. Statsministeren har igen scoret i eget mål…”
Dommeren fløjter kampen i gang og rutinerede Lars Løkke tager med det samme rollen som spilfordeler. Han sender statsminister Mette Frederiksen afsted med en elegant inderside, mens Jakob Ellemann tager et alibi-løb langs sidelinien uden at få bolden.

Kommentatoren: ”Statsministeren sættes i scene af Lars Løkke. Hun tager flot bolden med sig, sætter tempo på, afdribler et par spillere og scorer. Hun scorer. Der er mååååååål… Men desværre er det i eget mål, hun har scoret. Statsministeren har igen scoret i eget mål…”

For mig som fællesformand for HK Midt er det på mange måder et selvmål, når statsminister Mette Frederiksen står i spidsen for en regering, der lancerer ideen om lønpuljer til faggrupper, som den selv udpeger. Eller når hun over natten bruger sin flertalsregering til at afskaffe store bededag.

For begge dele er frontalangreb på den danske model, der ellers for enhver socialdemokrat burde være demokratisk arvesølv. Ikke arvesølv af den slags, der står i hjørnet og godt kunne bruge en omgang Brasso, før det kan tages i brug igen. Tværtimod arvesølv af den slags, der konstant er i brug og shiner, når det bliver brugt.

Modellen er enkel: Arbejdsmarkedets parter definerer selv rammerne for arbejde og samarbejde. [...] Hele den stabilitet underminerer statsministeren, når hun leger med på Løkkes småborgerlige julelege om skattelettelser og benspænd for arbejdsmarkedets parter

Den danske model er nemlig en absolut krumtap i forhold til den stabilitet, der har præget vores arbejdsmarked og samfund i årtier. Modellen er enkel: Arbejdsmarkedets parter definerer selv rammerne for arbejde og samarbejde. Søger dialogen med hinanden. Tænker i løsninger og kompromiser, der er acceptable for begge parter. Har glæde af gensidig respekt for de interesser, som modparten helt naturligt har i forhandlingerne mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Det hele uden (utidig) indblanding fra politikerne.

Hele den stabilitet underminerer statsministeren, når hun leger med på Løkkes småborgerlige julelege om skattelettelser og benspænd for arbejdsmarkedets parter, der hver gang skaber sprækker i den danske model og på sigt kan få den til at revne helt.

Er det virkelig det, en socialdemokratisk statsminister anno 2023 ser som sin opgave: At løbe ærinder for sine småborgerlige legekammerater – og i øvrigt udadtil fremstå som den store reformator, der med pragmatiske floskler om nødvendighed prøver at retfærdiggøre sit politiske midterprojekt?

Når man hører statsminister Mette Frederiksen taler om de tre milliarder til særligt udvalgte faggrupper (udpeget af regeringen selv), så tænker man: Ja, du ser dig selv som en målsøgende angriber, der går forrest og scorer mange mål. Problemet er bare, at du har udset dig målet i den forkerte ende. Det giver nogle socialdemokratiske selvmål, der kan komme til at koste dyrt, hvis de river den danske model midt over.