Kære Sundhedssamarbejdsudvalget i Region Midtjylland,
Når jeg som formand for HK Kommunal MidtVest læser udkastet til ”Sundhedsaftalen 2024-2027 – Nærhed, tilgængelighed og sammenhæng for borgeren”, tænker jeg umiddelbart, at der er tale om nogle fine intentioner på et meget højt politisk abstraktionsniveau.
Al ære og respekt for, at man vil skabe balance i sundhedsvæsenet ved at fokusere kræfterne på indsatser målrettet: Børn og unge i mistrivsel og borgere med svær psykisk sygdom, borgere med stort behov og stor kompleksitet som følge af kronisk sygdom og styrket velfærdsteknologi, digitalisering og datadeling.
Men jeg har meget svært ved at se, hvordan man vil lykkes med det, særligt med den meget skrabede økonomiaftale, der er lavet for både region og kommuner.
I den aftale, Regeringen og Danske Regioner har indgået om næste års økonomi, er rammeløftet til sundhed 1,35 mia. kr. i 2024, hvilket skal holdes op imod et skønnet udgiftspres på ca. 1 mia. kr. fra demografien og cirka 1 mia. kr. fra stigende medicin-udgifter.
Med andre ord er rammeløftet mere end spist op. Hertil kommer et problem med manglende kompensation for inflation i 2022, der koster regionerne ca. 1 mia. kr. varigt på driftsrammen, og som regeringen ikke har villet løse. Oveni kommer så kravene om administrative besparelser og effektiviseringer.
Godt nok har regeringen præsenteret en sundhedspakke, der løfter sundhedsvæsenet med 5 mia. kr. Men det er penge, der først kommer på den lange bane, og som indfases gradvist frem mod 2030.
Så mit spørgsmål er: Hvordan hænger økonomien sammen med de ambitiøse målsætninger i Sundhedsaftalen?
Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvordan administrationen og lægesekretærerne er tænkt ind i Sundhedsaftalen?
Hvordan vil man sikre fastholdelse og rekruttering, når der af regeringen er varslet besparelser på det administrative personale frem mod 2030?
Besparelser, der må siges at være direkte selvmodsigende i forhold til at løse de regionale rekrutteringsudfordringer, hvor administrativt personale med de rigtige kompetencer er en del af løsningen også jævnfør en passus i regeringsgrundlaget.
Og endelig: Hvis det er så enkelt at sikre balance i sundhedsvæsenet, som man lægger op til i Sundhedsaftalen, hvorfor har man så ikke sikret fornuftig overgang fra primær til sekundær sektor (og omvendt) for længe siden?
