”Jeg kan ikke sige noget konkret om, hvad vi kommer til at fremlægge, men vi kommer til at fremlægge et bud på et mere retfærdigt pensionssystem…”, lød den noget ukonkrete melding fra Socialdemokratiets Frederik Vad, da Folketinget forleden forhandlede om den planlagte stigning af vores pensionsalder til ”jubilæumsåret” 70 år. Partikollegaen, og den ansvarlige minister på området, Ane Halsboe-Jørgensen, var ikke mere konkret.Socialdemokratiet har ellers haft siden august 2024 til at komme med de første skitser til en ny regulering af vores pensionsalder og hele det system, som den skal baseres på.
For sidste sommer trak det store overskrifter, da statsminister Mette Frederiksen bekendtgjorde i Berlingske, at ”…den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere – og derfor er vores klare melding, at aftalen skal genforhandles”.
Hun ville med andre ord have gjort op med den nuværende stignings-automatik, der blev bredt vedtaget med det såkaldte velfærdsforlig fra 2006.
Klar måling og melding fra danskerne
Kun et par måneder senere fik DR lavet en måling omkring emnet pensionsalder, der ellers sendte et klart signal til politikerne: Hele 70% af de adspurgte ønskede, at der blev lavet en ny politisk aftale om fremtidens pensionsalder inden næste valg. Kun 12% fandt det ikke nødvendigt.
I det lys undrer det mig, at Socialdemokratiet her 200-300 dage senere ikke kan eller vil fremlægge de første linier i det, der kan blive grundlag for reelle forhandlinger. ”Kan vi lave en aftale på den her side af et valg? Måske. Men ellers når vi det i god tid inden 2030”, sagde statsministeren i DR-programmet ”Mød statsministeren”.
Det forekommer mig at være noget af en pensionsmæssig slingrekurs. Fra statsministerens markante udmelding om, at der er behov for genforhandling af velfærdsforligets automat-stigninger over vage udmeldinger om tidsplanen til de seneste forhandlinger om stigningen til 70 år, som regeringens partier allerede har flertal for.
Vi skal have det lange lys på
Jeg kan kun, på vegne af HK’erne, opfordre til, at Socialdemokratiet, statsministeren, beskæftigelsesministeren m.fl. indser, at pension og pensionsalderen er et vigtigt emne for mange, mange danskere. For når det gælder vores pension og pensionering, så er vi nødt til at have det lange lys på. Vi har brug for en vis sikkerhed, som vi kan planlægge efter.
Den har vi ikke, når et regeringsbærende parti som Socialdemokratiet zig zag’er sig igennem emnet, der på den måde hurtigt kan blive en rygende varm kartoffel i en kommende valgkamp. Netop derfor undrer det mig, at Frederiksen, Frederik og Ane ikke allerede nu er mere klare i mælet omkring deres alternativ til det nuværende forlig.
Opgør med alderisme
I udviklingen af et alternativ, når det gælder pensions- og tilbagetrækningsalder, skal de nuværende ordninger kigges igennem og gerne udvides, da vi også på HK-området oplever en psykisk og fysisk nedslidning blandt en del medlemmer med et langt arbejdsliv bag sig.
Jeg er helt med på, at de der kan og vil blive på arbejdsmarkedet skal have gode muligheder for det. For vi har som samfund brug for dem, deres kompetencer og ressourcer. Vi skal dog hele tiden have fokus på frivillighed og fleksibilitet, så vi ikke får for store gråzoner, hvor mange, også HK’ere, vil føle sig fanget, fordi pensionsnettet ikke er fintmasket nok til at spotte dem. Måske fordi der er fokus på at tvinge en senere pensionering igennem frem for at gøre den attraktiv på andre måder?
Hvis vi skal gøre det mere attraktivt at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, så kræver det dog et opgør med den såkaldte alderisme, altså den bevidste eller ubevidste diskriminering af ældre alene på grund af deres alder.
Større respekt for senior-kompetencer
Vi skal væk fra tanken om, at ældre automatisk mister ressourcer og kompetencer i takt med deres alder. I stedet skal vi fokusere på, at der med et langt arbejdsliv faktisk er nogle særlige kompetencer med i bagagen, som senior-kolleger kan byde ind med. Jeg synes, at vi mangler en anerkendelse af disse kompetencer, og at problemet kommer til udtryk i en særlig tendens:
Når seniorer på arbejdsmarkedet først mister deres job, så har de langt sværere ved at komme i arbejde igen sammenlignet med andre aldersgrupper. De kommer godt nok i job, men der synes at være en håndbremse hos arbejdsgiversiden, der giver nøl undervejs.
I sidste ende begrænser det den ellers ret vigtige fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi medarbejdere, herunder også HK’ere, er nødt til at klynge sig til de jobs, de har, selvom det ellers var oplagt med et jobskifte.
Kort sagt: Pensionsspørgsmålet handler netop om at tænke frem!
Som det fremgår, så ærgrer det mig gevaldigt, at Socialdemokratiet i det forgangne år har kørt slingrekurs i forhold til vores pensionsalder og hele pensionssystemet. For det giver en usikkerhed og manglende planlægningssikkerhed, som også HK’erne synes er ubehagelig. Det undrer mig faktisk, at partiet ikke er længere med det alternativ, der allerede for et år siden blev talt om fra flere sider. For med vedtagelsen af 70 år her i 2025, så er der godt nok fem år til forhandling om den næste stigning, men det havde klædt både stats- og beskæftigelsesministrene, hvis de allerede nu havde tænkt lidt frem og kunne sætte et par ord på den alternative plan. For pensionsalder og pensionering handler netop om at tænke frem.
