I HK Sjælland bliver vi ugentligt kontaktet af medlemmer, der står på kanten til en stresssygemelding.
Fælles for dem er, at de har fået arbejdsrelateret stress, men vejen dertil er ofte meget forskellig. Det kan være uklare krav, for mange opgaver på for kort tid, mobning mellem kollegaerne, besparelser, dårlige fysiske rammer med overdreven støj og andre ting. Lejlighedsvist kan sådanne forhold være en del af arbejdspladsens vilkår, men hvis det bliver en vedvarende situation uden indgriben fra ledelsen, forværres det psykiske arbejdsmiljø markant.
Få hjælp og gode råd til håndtering af stress her
Vi har – bare for at nævne ét af utallige eksempler – hørt om medlemmer, der afbrød tre ugers sommerferie for at tage toppen af opgavebunken, så de ikke stod med en uoverskuelig mængde, når de kom tilbage. Det er vigtigt at huske, at alle har en lovsikret ret til tre ugers sammenhængende sommerferie. Pausen er essentiel for at kunne koble af fra arbejdet og få den nødvendige mentale restitution. For mange rumsterer jobbet stadig i hovedet, selvom det er fyraften, og det kræver tid at få det på afstand. Det er forståeligt, at medarbejdere føler sig tvunget til at afbryde ferien for at beskytte sig selv mod yderligere pres, når arbejdet genoptages. Det er dog uheldigt, at menige medarbejdere føler sig nødsaget til at påtage sig dette ansvar, da det ultimativt er ledelsens opgave at sikre et godt arbejdsmiljø – både fysisk og psykisk.
AMU-kurser til ledere uanset baggrund
I dag modtager kun halvdelen af alle ledere med personaleansvar uddannelse i at håndtere psykisk arbejdsmiljø, det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. På store arbejdspladser er der typisk systematik i arbejdsmiljøarbejdet, og på det statslige-, regionale- og kommunale område findes der allerede en tredages frivillig lederuddannelse om psykisk arbejdsmiljø. På små private arbejdspladser foregår arbejdet i mindre grad systematisk.
HK arbejder for, at alle ledere – uanset baggrund – skal være i stand til at forebygge og håndtere stress. Derfor foreslår vi, at der afsættes penge på dette års finanslov til et toårigt forsøg, hvor ledere på små private arbejdspladser tilbydes at deltage i et kort, målrettet AMU-kursus i psykisk arbejdsmiljø og forebyggelse af stress.
Dette forslag kan selvfølgelig ikke stå alene. I HK mener vi, at det er på tide at vedtage en national handlingsplan mod stress, for sygdommen har alt for store omkostninger – både for det enkelte menneske, for arbejdspladserne og for samfundet som helhed.
Dette blog indlæg er også bragt i Sjællandske den 25. september 2024.
HK foreslår 15 tiltag som en del af en ny national handlingsplan mod stress. Dem kan du læse om her